Så sad han der igen. Hulkende og klynkede. Den nedslidte håndværker, stor og stærk, men nedslidt. Færdig, brugt og slidt op. Ja, han havde ondt i "skroget" når han skulle ud af sengen. Fem år ældre end mig. Han glæder sig til efterløn. Ja, hvis der ikke fandtes efterløn, ville han ikke ane, hvad der så skulle ske. Fattiggården, selvmord ... en plads nede på bænken?
Jeg skrev så på min facebook, at "jeg har det svært med at se disse voksne raske mænd sidde og klynke over, at de er åh så nedslidte og trænger til efterløn eller betalt ferie, som det jo rent faktisk er."
Begrebet "nedslidt" har vel næppe været mere nedslidt end netop nu. Dette ældgamle udtryk mest brugt om flere hundred år gamle trægulve, har så sandelig fået sin renæsance. Faktisk er der kø ved patentrettighedskontoret for at få ejendomsretten over dette magtfulde ord. Det klinger bare så hult i vore dage, hvor sygedagpenge, fysioterapi, lægehjælp, terapi, rygeafvænning, slankeprogrammer, efteruddannelse og genoptræning frit og kvit bliver kastet i nakken på alle og enhver, som måtte ønske lidt offentlig hjælp.
I samme facebook-indlæg skriver en mor: "De skulle prøve at have et hjerneskadet barn, vi klynker ikke over at skulle op om morgen, vi skal jo hjælpe vores børn, der er ikke noget med at vi er nedslidte."
Jeg kender Anita, en ukuelig hårdtarbejde borgerlig kvinde med en stor tung teenager-dreng, der er kvik og frisk, men spastisk lammet og skal bæres, flyttes og løftes rundt. Hun kunne ikke drømme om at bruge ordet "nedslidt" endsige beklage sig over sin skæbne.
Jeg deler Anitas harme over pjokmentaliteten og det er Gud-hjælpe-mig svært at acceptere denne efterlønsslaphed, når jeg hver uge har besøg at forældre, der står med problemer, som er 100 gange større end spørgsmålet om efterløn ja eller nej. Her står de med et meget sygt eller problemfyldt barn, men løfter sig op, ta'r sig sammen – de hiver nogle ressourcer frem, som de ikke kendte, ved at tage ansvar for deres eget liv, ligesom jeg selv gjorde engang med mit meget syge barn.
Fjernelse af efterlønnen er derfor mere en 15 milliarder i statskassen. Det er også anledningen til at starte en god værdidebat.
Om det var det de konservative forudså da de i 1979, som eneste nuværende parti (de andre var Retsforbundet og Fremskridtspartiet) stemte imod, skal være usagt, men kun godt at andre partier efter 32 år langt om længe har fået samme idé.
I min optik handler efterlønsdebatten derfor også om at udvikle den positive tænkning. At se muligheder før begrænsninger. At turde stole på, at vi mennesker kan mere end vi tror.
Det er i hvertfald det budskab jeg gerne vil formidle i stedet for at dele tudekiks ud på statens regning.
