Det er ikke kun Dansk Folkedanserparti, Søren Espersen 'spinner for'. Det er også Israel. Manden er jødisk gift, ses ofte iført kalot og abonnerer selv på fundamental-nationalisme som zionisterne gør, så der er ingen tvivl om, at mandens forhold til Det hellige Land er nært og varmhjertet.
Espersen skrev i marts i år et indlæg til Jyllands-Posten, hvori det lykkedes ham med små, fine midler at manipulere historien om Israel (manipulere betyder i denne sammenhæng 'at fastholde det officielle glansbillede').
Indlægget afslører, at Søren Espersen ind i mellem, ulykkeligvis, får adgang til at propagandere på danske gymnasieskoler. Det han fortæller eleverne her, er ikke decideret usandt, men det er præget af nogle meget grimme og uheldige overspring:
"Jeg er tit ude på gymnasier. Emnet for diskussionerne er oftest værdikampen, men det næststørste tema på danske gymnasier er Mellemøsten. Det har slået mig, at selv i en situation, hvor interessen for mellemøstkonflikten er glødende stor og konstant, så er kundskaberne om den historiske baggrund - og det gælder både lærere og elever - ikke store.
Det begynder at blive foruroligende, når jeg for 117. gang af godt begavede gymnasieelever er blevet belært om at: »Efter Holocaust var de vestlige lande, specielt England og USA, så flove over det, der var sket, at de af ren medlidenhed sørgede for - fra forskellige destinationer at etablere en luftbro til Palæstina. Her fløj så en hel masse tyske og polske jøder af sted. Og da de kom derned, jagede de med krudt og kanoner, godt hjulpet af englænderne og amerikanerne, alle palæstinenserne ud af deres huse - og sendte dem i flygtningelejre, hvor de så har siddet siden.«
Og så tilføjer eleven bebrejdende: »Hvordan kan du, Søren Espersen, så finde på at forsvare Israel?« »Næh«, siger jeg, »hvis det forholdt sig som du siger, så var der ingen grund til at forsvare Israel, men jeg vil nu alligevel gerne have lov at forklare lidt nærmere om den historiske baggrund«. Og det forsøger jeg så lige at få forklaret på de tre minutter, der er tilbage af timen Det når jeg selvfølgelig aldrig. Der er aldrig tid til det. Man er oppe mod stærke odds."
Det er sandt, hvad Søren Espersen siger om den fiktive elevs postulat, at eleven lægger for stor vægt på holocaust og for lidt vægt på zionisternes langvarige alliance med den britiske kolonimagt i Palæstina.
På den anden side er det ikke givet, at Israel var blevet anerkendt af FN, hvis ikke holocaust havde spøgt i baggrunden. Holocaust spillede en stor rolle for Israels fødsel, og derfor er den fiktive elev slet ikke så dum og uvidende, som Espersen postulerer.
Mest kritisk er det, at Espersen overhører den fornuftigt kritiske elevs fornuftigt kritiske antagelse om, at de indvandrede jøder 'med krudt og kugler' jagede palæstinenserne på flugt. Det var jo netop hvad der skete: En etnisk udrensning i millionklassen - med krudt, kugler, massakrer og massevoldtægter - dokumenteret til overflod af israelske og andre historikere de sidste 20 år.
Helt overordnet er det dybt enøjet og voldsomt kritisabelt at fortælle historien om Israel, som Søren Espersen gør, med et ensidigt fokus på den jødiske stat og befolkningsgruppes udvikling, fuldstændig blottet for referencer til landets oprindelige arabisk-palæstinensiske indbyggere.
Børn og unge er letpåvirkelige når det gælder politiske emner, og de bør få kendskab til begge sider af en sag. Det er Søren Espersen ikke mand for at levere, og man må derfor håbe, at det kun er sjældent, han får lejlighed til at sprede hæmningsløs Israel-propaganda overfor værgeløse elever i gymnasierne.
Espersen skrev i marts i år et indlæg til Jyllands-Posten, hvori det lykkedes ham med små, fine midler at manipulere historien om Israel (manipulere betyder i denne sammenhæng 'at fastholde det officielle glansbillede').
Indlægget afslører, at Søren Espersen ind i mellem, ulykkeligvis, får adgang til at propagandere på danske gymnasieskoler. Det han fortæller eleverne her, er ikke decideret usandt, men det er præget af nogle meget grimme og uheldige overspring:
"Jeg er tit ude på gymnasier. Emnet for diskussionerne er oftest værdikampen, men det næststørste tema på danske gymnasier er Mellemøsten. Det har slået mig, at selv i en situation, hvor interessen for mellemøstkonflikten er glødende stor og konstant, så er kundskaberne om den historiske baggrund - og det gælder både lærere og elever - ikke store.
Det begynder at blive foruroligende, når jeg for 117. gang af godt begavede gymnasieelever er blevet belært om at: »Efter Holocaust var de vestlige lande, specielt England og USA, så flove over det, der var sket, at de af ren medlidenhed sørgede for - fra forskellige destinationer at etablere en luftbro til Palæstina. Her fløj så en hel masse tyske og polske jøder af sted. Og da de kom derned, jagede de med krudt og kanoner, godt hjulpet af englænderne og amerikanerne, alle palæstinenserne ud af deres huse - og sendte dem i flygtningelejre, hvor de så har siddet siden.«
Og så tilføjer eleven bebrejdende: »Hvordan kan du, Søren Espersen, så finde på at forsvare Israel?« »Næh«, siger jeg, »hvis det forholdt sig som du siger, så var der ingen grund til at forsvare Israel, men jeg vil nu alligevel gerne have lov at forklare lidt nærmere om den historiske baggrund«. Og det forsøger jeg så lige at få forklaret på de tre minutter, der er tilbage af timen Det når jeg selvfølgelig aldrig. Der er aldrig tid til det. Man er oppe mod stærke odds."
Det er sandt, hvad Søren Espersen siger om den fiktive elevs postulat, at eleven lægger for stor vægt på holocaust og for lidt vægt på zionisternes langvarige alliance med den britiske kolonimagt i Palæstina.
På den anden side er det ikke givet, at Israel var blevet anerkendt af FN, hvis ikke holocaust havde spøgt i baggrunden. Holocaust spillede en stor rolle for Israels fødsel, og derfor er den fiktive elev slet ikke så dum og uvidende, som Espersen postulerer.
Mest kritisk er det, at Espersen overhører den fornuftigt kritiske elevs fornuftigt kritiske antagelse om, at de indvandrede jøder 'med krudt og kugler' jagede palæstinenserne på flugt. Det var jo netop hvad der skete: En etnisk udrensning i millionklassen - med krudt, kugler, massakrer og massevoldtægter - dokumenteret til overflod af israelske og andre historikere de sidste 20 år.
Helt overordnet er det dybt enøjet og voldsomt kritisabelt at fortælle historien om Israel, som Søren Espersen gør, med et ensidigt fokus på den jødiske stat og befolkningsgruppes udvikling, fuldstændig blottet for referencer til landets oprindelige arabisk-palæstinensiske indbyggere.
Børn og unge er letpåvirkelige når det gælder politiske emner, og de bør få kendskab til begge sider af en sag. Det er Søren Espersen ikke mand for at levere, og man må derfor håbe, at det kun er sjældent, han får lejlighed til at sprede hæmningsløs Israel-propaganda overfor værgeløse elever i gymnasierne.
