Ifølge liberal opfattelse, er det statens primære opgave at beskytte individet (statens borgere) mod ydre og indre fjender.
Det skulle naturligt føre til, at udlændingepolitikken indrettes, så den sikrer, at tilflyttere (indvandrere, asylansøgere, familiesammenførte) hverken kommer til at udgøre en økonomisk omkostning for landets borgere eller på anden vis kommer til at udgøre en trussel mod vores liv, frihed eller ejendom.
En liberal udlændingepolitik bør derfor være baseret på tre principper:
1. Selvforsørgelse: Tilflyttere skal ikke være en økonomisk belastning, dvs. de skal være selvforsørgende på et højt niveau og ikke trække på de offentlige kasser.
2. Overholde landets love: Tilflyttere skal overholde landets love, så herboende danskeres private ejendomsret, liv og fysiske sikkerhed ikke krænkes.
3. Ikke udgør en trussel mod danskernes frihed: Hvis tilflyttere ikke tilpasser sig – kald det værdimæssig assimilation – danske eller rettere vestlige værdier om demokrati, frihed, lige rettigheder for alle, uanset køn, seksualitet, etnicitet, religion og andet, så vil de udgøre en potentiel trussel mod danskernes frihed.
De tre principper handler alle om at beskytte individets negative frihed.
Det burde være tre principper, som alle – også andre end liberale – kunne blive enige om, for hvem ønsker dog tilflyttere til landet, som enten koster én penge, eller som udgør en trussel mod ens sikkerhed, ejendom eller personlige frihed? Det giver ikke mening, men der er radikale multi-kulti-tosser, der ikke mener, at danskerne skal være herre i eget hus og lægge udlændingepolitikken an på en sådan selvinteresse.
Den største trussel
Af de tre mulige problemer med tilflytningen: økonomisk belastning, almindelig kriminalitet, og manglende integration til Vestlige værdier, betragter jeg sidstnævnte som langt det største problem.
Vi har oplevet en masseindvandring, der vil ændre det danske samfund for altid, og den udgør en trussel mod den personlige frihed på mange måder, som uddybes neden for.
Når jeg anser dette problem som det største problem, så er det ikke kun fordi, jeg synes frihed er vigtigere end penge, men også fordi det er det problem, som det er sværest at gøre noget ved. Det er jo beklageligvis heller ikke sådan, at anden- eller tredjegenerationstilflyttere altid er bedre integrerede eller i højere grad deler vestlige værdier end førstegenerationstilflyttere.
Lad mig diskutere de tre problemområder i rækkefølge:
Selvforsørgelse
Hvis vi ser på indvandringspolitikken, så er kravet om selvforsørgelse relativt let at sikre opfyldt. Princippet om
- grænser, der kun er åbne for indvandrere med et godt og vellønnet job på hånden,
- og ellers hermetisk lukkede kasser i de første 5 år vil sikre, at tilflyttere ikke ligger danskerne økonomisk til last.
Hermetisk lukkede kasser bør ligeledes gælde for familiesammenførte. En sådan stram formulering af LA’s indvandringspolitik burde gøre det. Det er selvfølgelig afgørende, at politikerne har viljen til at smide tilflyttere ud, der efterfølgende viser sig ikke at kunne forsørge sig selv. Her kan man have sine tvivl om politikernes stålsathed.
For herboende tilflyttere er der massive problemer med, at der belaster de sociale kasser uforholdsmæssigt meget, og det er et problem med socialstaten, og det er dér, der skal tages fat.
Kriminalitet
Bortset fra kriminelle statsløse, som aldrig burde gives statsborgerskab, uanset hvad der står i nogen FN-konvention, så er det stort set umuligt at screene indvandrere for kriminalitet. Det letteste ville selvfølgelig være at sortere indvandrere efter køn, da stort set al den alvorlige kriminalitet begås af mænd…
Men problemet er i princippet let at håndtere for herboende kriminelle. Det bør lægges til grund, at alle kriminelle udlændinge bør udvises efter afsoning af fængselsstraffen. Princippet om lighed for loven tilsiger, at ingen personlige hensyn bør spille ind. Hvis indvandrere som en del af deres ansøgning om opholdstilladelse/asyl skrev under på, at de ville overholde landets love, og at de var indforstået med, at hvis de ikke gjorde det, ville deres opholdstilladelse blive annulleret, så ville det fremstå klart, at udsmidning er en konsekvens af en frivilligt indgået aftale og ikke en dobbeltstraf for udlændinge.
Tilsvarende bør der strammes op på reglerne for at opnå statsborgerskab. Bagateller som fartbøder bør selvfølgelig ikke udelukke fra statsborgerskab, men ellers bør der være strenge krav til tildeling af statsborgerskab. Det er jo for øvrigt heller ikke sådan, at verden bryder sammen for en person, der ikke kan få statsborgerskab. Som udgangspunkt vil personen kunne forblive i landet på samme vilkår som hidtil.
LA har lige meldt ud, at det skal være lettere at udvise kriminelle udlændinge. Det er en politik, som alle borgerlige partier bør kunne bakke op om, men det er endnu uvist, hvor LA mener at grænsen for udvisningsdomme bør gå. En meget enkel regel kunne være, at alle ubetingede fængselsstraffe fører til udvisning og at en gentagen betinget fængselsstraf gør det samme.
Truslen fra ikke-vestlige værdier
Det største problem med tilflytningen til Danmark er hverken den manglende selvforsørgelse blandt visse tilflyttere eller overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikkerne. Vi har selv ansvaret for at have indrettet os med en socialstat, hvor halvdelen af den voksne befolkning lever af overførselsindkomst, så de økonomiske omkostninger ved tilflytningen kan vi håndtere. Kriminalitetsproblemerne kan også håndteres med strammere straffe, legalisering af hash og udvisning af kriminelle indvandrere.
Det største problem ved tilflytningen knytter sig til de store grupper, der ikke ønsker integration, og som især på vigtige værdimæssige områder er på konfrontationskurs med det danske samfund:
- Der er store indvandrergrupper, som er modstandere af demokrati, personlig frihed herunder ikke mindst religionsfrihed og frihed for apostasi samt ytringsfrihed, som er modstandere af ligestilling mellem kønnene osv. Folk må selvfølgelig mene, hvad de vil. Vi har også herboende kommunister, der ønsker at afskaffe den personlige frihed til fordel for proletariatets diktatur, og det kan vi ikke gøre så meget ved, men vi behøver ikke tillade en masseindvandring af mennesker, der deler antiliberale værdier og som i vid udstrækning tager direkte afstand fra vestlige ideer om demokrati, frihed og ligestilling. Det udgør et problem, netop fordi der er tale om en masseindvandring:
- Antiliberale holdninger udgør en trussel mod vores frihedsrettigheder, meget tydeligt for ytringsfriheden, og hvis tilflyttere med de holdninger organiserede sig politisk, kunne de udøve en stor politisk magt for at fremme antidemokratisk lovgivning. Selv hvor de ikke nationalt organiserer sig politisk, har de allerede stor indirekte politisk indflydelse, både fordi politikere tager hensyn til store vælgergrupper, fordi mange politikere er multikulturalister og fordi både EU og FN giver efter for udenlandsk pres og er gennemsyret af en antiliberal multikulturalistisk ideologi – for EU’s side kan det ses som et led i undergravningen af nationalstaten.
- Den manglende respekt for ligestilling mellem kønnene giver meget konkrete problemer i skolen, på mange arbejdspladser såvel som på gader og diskoteker, hvor danske piger ofte chikaneres af tilflyttere med et andet kvindesyn, ligesom der i voldtægtsstatistikkerne er en voldsom overrepræsentation af mænd fra kulturer/religioner med et andet kvindesyn.
- Et andet problem er antisemitismen, der stortrives i visse tilflyttermiljøer. Folk må selvfølgelig have de antipatier, de vil, men det er et problem, når det fører til chikane, vold og overfald. Lukkede miljøer har det med at fremme fremmedhad og racisme, og de mange gaderøverier begået af tilflyttere mod etniske danskere har formentlig et sådant racistisk element.
- Det er et særskilt problem, når tilflyttere isolerer sig i ghettoer og bevidst eller ubevidst skaber parallelsamfund, der efterhånden udvikler sig til hel- eller halvlovløse områder, der er styret af kriminelle unge, og hvor etniske danskere, jøder og kristne chikaneres, hvor danske piger ikke kan gå i fred, og hvor religiøse råd holder justits og indfører parallelle retspraksisser. Folk må selvfølgelig bo, som de vil, og det er ikke mærkeligt, at mennesker vælger at bo sammen med ”deres egne”, men det fører en masse negative ting med sig for det omkringliggende samfund, ikke mindst opbygningen af en stærk opsplitning i ”deres egne” og etniske danskere.
- Det er ikke kun i forhold til herboende danskere, at det skaber problemer. Visse kulturelle traditioner importerer problemer for personer i deres egen kultur, som når hensynet til familiens ære går forud for børnenes frihed, og når tvangsægteskaber, æresforbrydelser og social kontrol og kønsdiskrimination indgår i en uskøn forening. Modstanden mod integration viser sig også ofte ved, at der håndhæves et strengt krav i familierne om kun at gifte sig med personer fra deres egen religion eller etniske gruppe, især når der er tale om arrangerede ægteskaber med et familiemedlem fra hjemlandet. Den frihed skal alle selvfølgelig have, det er naturligt at gifte sig med nogen, der ligner en selv, men især giftermålet med personer fra hjemlandet og den deraf følgende kædeindvandring er en praksis, der modarbejder integrationen, og som bidrager til at forstærke de negative effekter af visse dele af tilflytningen.
- Som kræver religiøse særhensyn og særrettigheder, og fortrinsstilling for deres egne religiøse love. Der er meget reelle problemer med parallelle retssystemer, der pga. den sociale kontrol indebærer, at især udenlandske kvinder ikke får sikret deres rettigheder ved skilsmisse og lignende i strid med princippet om lighed for loven.
- Religiøs radikalisering og truslen fra terrorister er et reelt problem. Hidtil har vi undgået bombeterror, men der har været uhyggelig mange terrorsager i Danmark i de seneste 11 år, og det er nok kun et spørgsmål om tid, før det lykkes for nogen.
Jeg betragter problemet med en manglende vilje til integration og især den manglende tilslutning til de grundlæggende Vestlige værdier, som vores samfund bygger på, som det største problem ved tilflytningen. Det er det aspekt af tilflytningen, der har ført til og som i endnu højere grad i fremtiden vil føre til forandringer i det danske samfund.
Jeg lægger her vægt på den trussel mod friheden, som den udgør, men der er også det aspekt af det, at en helt ændret befolkningssammensætning fører til ændringer i normer, holdninger og omgangsformer, som jeg ikke bifalder. Konservative vil derudover fremhæve de meget reelle problemer med sammenhængskraft, truslen mod vores kultur og deslige, og selv liberale må indse, at ghettoer og parallelsamfund er et problem, fordi de skaber splittelse i samfundet, og at vi får problemer med eksempelvis ytringsfriheden, hvis der ikke er en fælles liberal kernekultur, der sætter sådanne personlige friheder højt. Det er også meget konkret, fysisk, sikkerhedsmæssigt osv., når der er områder af byen, hvor man ikke bevæger sig hen efter mørkets frembrud for ikke at støde ind i problemer.
Integrationsproblemerne og den manglende tilslutning til vestlige værdier har i mindre grad noget med Socialstaten at gøre, hvilket bl.a. viser sig ved, at det er bestemte tilflyttergrupper, der skaber den slags problemer, hvorimod der ikke er problemer med andre grupper af tilflyttere.
Det er omvendt klart, at socialstaten økonomisk understøtter en asocial adfærd og understøtter dannelsen af parallelsamfund ved at parkere så mange tilflyttere på kontanthjælp og førtidspension og ved at placere dem i socialt boligbyggeri i stedet for at sende dem ud på et frit boligmarked.
Det er disse integrations- og værdimæssige sider af tilflytningen, som det er sværest at gøre noget ved. Og som er mest tabubelagt. Ikke sådan at det benægtes, at der er store problemer, men der er stadig en udbredt uvilje til at sætte ord på, og knytte problemerne sammen med en bestemt religion eller kultur. Politikerne tør ikke sige islamisering, selv om det er det, der sker i ghettoerne. Man er hurtig til at tale om sociale problemer og om kultur.
Politiske udmeldinger har betydning
Det er ikke let at finde nogen løsninger på disse problemer, og specielt ikke liberale løsninger, der respekterer alles lige rettigheder. Og det skal vi ikke afvige fra. Men vi kan godt sige fra over for at tage særhensyn og få presset andres værdier ned over hovedet.
Men selv hvor et parti ikke har nogen færdige løsninger på integrationsproblemerne – og hvem har det? Så er det vigtigt at melde ud, hvor man står, og om man anerkender, at der er problemer og hvori de bunder. At mange af problemerne bunder i islam. Hvilket ikke er det samme som at lægge alle muslimer for had (hvorfor er det til stadighed nødvendigt at komme med den slags eksplicitte "disclaimers" for at undgå at blive beskyldt for islamofobi fra multikulturalister? Kan de ikke selv skelne mellem ideologikritik og menneskekritik). Ellers svigter man som politisk parti sit ansvar for at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom.
Den politiske kommunikation er vigtig, og det kan være et første skridt. I forhold til de tre principper, er det jo fint at udtale:
1. Danmark skal ikke være verdens socialkontor.
og
2. Kriminelle udlændinge skal ud af landet.
Det er i forhold til det sidste punkt, at vi mangler nogle klare udmeldinger fra stort set alle de borgerlige partier, nogen der klart tør stå frem og sige noget i retning af:
3. Danmark skal ikke være tilflytterland for mennesker, der ikke vil demokratiet, friheden og ligestilling mellem kønnene. Punktum.
