Læs Sven Ove Gades nekrolog over modstandsmanden Gunnar Dyrberg.
I mange år har jeg cyklet eller vandret gennem Rude Skov. Når jeg nærmede mig landsbyen Høsterkøb, faldt mine tanker ofte på modstandsmanden Gunnar Dyrberg. Indtil sin død for et par uger siden boede han i den nordsjællandske idyl. Pludselig blev fortiden levende.
Jeg mødte ham første gang i slutningen af 1960'erne på dagbladet Politiken, hvor han af og til kom i sin egenskab af informationschef i Landmandsbanken, i dag Danske Bank. Ryet om hans indsats i modstandskampen var stor. Så meget desto større var min forbløffelse, da jeg blev præsenteret for den smilende, lille mand. Var det virkelig ham, den Dyrberg, som under dæknavnet ”Hermann” havde stået bag nogle af de store aktioner mod den tyske besættelsesmagt?
I mange år talte han aldrig om likvideringerne, heller ikke med sin kone. Der skulle gå næsten 50 år, før han brød tavsheden under et møde på Snoghøj Højskole. Bagefter blev han interviewet af radioen. Da han kom hjem, var hans kone ophidset, fortalte han mig. »Hvad er det, du har lavet? Du har slået mennesker ihjel. Jeg er blevet ringet op af en dame, som siger, at du har slået nogen ihjel.« Det var rigtigt, forklarede Dyrberg, men det var altså for 40 år siden. I efterkrigstiden blev likvideringerne ofte angrebet.
Der blev rejst krav om at retsforfølge de ansvarlige. Gang på gang måtte især Frode Jakobsen forsvare nødvendigheden. Moralisterne kunne ligesom ikke forstå, at der havde været krig.
