SF fortsætter sine fantasifulde angreb på Joachim B. Olsen, denne gang med at han åbenbart ikke har ret til at kritisere velfærdsstaten, fordi han selv har fået Team Danmark støtte. Fantasifuldt fordi Team Danmark først og fremmest ikke er skattefinansieret, men frivilligt finansieret via Tipsmidlerne. Vi kan vælge Danske Spil fra, men vi kan ikke vælge skatten fra.
Selvom Team Danmark havde været skattefinansieret, så er angrebet stadigt en del af den Socialistiske Fantasiverden (SF). Vi har jo alle nydt godt af statens ydelser og modtaget skolegang, uddannelse, SU, lægehjælp og så meget andet. Derfor er vi fra barnsben bundet af en usynlig slavekontrakt der giver staten ejendomsret over os.
Har du en gang taget velfærdsstatens mønt er du dens soldat og ejendom for evigt. Men gælder denne ejendomsret også vores børn?
Tænk om jeg, en slave af staten, kunne tilbyde mine børn et frit liv uden slaveri. Hvis jeg nu selv betalte hver en krone af mine børns uddannelse, deres sundhed og alt hvad de behøver. Hvilken legitim ret har staten så til at kræve skat af dem når de bliver voksne – ingen!
Hvorfor gør jeg så ikke dette? Det er der flere grunde. Den første er, at min økonomi ville blive meget trang, når jeg først over skatten skal betale for at alle naboernes børn kan få gratis uddannelse, og først derefter kan begynde at finde penge til min egen børns uddannelse. Det er heller ikke så let at finde et forsikringsselskab der tilbyder total sundhedsdækning, for ikke at nævne at alle hospitalerne er offentligt finansierede. Grundlæggende så tvinger mit slaveri, mine børn til også at blive slaver fordi jeg ikke har råd til at købe dem fri.
Det altafgørende argument er jo nok alligevel, at jeg ikke forventer at staten vil respektere, at jeg en slave, har frikøbt min egen søn og datter. De skal fortsat betale skat for at dække de omkostninger som staten ikke har haft på dem. Slavekontrakten som jeg er bundet af gælder også dem, og mine anstrengelser er spildte.
Derfor holder argumentet ikke. At vi har fået gratis uddannelse og SU legimiterer ikke staten til at brandbeskatte os. For vi har jo reelt ikke valget. Hvis vi kunne købe vores børn fri, så ville der være hold i argumentet. Men argumentet er kun envejs, det binder os til staten hvis vi bruger statens ydelser. Hvis vi ikke bruger ydelserne, så er vi stadigt bundne.
I den Socialistiske Fantasiverden kan man ikke tillade sig at kritisere velfærdsstaten overhovedet, hvis man blot en eneste gang har benyttet sig af den. Og ikke et ord om at det er umuligt at komme udenom velfærdsstaten der styrer 60-70% af vores liv. Velfærdsstaten er sin egen berettigelse!
