Dansk økonomi er på afgrundens rand, og selvom det er ved at gå op for en stadig større del af befolkningen er det meget få der har forstået hvor slemt det i virkeligheden står til.
Den høje danske skat bliver fra mange sider nævnt som den største årsag. Og med god grund, for det danske skattetryk fungerer som en spændetrøje på de danske entreprenører og virksomheder, og er lige nu en afgørende faktor når de overvejer om det kan betale sig at hive en af Danmarks knap en million arbejdsløse væk fra sofaen og ind i den produktive sektor.
De politikere der tager fremtiden og dansk økonomi alvorligt, argumenterer derfor også for en lavere skat i Danmark, nogle i fuld offentlighed, andre i brandtaler til landsmøder og de sidste venter helst til de kommer helt ind bag de lukkede døre.
Desværre sniger der sig alt for ofte en fejl ind i analysen hos de velmenende politikere.
Skat er nemlig kun et symptom på den underlæggende sygdom, og Dansk økonomi vil uundgåeligt styrte i grus hvis politikere, og borgere, ikke indser at justeringer af skatten kun er symptonbehandling og i sig selv har meget ringe effekt.
Den virkelige sygdom er de offentlige udgifter og det er her der skal sættes ind hvis ikke Danmark skal have slået bunden ud af økonomien inden for kort tid.
Det nytter intet at sænke skatten hvis man fortsætter det eklatante overforbrug som har været kendetegnet for stat og kommuner i godt 40 år.
Lige meget hvordan man pakker det ind, så skal det offentliges udgifter betales af borgerne gennem skat, og det gør meget lille forskel om det sker gennem de normale skatter og afgifter, gældsætning (skat for næste generation), eller inflation (skat på opsparing).
Det er også derfor det er kvalmende at høre borgerlige politikere som argumenterer for at det skam går den rigtige vej, bare lidt langsomt. De fremhæver de mange borgerlige sejre de sidste 10 år og tager straks fat i deres justeringer af skat.
Det gør de alle mens de i samme sætning, rigtigt og skamløst, påpeger, at de har øget de offentlige udgifter mere end alle dem der kom før dem.
Så er det bare ikke gået den rigtige vej.
Vejen går fra større- til mindre offentlige udgifter og den rigtige vej må for os borgerlige føre mod mindre.
Politikere er selvfølgelig også administratorer og må gerne bruge tid på justere skat ved f.eks at fjerne mellemskat og forhøje de grønne afgifter, eller på at fordele ressourcer ved at flytte penge fra efterløn til de handikappede, hvis de mener det er mere effektivt. Det har bare intet at gøre med den rigtige vej, og kan bedst beskrives som en optimering af den socialdemokratiske velfærdsstat.
Vi har alt for længe haft borgerlige politikere der kun har været optaget af denne optimering af den våde socialdemokratiske drøm, og samtidigt har ladet det offentlige udvide sig med en enorm hast i den forkerte retning.
Hvis vi ikke snarest ændrer retning og begynder at fokusere på at reducere de offentlige udgifter kraftigt i stedet for kun at diskutere hvem der skal have og hvem der skal betale, så fratager vi de næste generationer deres mulighed for at skabe et godt liv for sig selv inden for Danmarks grænser når det engang bliver deres tur.
