Det er en fornøjelse at læse, at der viser sig et bredt flertal for at kontrollere trossamfunds aktiviteter (JP 17. juni 2011). Vi har i alt for mange tilfælde set fundamentalistiske prædikanter, der misbruger deres religiøse position til at tiltage sig verdslig magt og indføre religiøs lov i Danmark. For ikke at tale om jødefjendtlige holdninger, kønsdiskrimination, accept af terror og teokrati, gifte mindreårige væk med mere.
Nu tænker de fleste nok, at det må være islamiske trossamfund, der trænger til et nærmere eftersyn for undergravende aktiviteter, men underligt nok er det Jehovas Vidner, der først står for skud. Nu har JV som bekendt nogle underlige holdninger til dem, der forlader den særlige gren af den kristne tro, men de truer ikke deres omgivelser og udgør ikke noget større problem for andre.
Andre ville sikkert tro, at kontrollen handler om at standse undergravende virksomhed, beskytte Grundloven og demokratiet og kvinders rettigheder, men det handler kontrollen ikke umiddelbart om. Det går på noget andet, nemlig at lade staten opkræve medlemsgebyrer, så der kan blive indsigt i organisationernes pligt til at føre medlemskartoteker og respektere udmeldinger, samt ikke mindst at få styr på, om religiøse organisationer misbruger deres status og skattefordele til at finansiere terroristers aktiviteter, her eller i udlandet:
»De godkendte trossamfund får et skattefradrag af staten, men kører ellers deres eget løb. Hvis staten i stedet opkrævede medlemsbidrag, kunne vi kræve at se åbne regnskaber lige som i folkekirken,« siger kirkeordfører Pernille Vigsø Bagge (SF). »Det vil sikre, at pengene ikke går til terrorstøtte eller forhold, der ikke har med religion eller trossamfundet at gøre,« siger hun.
Det er godt og nyttigt, men langt fra tilstrækkeligt. Vi har også brug for at sikre, at trossamfund ikke misbruger deres priviligerede stilling til at undergrave den demokratiske orden i Danmark, og det kan vi gøre med Grundloven i hånden. Den siger nemlig:
§ 67
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. >
Nøgleordene her er, at der ikke må læres eller foretages noget, der ”strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Selvom formuleringen er gammeldags, er meningen klar: Trossamfund må ikke misbruge deres ophøjede positioner til at nedbryde Grundlovens orden eller medvirke til ulovligheder af forskellig art.
Godkendelsen er konkretiseret i Familiestyrelsens vejledninger om godkendelse af trossamfund.
Denne vejledning er baseret direkte på Grundloven:
Udvalgets juridiske grundlag er først og fremmest Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953.
Alle borgere i Danmark har garanteret ytrings- og forsamlingsfrihed. Borgere i Danmark har ret til at have holdninger, der er i strid med sædeligheden og den offentlige orden. Men godkendelse af trossamfund er ikke en sådan umistelig ret, for denne ret er tildelt:
Særrettigheder kan imidlertid tildeles af staten efter klare og objektive kriterier.
En tildelt ret er hverken automatisk, ubetinget eller umistelig. Derfor er det rimeligt og fornuftigt, at enhver organisation eller person, der tildeles en sådan ret, løbende underlægges kontrol for, om betingelserne for tildeling og opretholdelse af rettighederne stadig er til stede. Tildeling eller fratagelse af offentlig godkendelse antaster ikke borgernes religionsfrihed:
Religions- og trosfriheden sikrer det enkelte menneskes ret til at vælge og fravælge en religiøs livsanskuelse og organisationers ret til at bekende deres lære og udføre deres ritualer. Denne frihed indebærer ikke krav på offentlig godkendelse af alle organisationer, der hævder at være af religiøs karakter.
I vejledningen henvises der til FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder:
“Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”. Erklæringen sikrer myndige mænd og kvinder retten til at gifte sig og stifte familie uanset race, nationalitet eller religion (§ 16).
Islamiske lande kritiserede de universelle menneskerettigheder for at være baseret på kristne værdier og derfor uforenelige med islam, og tog derfor forbehold for FN-erklæringen. Senere forfattede islamiske lande i december 1989 en alternativ ”Erklæring om menneskerettigheder i islam”, der blev godkendt på OIC's udenrigsministermøde i Cairo, august 1990, derfor også kaldet Cairo-erklæringen. Denne noterer i artiklerne 19, 24 og 25, at enhver form for menneskerettigheder i islam er underlagt islamisk lov, Sharia:
Da der således eksisterer en islamisk udlægning af menneskerettigheder, der er i strid med FN-erklæringen fra 1948, vil det være fornuftigt at undersøge islamiske trossamfund og organisationers stilling på dette punkt, og som udgangspunkt antage, at islamiske organisationer vil anerkende Cairo-erklæringen og Sharia. Er organisationerne ikke villige til utvetydigt at fraskrive sig Cairo-erklæringen og anerkende FN-erklæringen fra 1948, bør de ikke tildeles offentlig godkendelse.
Særligt indenfor islam findes der en stærk tradition for at udlægge de grundlæggende skrifter bogstavtro, hvilket giver problemer i forhold til kvinders ligestilling, racisme (ikke mindst overfor jøder), opfordring til vold og terror, samt respekt for en sekulær samfundsorden. Islamiske organisationer bør, for at være godkendte i Danmark, gøre deres holdninger på disse punkter klare, for eksempel ved at skrive under på Sam Solomons Proposed Charter for Muslim Understanding & vil være i tråd med både Grundlovens ord og Familiestyrelsens konkretisering af dem at udføre løbende kontrol med trossamfunds belæringer og aktiviteter, og at fratage trossamfund deres godkendelse, hvis de gentagne gange overtræder Grundloven og retningslinjerne for trossamfund.
Videre står der:
Ordningen indebærer altså kort sagt, at visse krav såvel til trossamfundet som til dets
vielsesforrettere skal være opfyldt.
Intet trossamfund kan være i tvivl om, at staten har ret til løbende at kontrollere, at betingelserne for dets godkendelse stadig er til stede.
Beslægtet er der denne væsentlige passus:
Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion. Det gælder f.eks. totalitære politiske systemer [...]
Da islam som politisk system ('islamisme') er totalitært (det regulerer alle forhold i livet), vil en politisk organisation med Sharia og islamisk stat som mål ikke kunne anerkendes som trossamfund i Grundlovens forstand. Tilsvarende må godkendte islamiske trossamfund afholde sig fra at arbejde for indførelse af islamisk lov i Danmark, da dette ville være i strid med deres godkendelse.
I en understregning af nødvendigheden af at respektere de universelle menneskerettigheder har
vejledningen også denne passus om krav til trossamfunds dokumentation af deres respekt for disse, herunder specielt retten til at skifte eller fravælge religion, apostasi:
Dokumentationskrav
Godkendelse som trossamfund rummer såvel rettigheder som forpligtelser. Ud fra ovenstående konkluderer udvalget, at en godkendelse som trossamfund må bero på tillid til, at gudsdyrkelse er organisationens hovedformål, at der er udpeget ansvarlige repræsentanter, åbenhed i forhold til lære og ritualer, samt kontinuitet i forhold til trossamfundets størrelse og præsternes uddannelse.Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.
Konklusion:
I Danmark har staten i stort omfang ret til at kontrollere trossamfund, der har offentlig godkendelse. Denne ret til kontrol hører direkte sammen med godkendelsen, og kan kun undgås ved at et trossamfund arbejder uden denne godkendelse, og dermed uden de fordele, godkendelsen giver.
Staten har, både i kraft af Grundlovens ord og dens natur som lovsystem, samt efter den vejledning, trossamfund godkendes efter, ret til løbende at kontrollere trossamfunds belæringer og aktiviteter, og til at inddrage godkendelse fra trossamfund, der ikke (længere) lever op til de nødvendige betingelser. Denne ret bør vi håndhæve for at beskytte demokratiet, kvindernes ligestilling og mindretals rettigheder.
