Milton Friedman sagde:” One of the great mistakes is to judge policies and programs by their intentions rather than their results.” I Danmark er denne tendens desværre ekstremt udbredt blandt alle partier. Aktiveringscirkusset, som pågår efter rigsrevisionen har udtalt, at det i bedste fald ikke er skadeligt, narkotikalovgivningen, hvis konsekvenser er direkte begrædelige, vandmiljøplanerne, der koster milliarder uden megen diskussion af om det er det værd og et årtis kostbar krigsførelse, der nok snarere har gjort vort land mere usikkert end sikkert, synes at være eksempler herpå.
Foranlediget af en RUC-studerendes overvejelser omkring sin livssituation og mine overvejelser herom finder jeg det meget relevant at kaste et kritisk blik på SU-systemet og dets positive såvel som negative effekter. Af positive effekt er et højere uddannelsesniveau i befolkningen og højere social mobilitet to af de mest fremførte grunde og dem jeg vil se nærmere på til at starte med.
Udannelsesniveau:
Ifølge OECD’s ”Education at a glance 2011”, så ligger Danmark på en 11. plads med 44,75 % blandt de undersøgte lande når det gælder andelen af 25-34 årige, der har opnået lange videregående uddannelser eller mellemlangevideregående udannelser, herefter benævnt MVU og LVU. Blandt andre nordiske lande ligger vi under Norge(46,83 %), men over Sverige(42,32 %), og Finland (39,39 %).
Ifølge samme undersøgelse er Danmark nr. 4 på listen over hvor stor en andel af det offentlige forbrug på uddannelse, der går til offentlige støtte til studerende i form af stipendier, overførsler mv., men ikke studielån. Hvor Danmark anvender 24 % af det offentlige forbrug på uddannelse til sådanne ordninger anvender Norge, Sverige og Finland hhv. 16,4, 10,1 og 14,7 %. Det er svært at opgøre, hvad omkostninger ved SU-lån er, men givet pengene bliver betalt tilbage og renten ikke er helt obskur, så må omkostningerne være små.
Det er ydermere værd at bemærke, at den samme OECD rapport viser, at hvor Danmark og Norge anvender over 7 % af BNP på uddannelse, så anvender Sverige 6,3 % og Finland endda under 6 % af BNP på uddannelse. Alle landene har stort set kun offentligt forbrug på uddannelser og har mange ligheder generelt mellem vore udannelsessystemer og velfærdssamfund og er derfor i mine øjne specielt relevante at sammenligne.
Med en del forbehold for forskellige faktorer, vil jeg tillade mig at konkludere, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem forbrug på SU-lignende ordninger og uddannelsesniveau generelt i befolkningen. Vores nabolande bruger væsentligt færre penge på indkomstoverførsler og Norge og Sverige sværger til gengæld mere til lånebaserede ordninger uden, at uddannelsesniveauet lider under det,
Social mobilitet:
I OECD rapporten: ”A FAMILY AFFAIR: INTERGENERATIONAL SOCIAL MOBILITY ACROSS OECD COUNTRIES” beskriver OECD forskelle I den sociale mobilitet blandt OECD landene. Grundlæggende er konklusionen at den sociale mobilitet er højere i de nordiske lande end de andre OECD lande. Rapporten viser flere forskellige måder at opgøre det på og i denne sammenhæng er den uddannelsesmæssige persistens for børn af fædre med en MVU eller LVU meget relevant.
Kort sagt er det forskellen mellem sandsynligheden for, at et barn, hvis far har en LVU eller MVU, får en tilsvarende uddannelse og sandsynligheden for, at et barn med en far med lavere uddannelsesniveau får en MVU eller LVU. For Danmark er denne omtrent 35 % for mænd og 25 % for kvinder. For Sverige er den omtrent 40 % for både mænd og kvinder. Finland 35 % for mænd og knap 40 % for kvinder. Til gengæld viser samme rapport også, at der er større sandsynlighed for, at børn af fædre med kun grundskoleuddannelse kun selv får en grundskoleuddannelse i Danmark, end der er i både Finland og Sverige.
Igen med forbehold for forskellige faktorer så vil jeg godt konkludere, at SU’en heller ikke her har nogen vidundereffekt. Givetvis fordi der er mange andre faktorer, der spiller mere ind end, hvorvidt man har mere lånebaserede ordninger som Sverige eller mere indkomstoverførselsbaserede ordninger som i Danmark.
Er det det værd?
Ifølge regeringens udspil til finansloven 2012 er der budgetteret med 17 milliarder kroner i udgifter til SU-stipendier og lån. Til sammenligning forventes det, at topskatten næste år indbringer 18,5 milliarder kroner. Med tidligere nævnte begrundelser er det i mine øjne plausibelt, at staten anvender en enorm sum penge på noget, der ikke nødvendigvis har nogen effekt eller i al fald en meget lille positiv effekt på den sociale mobilitet samt uddannelsesniveauet generelt i Danmark. Topskatten har i øvrigt en effekt i præcis den modsatte retning, da den gør incitamentet til at tage lange uddannelser og bryde den sociale arv klart mindre!
Nu har jeg omtalt SUens evt. positive effekter, men den har så sandelig også nogle negative. Er det mon sundt at unge lærer at penge kommer uden indsats? At man kan blive op til et helt år forsinket på studiet, uden at det har nogen konsekvenser? Er det mon sundt at unge lærer, at staten skal løse alle problemer og stå for indkomstudjævningen over livet?
Jeg ser ofte medstuderende, der agerer på en måde, som ikke er til gavn for dem selv bl.a. pga. SU’en! Jeg har for eks. oplevet en medstuderende, der tog på skiferie i en måned i et semester, for SU’en kommer jo uanset hvad også selvom han dumpede et fag pga. fraværet.
Med SU’en i mente er det da i al fald tankevækkende, at Danmark er et af de lande, hvor de studerende i gennemsnit er ældst, når de er færdige med deres uddannelse eller at vi har en af de mindst iværksætterlystne befolkninger. Systemet incl. SU’en lærer simpelthen borgerne fra barns ben af, at penge er noget man får fra staten og ikke fra hårdt arbejde, dygtighed og risikovillighed sådan som jeg ser det.
Se det er min begrundelse for at konkludere, at SU’en er en bjørnetjeneste af dimensioner til de studerende, som vi som samfund ikke har råd til! Hverken økonomisk eller moralsk!
NB: Som altid indbyder jeg til kritik af enhver art. For en god ordens skyld skal det siges, at jeg selv modtager SU.
