”Til fremtiden eller til fortiden, til en tid, hvor tanken er fri, hvor menneskene er forskellige fra hinanden og ikke ensomme – til en tid, hvor sandheden eksisterer, og hvor det, der er gjort, ikke kan ændres: Fra ensretnings tid, fra ensomhedens tid, fra Store Broders tid, fra dobbelttænkningens tid – sender jeg min hilsen.”
Denne orwellske reference burde høre en anden tid til. Men i dag har samfundets udvikling bragt os i en situation, hvor det igen bliver nødvendigt at råbe op. Denne gang ikke på grund af fremvæksten af en menneskefjendsk totalitarisme – heldigvis –, men derimod på grund af en langt mere latent vulgaritet: Det tiltagende og dehumaniserende formynderi. Jeg vil ikke her udbrede mig videre om de mange regler, forbud og påbud, der skylles ud i samfundstoilettet dag efter dag.
For det er end ikke det værste. Langt fra. Det værste er, at vi er ved at miste sproget. At vi er ved at miste evnen til meningsfuldt at formulere os i opposition til systemet. At den frie tanke vristes ud af vores favn. Vi må holde fast i sproget. Som mere end blot ligegyldigheder. Som forudsætningen for den frie tanke. Det frie menneske. Som den menneskelige sui generis. Måske det allerede er for sent.
Derfor dette brev til en tid, hvor tanken er fri.
Det lyder apokalyptisk. Fjernt. Som en reminiscens af svundne tiders totalitarisme. Og nok er parallellen harsk, men kendsgerningen er, at der foregår en socialisering af sproget, ja, en pervertering. ”Det er samfundets skyld,” som TV2 sang det i 1990’erne, og som det høres i alle afkroge af dagens gennemsocialdemokratiserede samfund. Der er naturligvis ingen, der selv er skyld i at stå uden for arbejdsmarkedet. Eller at den humanistiske hokus pokus-uddannelse ikke førte til drømmejobbet. Det er klart.
Men på sin vis er det faktisk samfundets skyld: At ansvaret er taget fra det enkelte, nu umyndiggjorte individ. Vi skal leve, som Engelbrecht og Schaldemose foretrækker det, vi straffer divergerende holdninger, vi foretager såkaldt ”administrative frihedsberøvelser”, og vi skal holde tungen lige i munden, når vi kan komme i fængsel som 14-årig, dyrke sex som 15-årig og købe sprut som 18-årig.
Det er alt sammen reduceret til nødvendigheder, som jeg skrev andetsteds. Der er ikke noget individuelt ansvar længere, blot administrative detaljer. Det repræsentative folkestyre har ladet sig reducere til sagsbehandler. Uden rygrad. Uden ideologi. Og uden perspektiv. Mennesket er midlet, ej længere målet.
Sandheden er velfærdsstaten. Og sådan er det.
Vi burde harmes, som den fransk-tyske modstandsmand, Stéphane Hessel, for nylig har opfordret sine medmennesker til i den lille pamflet Indignez-vous (da. Gør oprør!). Harmes over det samfund, vi er en del af. For selvom Hessel nok har andre forhåbninger end undertegnede (læs: en socialistisk drejning), så indeholder opfordringen en væsentlig sandhed: Indignation er den eneste vej ud af ligegyldigheden.
Med ordene: ”Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten,” begynder George Orwell sin berømte roman, 1984. Nu kan vi passende lade disse ord stå på en klar, kold aprildag i det herrens år 2011. Som en formaning om, hvor galt det kan gå.
