Gucci-Helle som socialdemokrat og fadbamse-Lars som borgerlig statsminister? Er der ikke noget galt med billedet her? Skulle det ikke være omvendt? Blot for sjov:
Helle Thorning Schmidt er en høj, slank og flot kvinde, der altid er ulasteligt klædt i dyre spadseredragter og tasker og sko fra Gucci, Louis Vuitton eller andre dyre mærkevarer. Hun ligner en million, og har en livsstil som en millionær. Hendes mand er direktør for World Economic Forum, og hans millionindtægt tjenes og beskattes i skattelyet Schweiz. Parrets børn går i privatskole, og med en sjælden naturlighed forsvarer hun sin livsstil og den enkeltes frie skolevalg. Hun og ægtemanden drager fordel af de lave indkomstskatter i Schweiz, selv om mandens ophold i Danmark efter familiens egne udsagn formentlig er lige på grænsen af skattelovgivningens krav (hvert påbegyndt døgn tæller som en dag, så fredag til mandag morgen tæller som 4 dage), og samtidig har familien indrettet sig privatøkonomisk med Helle som eneejer af huset på Østerbro, så hun kan få de fulde rentefradrag. De private arrangementer forsvarer Helle Thorning Schmidt med en selvfølgelighed, som man kunne forvente af en politiker, der mener, at al skat er uretfærdig, og at ingen skal betale mere i skat end absolut nødvendigt for at drive en minimal offentlig sektor.
Lars Løkke Rasmussen er en lille mand og med en statur og fremtoning, der mere minder om Anker Jørgensen end om Anders Fogh Rasmussen. Han er ikke manden i de ulastelige, dyre og eksklusive jakkesæt – eller også ser de bare lidt mindre ulastelige ud, når de hænges på Lars Løkke Rasmussen. Det er heller ikke just dyre og eksklusive vaner, man forbinder med Lars Løkke Rasmussen. Der er ikke noget elitært eller forfinet over Lars Løkke Rasmussens smag: Det er ikke en kølig Chablis i grønne hvidvinsglas på høj stilk og klassisk kammermusik, man forbinder med en afslappet Lars Løkke Rasmussen, men derimod cigaretter og halve liter fadøl i mængder, der giver en synlig rødlig ansigtskulør. Lars Løkke Rasmussen valg af ægtefælle er også mere folkeligt, hustruen er læreruddannet og ikke en succesfuld forretningskvinde, og Lars Løkke Rasmussen bor i en landkommune i provinsen. Og hvad angår sammenblandingen af offentlig og privat økonomi har Lars Løkke Rasmussen ikke udvist en adfærd, man forbinder med gode borgerlige dyder om punktlighed og at svare enhver sit. Også med hensyn til prioriteringen af familieliv over arbejdslivets pligter for sig selv og sin vicestatsminister er Lars Løkke Rasmussen ikke just billedet på borgerlig ordentlighed og omhyggelighed.
Helle Thorning Schmidt er så langt fra at være folkelig eller socialdemokratisk, som nogen fremtrædende socialdemokrat nogensinde har været, med sin overklasse-livsstil og sit forsvar for private løsninger og efterlevelsen af princippet om, at det gælder om at betale så lidt i skat som overhovedet muligt.
På samme måde er Lars Løkke Rasmussen med sin folkelighed langt fra sindbilledet af en borgerlig statsminister. Han er bestemt ikke personificeringen af borgerlig pligtopfyldelse eller klassisk dannelse, og hans livsstil og smag er mere folkelig og plump end diskret eksklusivitet.
Måske skulle Helle og Lars simpelthen bytte partikort?
Helle Thorning Schmidt er en høj, slank og flot kvinde, der altid er ulasteligt klædt i dyre spadseredragter og tasker og sko fra Gucci, Louis Vuitton eller andre dyre mærkevarer. Hun ligner en million, og har en livsstil som en millionær. Hendes mand er direktør for World Economic Forum, og hans millionindtægt tjenes og beskattes i skattelyet Schweiz. Parrets børn går i privatskole, og med en sjælden naturlighed forsvarer hun sin livsstil og den enkeltes frie skolevalg. Hun og ægtemanden drager fordel af de lave indkomstskatter i Schweiz, selv om mandens ophold i Danmark efter familiens egne udsagn formentlig er lige på grænsen af skattelovgivningens krav (hvert påbegyndt døgn tæller som en dag, så fredag til mandag morgen tæller som 4 dage), og samtidig har familien indrettet sig privatøkonomisk med Helle som eneejer af huset på Østerbro, så hun kan få de fulde rentefradrag. De private arrangementer forsvarer Helle Thorning Schmidt med en selvfølgelighed, som man kunne forvente af en politiker, der mener, at al skat er uretfærdig, og at ingen skal betale mere i skat end absolut nødvendigt for at drive en minimal offentlig sektor.
Lars Løkke Rasmussen er en lille mand og med en statur og fremtoning, der mere minder om Anker Jørgensen end om Anders Fogh Rasmussen. Han er ikke manden i de ulastelige, dyre og eksklusive jakkesæt – eller også ser de bare lidt mindre ulastelige ud, når de hænges på Lars Løkke Rasmussen. Det er heller ikke just dyre og eksklusive vaner, man forbinder med Lars Løkke Rasmussen. Der er ikke noget elitært eller forfinet over Lars Løkke Rasmussens smag: Det er ikke en kølig Chablis i grønne hvidvinsglas på høj stilk og klassisk kammermusik, man forbinder med en afslappet Lars Løkke Rasmussen, men derimod cigaretter og halve liter fadøl i mængder, der giver en synlig rødlig ansigtskulør. Lars Løkke Rasmussen valg af ægtefælle er også mere folkeligt, hustruen er læreruddannet og ikke en succesfuld forretningskvinde, og Lars Løkke Rasmussen bor i en landkommune i provinsen. Og hvad angår sammenblandingen af offentlig og privat økonomi har Lars Løkke Rasmussen ikke udvist en adfærd, man forbinder med gode borgerlige dyder om punktlighed og at svare enhver sit. Også med hensyn til prioriteringen af familieliv over arbejdslivets pligter for sig selv og sin vicestatsminister er Lars Løkke Rasmussen ikke just billedet på borgerlig ordentlighed og omhyggelighed.
Helle Thorning Schmidt er så langt fra at være folkelig eller socialdemokratisk, som nogen fremtrædende socialdemokrat nogensinde har været, med sin overklasse-livsstil og sit forsvar for private løsninger og efterlevelsen af princippet om, at det gælder om at betale så lidt i skat som overhovedet muligt.
På samme måde er Lars Løkke Rasmussen med sin folkelighed langt fra sindbilledet af en borgerlig statsminister. Han er bestemt ikke personificeringen af borgerlig pligtopfyldelse eller klassisk dannelse, og hans livsstil og smag er mere folkelig og plump end diskret eksklusivitet.
Måske skulle Helle og Lars simpelthen bytte partikort?
