Skuffet vælger: »Thorning lovede mig, at det ikke blev dyrere« - Politiken.dk

I valgkampen bankede Helle Thorning (S) på døren med en rød rose i hånden

Ola_Hansen

11/01/2012

I valgkampen bankede Helle Thorning (S) på døren med en rød rose i hånden. I dag står husejeren skuffet tilbage.

Dengang stod fortovet dækket af 1.500 blodrøde roser. Ivrige partisoldater trodsede regnen, og journalisterne væltede over hinanden for at få de første billeder af en måske kommende statsminister, der skulle møde vælgerne.

På valgkampens dag 2 blev en helt almindelig villavej i Valby pludselig centrum, da Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes valgkaravane ville stemme dørklokker en tidlig lørdag formiddag i hovedstaden.

Et personligt håndtryk
I dag er de grønne blade på træerne faldet af, og de mange spande med røde roser er erstattet af grønne containere med haveaffald og visne grene. I det røde murstenshus i nr. 53 bor Christina Juhl, der dengang var en af de få heldige, og overraskede, vælgere, der pludselig fik fornemt besøg på den lille Langagervej.

»Hun gav mig personligt hånden og lovede, at det ikke ville blive dyrere for mig at være boligejer«, siger 37-årige Christina Juhl, der med egne ord er en af de såkaldte tvivlere, der ikke er fast besluttet på et bestemt politisk parti.

Dengang var hun glad for løfterne, men nu 100 dage efter regeringsskiftet er gløden på den røde rose fra statsministeren falmet en del.

»Nu kan jeg se, at jeg skal betale 2.000 kroner mere om året for mit hus, selv om det ikke har fået mere værdi. Det er da en ekstra udgift for mig som boligejer«, siger hun og tilføjer, at hun også er skuffet over betalingsringen, og at vand og varme stiger »sindssygt meget«.

Uanset om det er regeringens skyld eller ej, fik hun håndslag på, at det ikke ville blive dyrere for hende.

»Man skal ikke love noget, hvis man ikke kan holde det. Så må man sgu hellere sige, at man vil arbejde for det. Så tror jeg også, at regeringen havde fået mindre hug«, lyder rådet.