Som liberal bliver man ofte skudt i skoene, at man bare er grisk og ønsker, alle skal være ’sin egen lykkes smed’. Man får at vide, man har et menneskesyn, hvor man ikke tænker på andre end sig selv – underforstået man er et dårligere menneske end den gode socialist, der vil alle det godt og har overskud til at tænke på andre end sig selv. Det er selvfølgelig fint at være solidarisk og ville andre mennesker det godt, men spørgsmålet er, om vi i vores fordelingssamfund opnår dette ved at brandbeskatte de folk, der tjener mest?
Sagen er jo, at de bedst lønnede altid vil være de største bidragsydere til den fælles kasse - topskat eller ej. Fordelingen er aldrig et nulsums-spil. Det var muligvis tilfældet i fæste-bøndernes og herremændenes tid, men den tid er forbi. En flittig og vellønnet person bliver ikke rig på andres bekostning. Tværtimod vil denne person i kraft af sin indkomstskat øge den fælles pulje i statskassen, som så kan blive omfordelt i form af diverse velfærdsgoder. Ud over det, er der selvfølgelig en masse andre positive effekter af iværksættere og højt lønnede, idet de ofte ansætter folk og dermed skaber arbejdspladser, der igen genererer mere velstand.
Det er derfor i alles interesse, at så mange som muligt gider iværksætte og arbejde og tjene en god løn, der så kan blive beskattet. Incitamentet for at arbejde er derfor altafgørende for velfærdsstatens overlevelse.
Hvis man får ondt et vist sted over folk, der tjener godt (pengemænd bliver de vist kaldt i medierne), har man ikke forstået tingenes rette sammenhæng, eller også er man bare misundelig – i visse tilfælde begge dele.
Man må spørge sig selv, hvad er vigtigst:
- At vi har et samfund, der er rigt og kan hjælpe, dem der har brug for det?
- At omfordele indtil alle er næsten lige uanset arbejdsindsats?
Dernæst må man spørge sig selv, hvem det egentlig er, man er solidarisk med, hvis man ønsker et samfund fortsat skal have verdens højeste skattetryk? I hvert fald ikke dem, der arbejder. Heller ikke de ældre, da et højt skattetryk på den lange bane giver lavere vækst og dermed færre penge til velfærd. Vores børn og unge ligeså. Det samme gælder for de handikappede, og sådan kunne man blive ved. Der er faktisk ingen, der vinder ved at brandbeskatte arbejdsomme mennesker i den grad, vi gør i Danmark. Mange rejser væk eller finder veje uden om det danske skattesystem via offshore banker eller firmaer i udlandet. Ordninger, som den almindelige borger ikke kan eller har mulighed for at efterligne. Resultatet bliver et endnu større tryk på dem, der bliver tilbage og arbejder.
Hvis vi skal have et rigt og dynamisk samfund med overskud til velfærd, må vi have skatten ned. Prisen vil være, at nogle vil blive endnu rigere - men er det så slemt?
