Kære feminister og socialister.
I har nu i så mange år fokuseret på forskellene (eller uligheder, som i vælger at kalde det) mellem kønnene, at I HELT har glemt, at de individuelle forskelle inden for jeres eget kvinde-køn er LANGT større, end de generelle forskelle der er mellem kønnene. Ved hjælpe af en ydre fjende-defintion (mande-kønnet) har i sejret så meget ad H til, at I har ladet jeres eget køn i stikken! Med jeres ophøjelse af mande-kønnet som den primære fjende, har I opnået det stik modsatte, nemlig at I er blevet jeres egen værste forhindring og fjende. I tror I har kommet med en masse svar, men I har helt glemt det aller vigtigste, nemlig spørgsmålet selv.
Kære feminister og socialister, hvorfor ekskalerer debatten om mobning i udpræget grad i disse dage? Specielt mobning i skolen og de sociale medier. Man kan jo ikke lade være med at bemærke, at næsten alle disse mobbe-sager angår piger som hakker på piger. Man ser meget få eksempler i medierne, hvor det er drenge, som mobber drenge. Samtidigt, så ser vi desværre en udpræget og stigende tendens til at små piger skærer i sig selv og udvikler spise-forstyrrelser som anorexi og bullimi, og man kan også i denne ombæring inkludere begrebet LA (Love Addicts), som jeg selv er stødt på. Man ser slet ikke den samme udprægede tendens blandt drenge, selv om de dog eksisterer. Ville det ikke være relevant at spørge sig selv om "hvorfor?"
Kære feminister og socialister, den afgørende årsag i dette er i al sin enkelhed begrebet "stress". Tænk over det; hvad udløser stress? Det er IKKE at have travlt og have en masse gøremål, der er den udløsende faktor. Og det er heller ikke os mænd. Nej, den udløsende faktor er ALTID den mentale fornemmelse af alle de mål forventninger, man IKKE føler man kan overskue at opnå. I har sat det fælles nederste trin på stigen så højt, at jeres stakkels pige-børn ikke kan overskue og fornemme, at de på nogen måde kan nå op på dette nederste trin. I glemmer jeres indbyrdes forskelligheder inden for jeres eget køn i jeres higen efter "lighed", og at det vigtigste er at man SELV kan sætte det nederste trin i overensstemmelse med sin egen holdning og natur. I glemmer at det ikke er alle jeres medsøstres håb og drøm at forfølge en karriere og "at blive til noget" inden for f.eks. den offentlige social eller sundheds-sektor. "Solidaritet" er et af jeres yndlings-begreber. Hvornår begynder I at være solidariske med jer selv?
Kære feminister og socialister. I jeres kamp for den "tvungne lighed" og "universelle rettigheder" har i opnået, at den forskellighed i selv bærer ikke kan blomstre. Jeres sejre i ligheds-kampens hellige navn (f.eks. 1 års barsels-orlov) har f.eks. medført at Danmark nu har verdens højeste skatte-tryk, således at man som en familie er TVUNGET til at have 2 indkomster, eller alternativt (udbredt) slet ikke at nå op til det nederste trin på stigen. Familien har f.eks. ikke længere mulighed for at prioritere at tilkøbe menneskelig arbejdskraft til hjælp i hjemmet, de har ikke længere mulighed for at prioritere at mor og far går på deltid i en periode, de har ikke længere mulighed for at prioritere at far går hjemme i en periode, og de har heller ikke længere mulighed for at prioritere, at jeres medsøster er hjemmegående. Og lige præcis det sidst nævnte, skaber stor stress hos jeres medsøstre, for ikke nok med at I har gjort det til en økonomisk umulighed. I har sørme også formået at gøre det politisk ukorrekt, og I omgærder dette med en udpræget mangel på respekt. Uanset motivationen bag jeres intentioner, kan I ikke være det bekendt!
Kære feminister og socialister. Det er på tide, at I begynder at respektere de forskelle, som eksisterer inden for jeres eget køn. Det er på tide, at I lader jeres små pige-børn blomstre. Og det kan de KUN, hvis I tillader dem at få deres frihed og individuelle rettigheder tilbage, således at de kan skabe deres egne prioriteringer, og dermed sætte SELV det nederste trin på deres livs-stige. F.eks. ser vi alle sammen gerne flere af jeres medsøstre i bestyrelserne for vores virksomheder. Men det kræver at I slipper jeres medsøstre og familien fri, således at man som medsøster og familie kan skabe sine egne prioriteringer, og at man som virksomheds-leder ikke blot ser på en kvinde, som en omvandrende risiko for at hun er borte fra arbejds-pladsen i årevis. Og det kræver OGSÅ at man får respekten tilbage for de kvinder, som ønsker udelukkende at lægge deres værdi i familiens skød i stedet.
Kære feminister og socialister. INDSE DET! I jeres stigmatisering af "den ydre fjende" i form af mande-kønnet, har I desværre opnået af få stigmatiseret jer selv i endnu højere grad. Det er nu på tide at vende blikket de berømte 180 grader ind mod jer selv, og spørge jer selv om "hvorfor?".
