Først tillykke til de svenske borgerlige med valget. Og dernæst en kommentar:
Det er højst tænkeligt, at de svenske socialdemokrater og den øvrige svenske venstrefløj med sin ideologiske modstand mod indvandrerkritiske partier i realiteten har været murbrækkere for den borgerlige svenske valgsejr. Og måske endda for et liberalt nybrud i Sverige.
Noget tyder på det: Politiken kunne i en analyse forleden meddele, at svenskere også er indvandrerkritiske. På enkelte områder endda mere end danskerne:
Måske er det mest neutrale indvandrerspørgsmål, hvorvidt man skal bruge færre eller flere penge på gruppen. Her bliver interviewpersonen bedt om at lave en økonomisk prioritet, hvor nedskæring er legitimt. Her svarede 32 pct. af danskerne, at vi bruger for mange penge på at forbedre levevilkårene for ikkevestlige indvandrere.
De danske forringelser af indvandrernes levevilkår spiller selvfølgelig ind – det reducerer denne andel. Men det er alligevel slående, at det i Sverige er hele 42 pct., der mener, at der bliver brugt for mange penge på området.
Riksdagsvalget i Sverige i dag er historisk, ikke bare fordi det er første gang, en borgerlig svensk statsminister vinder sin anden valgperiode, men især fordi den såkaldt nordiske model måske er bristet eller er i færd med at briste.
Det er ikke sket under indtryk af ond, neoliberal ideologi, der som ugræs er føget over Atlanten, men som følge af det pres på hr. Jönssons pengepung, som Europas mest liberale - og sikkert også en af de mest kostbare - udlændingepolitikker har givet.
Information beskriver det således:
Sveriges socialdemokrater er på to år raslet ned fra mere end 40 procents opbakning i meningsmålingerne til mindre end 30. Især veluddannede storbyvælgere forlader det gamle arbejderparti, mens nordsvenske skovhuggere og minearbejdere holder ved, siger svenske valgforskere
Lad os springe over Atlanten: Hvis USA var et etnisk homogent land, så ville man sandsynligvis have udviklet en langt mere fuldfed velfærdsstat. Denne velfærdsstat var i støbeskeen i 1950erne og 60erne, da amerikanerne accepterede højere skatter end danskerne gjorde.
Men i etnisk uhomogene lande er der større modvilje overfor store overførsler og deraf følgende høje skatter, fordi den brede etniske solidaritet i samfundet ikke er til stede.
USA er ikke blevet mere homogent i de sidste 40-50 år - tværtimod, og velstående middelklasseamerikanere kan godt savne gode argumenter for, hvorfor de skal dele deres surt optjente penge med en latinamerikansk eller sort underklasse, som begår kriminalitet, får for mange børn og generelt fucker deres tilværelse op.
Det samme er tilfældet i Sverige, og før eller siden vil det også komme til et land nærmere dig. 42 procent af svenskerne synes ikke, at det er indlysende klogt, at Sverige skal være bistandskontor for tilflyttere fra hele verden. I Danmark har Dansk Folkeparti set skriften på væggen, og da DF's raison d'etre er at bevare det danske folkefællesskab intakt, så er det logisk, at partiet lægger sig på en højresocialdemokratisk position.
Sammenhængskraften eller den etniske solidaritet kan - i hvert fald i nordisk udgave - cementeres af en udvidet velfærdsstat, som 'skaber tryghed' og 'sørger for sine egne'. Omvendt betyder en stor indvandring, at sammenhængskraften smuldrer. Og det er sandsynligvis, hvad der er sket i Sverige.
Hvis Dansk Folkeparti droppede sin kompromisløse retorik mod islam og muslimer, og hvis de danske socialdemokrater og SF'erne droppede deres lejlighedsvist kompromisløse retorik mod DF, så kunne højre- og venstresocialdemokraterne snildt fusionere på en fælles politisk basis af relativt lukkede grænser og en fuldfed velfærdsstat (samt nogle integrationsprojekter for at dæmpe de få tilbageværende kulturradikale stemmer).
Os, der ikke er vilde med 'sammenhængskraften', vi kan le godmodigt af de svenske sosser og venstreorienterede, der i deres ideologiske felttog mod 'racisme' har savet den gren af, som deres egne vælgere sad på. Situationen er ikke helt parallel i Danmark, men den er heller ikke helt anderledes.
Det er højst tænkeligt, at de svenske socialdemokrater og den øvrige svenske venstrefløj med sin ideologiske modstand mod indvandrerkritiske partier i realiteten har været murbrækkere for den borgerlige svenske valgsejr. Og måske endda for et liberalt nybrud i Sverige.
Noget tyder på det: Politiken kunne i en analyse forleden meddele, at svenskere også er indvandrerkritiske. På enkelte områder endda mere end danskerne:
Måske er det mest neutrale indvandrerspørgsmål, hvorvidt man skal bruge færre eller flere penge på gruppen. Her bliver interviewpersonen bedt om at lave en økonomisk prioritet, hvor nedskæring er legitimt. Her svarede 32 pct. af danskerne, at vi bruger for mange penge på at forbedre levevilkårene for ikkevestlige indvandrere.
De danske forringelser af indvandrernes levevilkår spiller selvfølgelig ind – det reducerer denne andel. Men det er alligevel slående, at det i Sverige er hele 42 pct., der mener, at der bliver brugt for mange penge på området.
Riksdagsvalget i Sverige i dag er historisk, ikke bare fordi det er første gang, en borgerlig svensk statsminister vinder sin anden valgperiode, men især fordi den såkaldt nordiske model måske er bristet eller er i færd med at briste.
Det er ikke sket under indtryk af ond, neoliberal ideologi, der som ugræs er føget over Atlanten, men som følge af det pres på hr. Jönssons pengepung, som Europas mest liberale - og sikkert også en af de mest kostbare - udlændingepolitikker har givet.
Information beskriver det således:
Sveriges socialdemokrater er på to år raslet ned fra mere end 40 procents opbakning i meningsmålingerne til mindre end 30. Især veluddannede storbyvælgere forlader det gamle arbejderparti, mens nordsvenske skovhuggere og minearbejdere holder ved, siger svenske valgforskere
Lad os springe over Atlanten: Hvis USA var et etnisk homogent land, så ville man sandsynligvis have udviklet en langt mere fuldfed velfærdsstat. Denne velfærdsstat var i støbeskeen i 1950erne og 60erne, da amerikanerne accepterede højere skatter end danskerne gjorde.
Men i etnisk uhomogene lande er der større modvilje overfor store overførsler og deraf følgende høje skatter, fordi den brede etniske solidaritet i samfundet ikke er til stede.
USA er ikke blevet mere homogent i de sidste 40-50 år - tværtimod, og velstående middelklasseamerikanere kan godt savne gode argumenter for, hvorfor de skal dele deres surt optjente penge med en latinamerikansk eller sort underklasse, som begår kriminalitet, får for mange børn og generelt fucker deres tilværelse op.
Det samme er tilfældet i Sverige, og før eller siden vil det også komme til et land nærmere dig. 42 procent af svenskerne synes ikke, at det er indlysende klogt, at Sverige skal være bistandskontor for tilflyttere fra hele verden. I Danmark har Dansk Folkeparti set skriften på væggen, og da DF's raison d'etre er at bevare det danske folkefællesskab intakt, så er det logisk, at partiet lægger sig på en højresocialdemokratisk position.
Sammenhængskraften eller den etniske solidaritet kan - i hvert fald i nordisk udgave - cementeres af en udvidet velfærdsstat, som 'skaber tryghed' og 'sørger for sine egne'. Omvendt betyder en stor indvandring, at sammenhængskraften smuldrer. Og det er sandsynligvis, hvad der er sket i Sverige.
Hvis Dansk Folkeparti droppede sin kompromisløse retorik mod islam og muslimer, og hvis de danske socialdemokrater og SF'erne droppede deres lejlighedsvist kompromisløse retorik mod DF, så kunne højre- og venstresocialdemokraterne snildt fusionere på en fælles politisk basis af relativt lukkede grænser og en fuldfed velfærdsstat (samt nogle integrationsprojekter for at dæmpe de få tilbageværende kulturradikale stemmer).
Os, der ikke er vilde med 'sammenhængskraften', vi kan le godmodigt af de svenske sosser og venstreorienterede, der i deres ideologiske felttog mod 'racisme' har savet den gren af, som deres egne vælgere sad på. Situationen er ikke helt parallel i Danmark, men den er heller ikke helt anderledes.
