50 år efter, at de førte tyrkiske ”gæstearbejdere” kom til Danmark, har der ikke fundet nogen som helst integration med den danske befolkning sted. Det fremgår af Danmarks Statistiks nyeste publikation ”Indvandrere i Danmark 2011”, hvori man blandt andet kan læse, at 97% af de herboende tyrkiske piger bliver gift med tyrkiske mænd.
Man tager næppe fejl, hvis man antager, at de resterende 3% udgøres af giftermål med tyrkiske mænd med dansk statsborgerskab, som Danmarks Statistik regner for danske.
Vi kan altså konstatere, at muslimer, som almindeligvis anses for ”moderate”, fuldt ud adlyder Profetens bud om ikke at lade deres kvinder gifte sig med ”vantro”. De skulle nødigt føde børn for ”fjenden”. Så er det bedre at slå dem ihjel.
Muslimske mænd må derimod gerne gifte sig med vantro kvinder, idet det anses for en selvfølge, at deres afkom tilhører Allah.
Disse regler sikrer, at den muslimske andel af befolkningen hele tiden forøges, så muslimerne efter et vist antal år kommer til at udgøre flertallet. Den udvikling er forlængst tilendebragt i Nordafrika og Mellemøsten - og senest i Kosovo. Høje fødselsrater og lejlighedsvise massakrer på de kristne fremskynder selvsagt processen.
”Indvandrere i Danmark 2011” viser også, at langt de fleste ikke-muslimske indvandrere kom til Danmark på grund af ægteskab med danskere. Det gælder både mænd og kvinder. Her er ingen ”dem-og-os”- holdning, men tvært imod et ønske om at være fuldgyldige medlemmer af det danske fællesskab.
De muslimske indvandreres ”dem-og-os”-holdning påfører Danmark og alle andre ikke-muslimske lande store problemer – for at bruge et mildt ord.
Det eneste, der kan afværge disse problemer, er en fordomsfri erkendelse af, at de seneste årtiers udlændingepolitik er en skæbnessvanger fejltagelse. Kun omfattende repatrieringer kan forhindre, at vore efterkommere kommer til at lide samme skæbne som de oprindelige kristne indbyggere i blandt andet Tyrkiet.
