Til brug for denne artikel kan man benytte den tilhørende figur, der kan ses eller downloades her: http://img406.imageshack.us/img406/8485/polcomp.png
Om behovet for flere dimensioner i dansk politik
Det skred, vi har oplevet de sidste 10-15 år i dansk politik, som har traumatiseret store dele af begge de traditionelle ”fløje”, kræver en anskueliggørelse. Da Ny Alliance blev dannet, og nu igen for nylig i det genopstående Liberal Alliance, fik det karakter af protestparti, netop mod dette skred. Tidligere V- og K-vælgere flokkedes til et parti, der åbenbart indeholder noget, de ”gamle partier” har mistet.
Samtidig har senest en række sirlige pointsystem skabt splid dybt inde på venstrefløjen: Kampen mellem nypopulistiske opportunister ledet af Thorning og Søvndal, der i praksis gør SF, A og DF stort set uskelnelige, og gamle venstre-humanister med fokus på værdipolitikken, udspiller sig på tragikomisk vis. Der er tydeligvis flere dimensioner i dansk politik og for at forstå det, må man kigge ud over højre-venstre.
Der er alt for mange danske vælgere, der er blevet lullet i søvn af højre-venstre blokpolitikkens søvndyssende, ensformige mudderkastende populisme: Politikerleden er i massiv optrend, mens partierne hastigt nærmer sig hinanden i ført politik, upåagtet at partiprogrammerne stadig er fyldte med fordums ideologier, der ikke længere honoreres af taburet-klæbende levebrødspolitikere. Skredet er ikke bare et skred gennem det politiske rum, det er et skred i vores demokrati.
Den økonomiske akse med "højre" og "venstre" er utilstrækkelig
Der har været en uheldig tendens til udelukkende at fokusere på den akse i politik, man kan kalde den økonomiske akse. Denne akse, som danner basis for venstre- og højre-”orientering”, består af økonomisk frihed, mindre skat og mindre stat til højre, og økonomisk lighed, mere stat og mere skat til venstre.
I mange sammenhænge er partierne ofte forkert opdelt således: Ø – SF – A – B – K – V – LA – DF. Ud fra en veldefineret økonomisk akse, f.eks. beskrevet kvantitativt ved ”partiets ønske om skatten og dermed statens størrelse som procent af bruttonationalproduktet”, hvor faktum er ca. 50 % (verdens største stat, beskrevet tidligere i mit indlæg om Velfærd og Skat), bør denne inddeling nu nærmere placere K til højre for V, og DF stort set oven i S.
Dette illustrerer, at der mangler dimensioner i dansk politik, ikke bare når populistiske medier (TV-kanaler og aviser) diskuterer politik, men sågar også, når politikere selv kaster mudder efter deres dialektiske opponenter i den modsatte blok uden helt at ænse forskelle og ligheder.
Blokpolitikkens ulidelige lethed
Denne økonomiske akse dominerer blokpolitikken ikke bare i Danmark, men i hele Vesten og har medført, at de to blokke tilpasser sig hinanden størrelsesmæssigt, så de altid er næsten lige store; et direkte bevis på, at populisme og opportunisme, frem for ideologi, driver realpolitikken.
I det senkapitalistiske samfund bliver velfærdsstaten så selvopretholdende, bureaukratiet så selvorganiserende og de politiske magtforhold så fastlåste, at politik reduceres til en statisk kamp mellem medieglade folkevalgte om en lille procentdel af midtersvingvælgerne uden skelnen til ideologi eller fælles bedste. For disse vælgere bliver det ”ulideligt let” at tilpasse sig marginale ændringer i en generel konsensus, og behovet for substans smuldrer sammen med store dele af demokratiets fundament.
Det var bl.a. derfor, de amerikanske Founding Fathers forhindrede begrebet ”professionelle politikere” og havde rotationsprincipper. De indså det elementære, at professionelle politikere nødvendigvis vil tillægge karrieren større vægt end både fælles bedste og deres ideologier, og til sidst blive udvalgt for kommunikativ form og magtdrift frem for indsigt og god vilje. I dag kalder vi det, at ”levebrødspolitikerne klæber til taburetterne”; vi ser alle det ynkelige resultat hver dag i medierne.
Alle partier rykker tæt på hinanden og ender med, i strid med deres ideologier og partiprogrammer, at blive en populistisk rødgrå dej af socialkonservativ stagnation. Indsigt, reformvilje, rationalitet og problemløsning bryder helt sammen til fordel for stilstand, konservatisme, inkompetence, irrationalitet og lappeløsninger (”detailpolitik”).
Konsekvensen i form af fravær af nødvendige reformer og manglende modstandsdygtighed og fleksibilitet i både politisk kultur og i arbejdsmarked og statslige institutioner kender vi alle sammen. De fleste mærker effekterne af, at systemet ikke længere er til for borgerne; at centralismen og statsmagten rykker væk fra mennesket, ikke bare i Udkantsdanmark men overalt, i sin indre arrogance; at populismen er omsiggribende; og at nødvendige reformer udebliver.
Den politiske regnbue
Jeg har – stærkt inspireret af ”The political Compass”, men med en lidt anden definition af akser og med en cirkulær metrik, forsøgt at ordne partier og personer i henhold til to akser, nemlig den traditionelle økonomiske akse med fortolkningen ”statsstørrelse”, og en værdipolitisk akse, hvor magtlogik og menneskerettigheder for nemheds skyld er sat som modpoler i den forstand, at ligger man tættere på syd, lader man sig politisk motivere af magtlogikken, mens man mod nord lader sig motivere mere af de universelle menneskerettigheder, som beskrevet i FNs menneskerettighedskonvention eller i den amerikanske forfatning. Det er også vigtigt at påpege, at Liberal Alliances begavede formand, Anders Samuelsen, har taget samme problemstilling op som jeg beskriver her, i et interview i TV.
Helt til venstre, ved størst mulig stat, har jeg skrevet ”socialisme” og lighed, mens jeg til højre har skrevet "kapitalisme" og frihed. Jeg overvejede at skrive ”anarki” herude, men lod være, da kapitalisme målt på størrelsen af den private sektor er tilstrækkelig for diskussionen. Jeg er også bevidst om, at de fleste systemer i en vis forstand er "kapitalistiske" og at et ultra-kapitalitisk system med minimalstat og kun private interesser ikke behøver at være fri pr. definition. Så bær venligst over med denne uklarhed.
Menneskerettighederne har jeg i deres helt uforsonlige form defineret som humanisme, og magtlogikken i sin helt uforsonlige form som fascisme. Det er underforstået, at hverken fascisme eller humanisme i denne model skelner til statens størrelse, da den findes på den økonomiske akse.
Mit hovedformål med at lave denne cirkulære regnbue er at vise og vurdere omfanget af det omtalte skred i dansk politik. Jeg vil derfor gå let henover udenlandske personers placering i modellen, som mest tjener som pejlemærker i min opfattelse af denne model, uden meget præcis overvejelse. Som sagt er alle placeringer kun omtrentlige og kan formentlig flyttes til en vis grad efter nærmere debat.
A og DF
Det første, man kan bemærke er, at DF og A nu er adskilte i det politiske rum, hvad de ikke ville være på en rent økonomisk akse, da de to partier stort set har samme ide om statens størrelse og omfordelingspolitik. Derimod har jeg indtegnet min løse opfattelse af, hvor partierne lå i 1995 og i 2010, for at demonstrere bevægelsen væk fra partiprogrammerne og hen imod den socialkonservative populisme. Det kan ses, at jeg mener, A har flyttet sig nærmest lodret sydpå i denne model, dvs har fastholdt sin økonomiske politik men flyttet sin værdipolitik fra en højere grad af humanisme til en højere grad af magtlogik. A og DF kommer tættere og tættere på hinanden politisk primært i kraft af, at A flytter sig tættere på DF, som stort set ikke flytter sig.
I naturvidenskabelig metrik kalder man det, at DF er en ”attraktor” for dynamikken i dette rum: Den styrer de andre elementers bevægelse på en tiltrækkende måde (man kan lave metriske rum for alle aspekter af socialvidenskab og f.eks. beskrive social mobilitet ligesom jeg beskriver et politisk skred her, men det er en anden sag).
Ø og SF
Enhedslisten og SF har flyttet sig også. Jeg har dog ikke fået placeret Enhedslistens bevægelse i rummet, da det er uklart for mig, hvor de står i forhold til deres partiprogram, som på mange måder stadig er ekstremt socialistisk, men samtidig indeholder vigtige liberale elementer. Af samme årsag er partiet en uskøn blanding af mennesker med mere eller mindre fornuftige holdninger til mange ting, alt fra tidligere USSR-tilhængere til grønne økosocialliberale, der på mange måder kun lider under deres misforståelse af statens lyksagligheder. SF er derimod indtegnet for både 1995 og 2010. Det er igen en løs vurdering, baseret på, at SF nu er villig til at acceptere en mindre stat end tidligere (stadig verdens største…) og til gengæld har rykket sig voldsomt i værdipolitikken under Villy Søvdal, både i forhold til udlændinge, strafferet og borgerrettigheder, samt generel opportunistisk populisme. Villy Søvndal er det bedste eksempel på, hvor ligegyldig, ideologi er i dansk politik i dag, og hvor altafgørende populisme er blevet.
SFs bevægelse på 15 år er ganske stor og afslører, at mange af deres vælgere er villige til at ofre partiprogramsat værdipolitik, international solidaritet og borgerrettigheder til fordel for klassisk nationalprotektionistisk arbejderpolitik. Resultatet er, at SF, A og DF i dag ligger foruroligende tæt på hinanden og definerer en slags statsmaksimerende nationalprotektionistisk folkesocialisme, en tendens, vi formentlig ikke har set i Danmark siden trediverne.
B
Det radikale venstre har jeg valgt at indtegne uden årstal, fordi de er et af de partier der, sammen med DF og LA, har rykket sig mindst politisk, dvs. er mest tro overfor deres partiprogram, og dermed ikke er forfaldet til opportunistisk populisme. Og ja, DF er ikke særligt populistisk: de gør faktisk, hvad deres partiprogram foreskriver, modsat deres modstandere; derfor er det også let for Fru Kjærsgaard at vinde en debat mod andre: Det er lettere at lyve, hvis løgnen er tæt på sandheden, og populisters største problem er altid at overbevise sig selv og vælgerne om, at de virkelig mener noget – Kjærsgaard er simpelthen Danmarks bedste politiker, fordi hun er ærlig – hun mener det, hun siger.
De Radikale har bevaret deres værdipolitiske værdighed midt i den omsiggribende populisme, men er til gengæld tandløse, fordi deres topfolk er tandløse. Bortset fra det, har De Radikale i mine øjne det næstbedste partiprogram i Folketinget, efter LA, og det er bl.a. fordi de stadig er ganske liberale selvom de går ind for en alt for stor stat, dels fordi, de ikke har flyttet sig med resten af populisterne. Jeg har placeret dem lidt til højre for socialdemokraterne, lidt til venstre for V og K, samt lidt mere nordligt på den værdipolitiske akse, hvilket er helt ukontroversielt.
V og K
Nu kommer vi til den tragiske del af tragikomedien, nemlig V og K. Venstre kaldte sig engang Danmarks liberale Parti. Anders Fogh Rasmussen talte engang om minimalstaten. Der blev diskuteret frihandel, mindre offentlig administration, reform af skattelovgivningen og færre regler og mindre bureaukrati på Togas vinstue. Det gør man ikke længere. Venstre og Konservative er de to partier, der har rejst længst i det politiske landskab, og de er blevet godt støvede af rejsen.
Især Venstres bevægelse har været nærmest psykedelisk, siden AFR tog over og blev skolet i, at han skulle blive socialkonservativ, hvis han ville vinde magten. Det er udelukkende, fordi folk ude på landet er så godt opdraget, at mange landmænd stadig lader nåde gå for ret og stemmer på deres parti, Venstre. Venstre og Konservative går nu ikke længere bare ind for landbrug og frihandel, hhv. Gud, Konge og Fædreland, men nu i særdeleshed også staten, som åbenbart ikke skal være mindre og på niveau med andre landes.
VK er blevet usandsynlige tilhængere af massiv centralisering af statsmagt og har flyttet systemet væk fra borgeren på alle niveauer ved hjælp af kommunal-, politi, universitets- og sygehusreformer, mens et regelhelvede, man ikke troede muligt, er sat løs i Danmark i VKs embedsperiode. VK har skabt et bureaukratisk monster, og det er simpelthen kun fordi, det er så frækt et forræderi mod deres egne partiprogrammer, at mange borgerlige vælgere endnu ikke har knebet sig i armen og opdaget, at de ikke har mareridt.
Jeg har derfor markeret, at V har flyttet sig fra ganske meget tættere på klassisk liberalisme i 1995 til nu at ligge foruroligende tæt på deres socialkonservative opportunistiske kammersjukker fra DF og S. Det er ikke bare V og S, der ikke længere kan skelnes på ført politik, det er DF, S, SF, V og K! Og hvis denne tendens fortsætter, kan vi lige så godt indføre et-partisystemet med det samme, nu hvor de facto to-partisystemet og præsidentlignende valg allerede er blevet moderne.
K har jeg markeret som havende flyttet sig fra mere værdipolitisk orienteret end V (begrebet ”ordentlighed” som ikke længere findes i dansk politik), men mere statssympatisk og socialkonservativ end Venstre i 1995, til 2010, hvor de to partier nu begge ligger i samme område, den ”nationalsocialkonservative oval” eller hvad, man vil kalde den.
Det er klart, at indenfor de partier, der flytter sig mest og gør mest vold på deres ideologi og partiprogram, er protesterne størst. Derfor er det ikke overraskende, at de største protester har kunnet ses i V, K, og SF. Interessant nok har oprøret i de Konservatives bagland været sværere at slå ned for socialpopulisterne, og det skyldes muligvis, at de Konservative har en stærkere forankring i velmenende dele af det liberale erhvervsliv, end Venstre har haft.
Liberal Alliance
Det sidste parti, jeg diskuterer her, er Liberal Alliance. Et parti, der endnu ikke er sudlet til hverken af populisme, en historik af inkompetence, eller opportunistisk bevægelse gennem det politiske rum. Et parti, man stadig ”ved, hvor man har” – ligesom DF og B, i princippet, men med en lang række fordele i kraft af partiets nyvundne niche i det klassisk-liberale område i nordøst, der er helt tomt i øjeblikket i dansk politik (alle de andre forlod festen). Alene af den årsag bør LA få mindst ti og mere rimeligt, hvis det repræsentative demokrati skal have nogen form for mening stadig, nærmere 20 mandater, eftersom de skal samle alle de liberale vælgere op, som V og K må have mistet på deres ”Lange March” fra frihed og ordentlighed til stat, bureaukrati, arrogance og fremmedfjendskhed. Der er masser af ordentlige mennesker i Danmark, og når de kigger på denne figur, vil de nok indse, at der kun er et sted at sætte krydset næste gang.
Referencer
http://www.politicalcompass.org
