Fra socialisterne fik vi for nylig forslag om statsbanker og fra liberalisterne en værdikommission. Begge dele er uigennemtænkte.
Svagheden ved liberalismen er de arbejdsfrie gevinster ved at eje kapital. Bankkrisen har synliggjort denne sygdom i kapitalismen og Frank Aaen og Pelle Dragsted har for så vidt på glimrende vis analyseret problemerne på enhedslisten.dk. Diagnosen er der altså ikke noget i vejen med, men kuren er forfejlet. Løsningen er ikke at staten overtager banker. Staten har ikke kompetencen. Demokratiet er ikke velegnet som beslutningsmetode i det økonomiske liv.
Aaen/Dragsted nævner selv Merkur bank som eksempel på en anden form for bankdrift, der investerer med omtanke og ikke praktiserer høj-risiko spekulation. Det der den type banker, der er behov for – ikke statsstyring af bankvæsenet.
Svagheden ved socialismen er deres tankestilstand, når det kommer til løsninger på problemerne. Der er stort set kun to mantraer: staten skal overtage/skride ind/regulere og skatterne skal stige. Hvis ikke socialismen er i stand til at forny sig på dette område, så har den ingen fremtid.
Staten og dermed demokratiet har nemlig hverken kompetencen til at regulere ånds- og kulturlivet eller det økonomiske liv.
Når regeringen sammensætter en kristen værdikommission fordi danske kulturkristne værdier er under pres fra forskellige former for fundamentalisme, så mener man altså at statsmagten som demokratisk valgt flertal, har til opgave at fremme visse ideologisk betingede værdier på mindretallets bekostning. Men det er en lige så forfejlet løsning, som socialisternes forslag om statsbanker. Det tilkommer ikke staten som demokratisk flertal at forsøge ideologisk indoktrinering af mindretallet. Værdier, moral, kultur, åndsliv kan en stat ikke meningsfuldt have nogen mening om. Det kan kun det enkelte subjekt i fuldstændig frihed og selvstændighed.
