I dag er jeg blevet interviewet af TV2 Nyhederne, fordi jeg har en vision. Jeg har hypotetisk forholdt mig til et skattetryk på 20% i Danmark, men jeg vil gerne understrege, at det aldrig har været et reelt politisk forslag. Umiddelbart skulle man mene, at det burde være naturligt, at man som politiker forholder sig til, hvorledes samfundet på lang sigt bør struktureres, hvis velstanden skal bevares. Jeg må erkende efter aftenens oplevelse, at jeg ikke har haft evnerne til at omsætte mine intentioner om visionsbåret politik til praksis, hvilket kan tilskrives både min manglende politisk erfaring, og mediernes søgen efter en vinkel, hvorpå de kan skabe en realpolitisk sensation.
Visionen omkring et lavere skattetryk burde på ingen måder kunne betegnes som ekstremt. Det er både ærgerligt og direkte selvmodsigende, at Konservative er ude og kritisere mig for at ville sænke skatten, idet Konservative burde være åndsfæller for netop det lave skattetryk. At Legarth kalder min vision "uden for skiven" fortæller udelukkende noget om den politik, som Konservative står for. Der er ingen visioner om lavere skat tilbage hos Konservative, og derfor er der reelt kun et alternativ tilbage, hvis man ligesom jeg har en vision om et samfund med en lav skat. Man kan måske forstå, at S og SF kritiserer mig for at være ekstrem, selvom statistikken i virkeligheden fortæller, at det ekstreme synspunkt findes i S/SFs skatteliderlighed, idet Danmark, som alle ved, har et EKSTREMT højt skattetryk. Hvorledes en vision omhandlende sænkning af skatter kan behandles som ekstremt, det må jeg stille mig undrende overfor.
Det er i virkeligheden ikke TV2s historie, der ærgrer mig mest. Det, jeg finder mest ærgerligt, er, at man som politiker ikke længere må have visioner. Politik er blevet et popularitetsdilemma, hvor man på den ene side gerne vil mene noget, men på den anden side først skal tjekke ved medierne og befolkningen, hvad man kan få lov til at mene. Det er ærgerligt, at selvom man understreger i sit interview, at det handler om visionspolitik, så behandles oplægget realpolitisk for netop at skabe sensationen. Jeg er sikker på, at der er mange visioner på venstrefløjen, der ville være langt mere ekstreme end mine skattepolitiske visioner, hvis disse blev behandlet realpolitisk.
Jeg bliver ærgerlig, hvis indslaget får en negativ indflydelse på partiet, men jeg beklager ikke mine udtalelser. Da jeg stillede op til folketinget, tog jeg en principiel beslutning om at være tro mod mine holdninger og visioner, hvilket jeg til stadighed vil være, også selvom den danske presse i den grad gør det svært at have visioner. Det er ærgerligt, at jeg ikke kan udtale mig personligt, uden at det med det samme laves om til partipolitik. Min idé med udtalelsen var at nedbryde tabuet omkring diskussionen om skattetrykket og herefter diskutere skat på en sober måde. Desværre må jeg erkende, at netop skattetrykket stadig er et tabu i dansk politik, og man tilsyneladende skal ty til ekstreme synspunkter for at virke normal i det danske politiske system. At pressen ødelægger politikernes lyst til at udtale sig om deres visioner er undergravende for folkestyret, og vi ender til sidst med et Danmark styret af journalister, der forvandler politikeren til en intetsigende marionetdukke.
