To kanon-forslag til Martin Geertsen

Et ukorrupt embedsapparat er måske en særlig dansk værdi

Torben Mark Pedersen,

26/07/2014

Et ukorrupt embedsapparat er måske en særlig dansk værdi. Hvorfor nævner Martin Geertsen ikke det i sin kanon over danske værdier?

I det hele taget ligger det måske lidt mere til højrebenet for politikere at lave en kanon over god regeringsførelse end over ”danske” værdier. Regeringsførelse er trods alt politikernes eget gebet, hvorimod værdier er noget, vi borgere hver især har som individer, og regeringsførelse er noget, som mange politikere har erfaring med, har ambitioner om at få del i igen, og har en personlig interesse i.

Hvis Martin Geertsen reflekterede lidt over, hvad god regeringsførelse er – eller burde være – i et liberalt demokrati, så burde fravær af korruption få en fremtrædende plads i den kanon. Værdier som gennemsigtighed og ”accountability” ville ligeledes optræde. ”Mørklægningsloven” ville derimod aldrig figurere på en sådan kanon, og Martin Geertsen og Venstre skulle skamme sig over at have stemt for den lov. Det samme gælder logningsbekendtgørelsen, de mange undtagelser fra Grundlovens beskyttelse af boligens ukrænkelighed, som Venstre selv har været med til at vedtage, SKATs magtbeføjelser og magtmisbrug, borgeres og virksomheders retsstilling i forhold til SKAT m.m. Det burde også være åbenlyst, at ministre ikke må lyve over for Folketinget, end ikke "nødløgne". Og i forhold til politiets ageren i et retssamfund, er der en hel række punkter som en borgerlig justitsminister skulle tage op:

  • Stop for politiets totalkontroller
  • Stop for ydmygende nøgenvisitationer i det offentlige rum
  • Der er noget fundamentalt galt med behandlingen af klager over politiet, når de kan slippe afsted med at lyve om, at de ikke har kunnet identificere de politibetjente, der er blevet anmeldt
  • Bedre beskyttelse af borgerne mod trusler og opfordringer til drab. Den slags udgør alvorlige anslag mod den personlige frihed, og slås der ikke hårdt ned på den slag, så fører det til en undertrykkelse af ytringsfriheden, selvcensur og underkastelse over for de antidemokratiske kræfter
  • Bedre beskyttelse af borgernes grundlovssikrede forsamlingsfrihed, og hvis der er voldelige moddemonstrationer, så er det politiets opgave at beskytte de fredelige demonstranter, ikke at føre dem væk eller forbyde dem at demonstrere, som det er sket i flere tilfælde: Anmeldt demo i forbindelse med åbningen af moskeen på Rovsinggade blev forbudt, og fredsdemoen på Christiansborg Slotsplads blev flyttet, i stedet for at politiet beskyttede dem og deres grundlovssikrede forsamlingsret  

Martin Geertsen kunne også lave en skatte-kanon over dårlige skattelove for at forberede Venstre mentalt på at overtage skatteministerposten. Blandt disse kunne være:

  • Forhøjelsen af bundskatten (for at finansiere afgiftslettelser. I 2009-skattereformen forhøjede V en række afgifter for at sænke bundskatten!)
  • Brændeafgiften
  • Iværksætterskatten
  • Multimediebeskatningen
  • Venstre selv har stemt for.

Dette var blot et input, der er meget at arbejde videre med.

Kilde: