Hvorfor er det lykkedes for en borgerlig regering i nabolandet Sverige at gennemføre solide liberale reformer af det svenske samfund, mens VK-regeringen i Danmark løber om kap med oppositionen om at være mest socialdemokratiske?
Måske er en del af forklaringen, at den socialnationalistiske bevægelse i Sverige har været meget mere marginaliseret end i Danmark. Som en analyse i Politiken for nylig viste, er svenske vælgere ikke meget mindre kritiske overfor indvandring end de danske, men de har ikke haft noget markant protestparti - sådan et som de danske vælgere har i Dansk Folkeparti - så deres utilfredshed med indvandringen er blevet ledt ind i andre baner.
Groft sagt stiller indvandringen os over for to alternativer: 1) At bevare en omfattende velfærdsstat, som er nødt til at være 'de ægte danskeres' monopol (der er ikke råd til andet), hvorfor indvandringen må begrænses og de tunge indvandrere allerhelst sendes hjem, eller 2) liberalisere samfundet, så almindelige borgere ikke skal betale for folk, de ikke føler 'etnisk solidaritet' med.
I Danmark synes den nationalkonservative fløj at have svært ved at slippe fantasierne om, én gang for alle at få 'sendt muslimerne hjem'. VK-regeringens parlamentariske grundlag er et parti, som har gjort forestillingen om, at islam ikke kan eksistere fredeligt med dansk kultur, til deres mantra, men en ægte liberal linie vil partiet aldrig kunne lægge sig fast på, da det vil støde på modstand fra en væsentlig del af Dansk Folkepartis vælgergrundlag, som er socialklienter hos staten.
I Sverige har vælgerne ikke haft et socialnationalt alternativ, så man har 'været tvunget' til at vælge en mere liberal kurs: Pengene ligger bedst i borgernes lommer, og den universelle velfærdsstat behøver ikke være af kosmisk størrelse, for der er trods alt grænser for den globale solidaritet.
