Tanker om ulighed og social retfærdighed

I længere tid har jeg, i kraft af at jeg går på et gymnasium, i min hverdag været konfronteret med folk, der synes at Danmark er et land med stor uretfærdighed, en enormt stor ulighed, som skal ændres til lighed. Folk der mener at der skal tages mere fra de rige og gives mere til de fattige. Folk der i mener at vi er ved at begrave vores såkaldte underklasse i et søle, som den ikke har mulighed for at komme op af, grundet det "enorme" skel mellem rig og fattig i dagens Danmark. Jeg må erklære mig uenig i deres påstand, af flere årsager: 1: Tanken om "social retfærdighed": Selve begrebet social retfærdighed er forkvaklet. Social retfærdighed er tanken om, at alle skal have det samme. Alle skal have det samme at gøre godt med, muligheden for at opretholde den samme levestandard. Problemet med denne tanke er bare, at man ikke selv høster konsekvenserne, positive eller negative, af sine handlinger. Dette fjerner enhver motivation mennesket har for at gøre det godt, og fjerner den indædte frygt vi har for at gøre noget dårligt, for pludseligt er det ikke kun os selv, men hele landet der skal betale for resultatet af vores dårlige præstationer. Det er ikke retfærdighed, når man ikke nyder som man har ydet. 2: Lighedstanken: Lighed er i dagens Danmark blevet et mål i sig. Hvorfor skal alle partout være lige, når de fleste alligevel godt kan være enige om, at mennesker ikke er lige! Vi er ikke ens, vi er forskellige, og skal derfor have ret til at leve forskelligt. Nogen prioriterer familien over arbejdet. De arbejder mindre og får som direkte resultat deraf mindre i løn. Hvorfor skal denne prioritering straffes? Folk skaber selv rammerne for deres eget liv, og dem som prioriterer familien eller fritiden over arbejdet skal ikke belønnes, da det er et valg der kun har konsekvenser for deres eget liv. Hvorfor er det rimeligt at man skal favorisere dem, der har valgt andre prioriteter end penge og straffe dem, der har valgt karrieren? Svaret er enkelt: Det er det ikke! Vi mennesker er frie til selv at vælge vores prioriteter. 3: ”Uretfærdige Danmark” I Danmark er vi et af de absolut mest ”lige” og dermed ”retfærdige” lande i verden. Vi har hvis ikke verdens højeste så et af verdens absolut højeste skattetryk, og omfordelingen er allerede glædeligt i gang. Vi har gratis uddannelse, gratis sygehusvæsen, et højt bistandsniveau osv. Vi skal IKKE snakke om højere skatter i Danmark, et land hvor de der arbejder hårdest, mest risikofyldt eller har taget en lang uddannelse straffes af staten med en topskat, der afkræver mere end halvdelen af sidst tjente krone! Der skal ikke være forskel på skatten efter hvad man laver, eller hvor meget man tjener, for den virkelige uretfærdighed ligger vel i, når vi kræver mere af nogle end af andre? 4: Det ”socialt belastede søle” I Danmark er der ingen, der ikke har muligheden for at opnå job og uddannelse. Der er ingen mennesker i dagens Danmark, for hvem en uddannelse ikke er tilgængelig. Danmark har en gratis uddannelsessektor. Så enkelt kan det siges. Alle har muligheden for at gå i en folkeskole, på gymnasier, på tekniske skoler og på universiteter. Enhver der virkeligt har viljen til det, kan sikre sig en uddannelse i Danmark. Vi bruger sågar millioner om året, på at give dem, der ikke gad første gang en ekstra chance for at træffe et nyt valg i specialskoler, på produktionsskoler osv. Det er ikke umuligt at komme frem i Danmark, uanset hvem der har født dig og hvor. Her er altså ikke problemet. Men hvor er det så? Nemt: Problemet med underklassen ligger i dens mentalitet, at det handler om at springe over hvor gærdet er lavest, hvilket er uendeligt nemt i et ”finmasket socialt net” som det danske, hvor staten er forpligtet til at tage hånd om alle, endda til tider med beløber der overstiger visse områder af arbejdsmarkedets. Det er hverken retfærdighed eller lighed, når visse grupper af befolkningen kan udnytte resten. Derfor skal kontanthjælpen mindskes til en absolut minimumsstandard, hvor det kun lige netop er muligt at overleve. Vi skal selvfølgeligt stadig hjælpe dem der ikke KAN klare sig selv med invalidpension mm., men tiden er løbet fra en lovgivning, der antager, at alle mennesker har stolthed i livet. For at konkludere, mener jeg altså ikke at uligheden i Danmark er for stor. Uligheden i Danmark består ikke på grund af, men på trods af vores såkaldte liberale regering, og det er et held at folk stadigt gider arbejde hårdt. Enhver er sin egen lykkes smed, og det er på tide at belønningen står mål med indsatsen