Danmark har en velfærdstat. En stat der tager varer på alle, og hvis opgave bygger på at ”de brede skuldre, bærer det tunge læs”. Denne velfærdsstat finansieres over skatten, det vil altså sige at man som udgangspunkt har betalt for ens sygehjælp eller uddannelse når man betaler skat – selvom fordelingen af velfærden oftest forekommer ulige.
Har en 75-årige gammel mand bruge for sygehjælp, og har han betalt skat hele sit liv, er han berettiget til disse velfærdsgoder. Ligeså har en 20-årig mand også ret til disse velfærdsgoder, da man regner med at han senere hen vil betale skat, og dermed betale for den velfærd han bruger.
Der hvor kæden hopper af, er når partier, heriblandt det radikale venstre, råber op om åbne grænser og fri indvandring. – samtidig med at de ikke vil skære ned på velfærden. Regnestykket hænger ganske enkelt ikke sammen, at man på den ene side vil lade hele verdens befolkning flytte ind i Danmark og lade ”dem” benytte den velfærd vi andre har betalt for, uden at de selv betaler eller bidrager med noget.
Et eksempel kunne være hvis jeg, sammen med 3 andre venner, splejser om at købe en kage til 40 kr.
Vi skal altså ligge 10 kr. hver i ”puljen” før vi kan købe den kage.
Når kagen så er købt kommer en femte mand hen og spørger om han må få noget af kagen, selvom han ikke har betalt eller bidraget med noget.
Er det fair?
Nej! – jeg ved i hvert fald at jeg ikke vil betale ekstra, for at han skal få noget kage. En løsning kunne være at han gav kaffe, eller købte noget flødeskum – på den måde har han bidraget med et eller andet vi alle har glæde af.
Derfor mener jeg at man skal lukke kasserne (altså afskaffe velfærdsstaten) for derfor at kunne have åbne grænser. Eller også skal man bevare velfærdsstaten og så stille krav til de indvandre der kommer til Danmark, og på den måde være sikker på at de ikke kun står som et minus på kontoen, men at de også bidrager med noget.
