Sundhedens fjende nr. 1

Det var med næsten ærefrygt og rædsel i stemmen at nyhedsspeakeren i radioen forleden fortalte at en ny fremskrivningsprognose viste at i år 2020 v...

Ole L. Olesen,

21/11/2009

Det var med næsten ærefrygt og rædsel i stemmen at nyhedsspeakeren i radioen forleden fortalte at en ny fremskrivningsprognose viste at i år 2020 ville antallet af kræfttilfælde være eksploderet, hvis der ikke blev grebet ind. Og dette ”indgreb” kom prompte fra formanden fra regeringens folkesundhedsrådgivningskommission:
”Danskerne må og skal lære at overholde de 4 simple leveregler: Sund kost, ingen røg, alkohol med måde og 30 minutters motion om dagen – kun derigennem kan vi genfinde livsglæden og livskvaliteten”.
”Og hvis det ikke kommer af sig selv, må vi have flere midler, så vi kan hjælpe danskerne med at forstå vigtigheden heraf..”

Den udtalelse lader vi lige stå et øjeblik...!

Det var jo næsten Erich Honecker for fuld udblæsning, men lad os lige få den kamel slugt ordentligt. Først og fremmest er det uigenkaldeligt at vi alle sammen skal dø. Det kan ikke nytte at protestere, sådan er det! Ærgerligt, trist og fuldstændig uundgåeligt, men altså sandt. Livet ophører en dag, uanset hvordan vi forvalter vores liv.
Og i takt med at lægevidenskaben bliver dygtigere og dygtigere, er der faktisk kun 2 væsentlige mysterier tilbage: kræft og alderdom. Og begge dele er ret dødelige.
Visse amerikanske forskere er endda begyndt at betragte alderdom som en særlig type langsom kræft. Ud fra denne tese dør vi altså alle sammen af kræft – punktum.
Og så er ovennævnte udtalelse jo helt hen i vejret. Det er da et blålys af format, hvis man synes vi skal pumpe uanede mængder af offentlige kroner i at undgå at folk dør. Det svarer jo til at foreslå at solen skal skinne nogle flere timer om vinteren for at spare lys.

Men hvorfor er hele vores verden pludselig blevet så uhyrligt sundhedshysterisk? Hvorfor er det så bydende nødvendigt at vi alle skal leve på kanten af det ekstremt asketiske? Et langt liv er jo ikke nødvendigvis synonymt med et lykkeligt liv.
Og det er jo ikke bare medierne og alle de professionelle sundhedsapostle, der buser frem, sågar ganske almindelige mennesker er pludseligt blevet helt utilnærmeligt sundhedsfikseret.
Jeg begriber det simpelthen ikke.

Hjælper det så noget alt det sundhed? Tja – i min professionelle omgangskreds har vi et par stykker af den helt rigtige korrekte levevistype. Økologiske helt ud til fingerspidserne, fuldstændig rigtigt levende med udpræget sans for sunde produkter, den rigtige motion og total afvisning af alt, som kunne skade deres helbred eller bringe deres liv i fare – og så er de i øvrigt ret tit syge..!
Samme mønster kan jeg også spore i min private omgangskreds.

Selvfølgelig kan vi ligeglade livsnydere da også blive syge. Min egen levevis med masser af tobak, rødvin, fede bøffer og kager samt udtalt afsky for motion, har da også kostet sygedage - eksempelvis var jeg indlagt i en hel uge for 36 år siden med en betændt blindtarm - men fælles for mange af de ”svagelige” sunde mennesker er, at deres sundhedsfiksering bunder i ængstelse for deres eget helbred. Og nu nærmer vi os noget meget mere interessant.
Det er for længst bevist at af alle de mentale problemer et menneske kan have, så er ængstelse det mest sygdomsfremkaldende. Det er påvist i mange undersøgelser, men sjovt nok ret glemt for tiden. Og hvad er det så alle disse sundhedsapostle gør hele tiden? De fremkalder endnu mere ængstelse i ustærke sjæle! Ergo ender det med at alle disse velmenende formaninger i sidste ende gør folk mere syge.
Og så er Sundhedsstyrelsen vel reelt den største fare for folkesundheden i Danmark.

Det skal vi vist også lige lade stå et øjeblik..

Den konstante strøm af løftede pegefingre, vigtige leveråd og anbefalinger har en anden uhyggelig bivirkning.
Jeg er inden for de sidste par år blevet morfar et par gange, og må erkende at jeg sjældent har oplevet mage til rådgivnings- og påbudscirkus, som min datter måtte igennem.
Det var tale om skrappere diæter og leveregler end selv voldsomt syge får stillet – og så er graviditet endda ikke engang en sygdom. Det er faktisk det næstmest naturlige, der kan overgå et menneske.
Og hvad får man så ud af alle disse råd, og påbud og forbud? Man får 9 måneders konstant ængstelse for at noget vil gå galt. Dette i stedet for 9 måneders glæde og spændt forventning.
Og skulle det så ske at en lille nyfødt har bare den mindste skavank, så vil den stakkels mor jo resten af sit liv bebrejde sig selv fordi hun kom til at snuse til et glas rødvin i 17. uge, eller kom til at opholde sig for tæt på en ryger i 6 minutter, eller fordi hun forgreb sig på en pose slik dagen efter undfangelsen, eller…
Formaningerne har nemlig den kedelige bagside, at de planter det fulde ansvar for en perfekt baby direkte i moderens levevis, og intet overlades til skæbnen eller Vorherre – og så tror da pokker, at de ender med at ængste sig i stedet for at glæde sig.
Det synes jeg faktisk ikke at man kan være bekendt overfor de vordende mødre.

Men det hele er vel blot endnu et besynderligt udslag af den omsiggribende ansvarsfraskrivelse. Selvom ethvert normalt begavet voksent menneske udmærket godt ved at for meget fedt, for meget røg og for meget alkohol ikke er sundt, så bliver det pludselig samfundets ansvar, når vi opfører os som uansvarlige pattebørn.
Hvis jeg nu spiser mig en blodprop til i flødeskumskager, er det så ikke Bagerens skyld fordi han laver sådan nogle lækre kager og sælger dem alt for billigt? Eller er det ikke samfundets skyld fordi de ikke i tide har afvænnet min søde tand og lært mig at leve ordentligt?
Jeg vælger at mene at det i bund og grund mit eget ansvar at tænke mig om, og betragter derfor al offentlig ”hjælp” til at leve anderledes som aldeles utidig indblanding i mit liv.
Skal jeg være rigtigt flabet, må det sågu da være min egen sag, om jeg vælger at dø af en fedmeblodprop som 75 årig, af en rygerlungekræft som 80 årig, eller vente på en alderdomskræft som 85 årig.
Jeg dør under alle omstændigheder og lad mig så venligst selv definere min livskvalitet og få lov til at leve mit liv i fred, tak!
Lad mig fortsat kunne vågne hver eneste morgen med stor glæde i min sjæl og ubændig lyst til at leve endnu en dag, hvor jeg igen frit kan nyde alle de fristelser livet har at byde på.
Derfor vil jeg selvfølgelig også indoktrinere mine børnebørn til at forstå, at det gode og glade liv kommer fra hjertet og sjælen – og ikke fra tåbelige sundhedshystader.
Og jeg ser frem til et fantastisk ungdomsoprør, når de livsglade unge giver de selvfornægtende asketer ”fingeren”.

Slutteligen kunne jeg godt finde på at opfordre læserne til et aldeles uvidenskabeligt, men sikker meget morsomt eksperiment.
Opdel jeres kolleger eller omgangskreds i 3 signifikante grupper. Udpeg for jer selv de mest helsehysteriske, de mest lalleglade livsnydere og endelig den store grå mellemgruppe.
Det interessante eksperiment er så at holde øje med antallet af sygedage i de 2 første grupper.
Jeg vil gerne vædde 10 stegte rødspætter – og det skal være med ordentlig smørsovs – på, at der vil være en pudsig forskel i antal sygedage i de 2 grupper.

Skal man absolut opfordre folk til noget, så bør det da være at nyde livets glæder fuldt ud mens man kan, for en dag er det altså for sent.
Skal der også være et PS, bliver det selvfølgelig Poul Henningsens udødelige ord: ”Et aktivt sexliv er det bedste værn mod sportslivets fristelser..”

Kilde: