Som en direkte effekt af VKO's genopretningsplan vil 300.000 flere danskere skulle betale topskat i 2013 end næste år. I alt skal 850.000 danskere betale topskat, og dermed præsterer Venstre og Konservative en skarpere stigning i antallet af topskatteydere, end det nogensinde var tilfældet under tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
Topskattegrænsen beregnes af den del af indkomsten, der overstiger et bundfradrag på 389.900 kroner. Denne grænse er fastlåst i perioden 2011-2013. Det får antallet af topskatteydere til at stige fra 565.000 i 2011 til 700.000 i 2012 og yderligere til 850.000 danske topskatteydere i 2013. Det fremgår af Dagbladet Børsen.
Der er nogen rimelighed i at alle må bidrage til genopretningen. Men det bør ikke være borgerlig politik, at ca. 2 af 3 mænd i fuldtidsstillinger betaler topskat. Dvs. at jævne indkomster brandbeskattes.
Der bør på lang sigt arbejdes på en fjernelse af topskatten. Fjernelse vil langt hen ad vejen være selvfinansierende. De arbejdsomme vil arbejde mere, udvikle færdigheder og tjene mere. Det vil øge mobiliteten på arbejdsmarkedet, da det kan betale sig at lade sig fragte længere til arbejdet.
Fjernelse af topskatten vil tilskynde til mere uddannelse sideløbende med erhverv. Produktiviteten vil stige i takt med at nye kvalifikationer omsættes til kompetencer, der finder anvendelse. Det bliver lettere at holde på gode danske hoveder og dermed begrænse hjerneflugten til udlandet. Det er selvfølgelig ikke entydigt negativt at opholde sig og arbejde og forske i udlandet. Men det vil være godt om disse danskere vender hjem igen, på et tidspunkt i deres erhvervskarriere.
Topskat indebærer risikoen for skatteunddragelse og dermed sort arbejde, som udgør skønsmæssigt 50 mia. kr. om året. Af andre undvigelsesmanøvrer i forhold til topskat kan nævnes pensionsordninger og spekulative ejendomsprojekter, der, alt andet lige, presser priserne på ejendom op.
Det uundgåelige politiske spørgsmål er, om en fjernelse af topskatten giver øget ulighed.
Svaret er ja, lidt, men ingen vil blive ringere stillet, absolut set. En sådan situation kaldes "Pareto optimal".
Samlet set er jeg overbevidst om, at samfundskagen vil vokse hurtigere uden topskatten og at alle derfor bliver bedre stillet, også de der tager mere af kagen, end de selv bidrager med.
Der kan blive råd til mere velfærd, hvis topskatten lettes. Det er også budskabet i: "Skat, arbejde og ulighed" fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Lettelser i topskatten vil give danskerne lyst til at arbejde mere, og derved stiger de øvrige direkte og indirekte skatteindtægter så meget, at skatteprovenuet samlet set stiger, selv om topskatten bidrager med mindre eller slet ikke noget. For hver krone, der lettes i topskatten, kommer der 1,13 kr. mere i kassen fra andre skatter.
Derudover vil en lettelse af marginalskatterne have en positiv virkning på uddannelsesvalg, da det bliver mere attraktivt at vælge længere og mere erhvervsrettede uddannelser.
Det er ikke et spørgsmål, om man vil give skattelettelser eller bedre velfærd. Hvis man vælger at lette topskatten, er der råd til begge dele.
Men det er nok desværre umuligt at sælge en idé om fjernelse af topskatten i ligemageriets hjemland, hvor det at gøre en ekstra indsats og lade sig honorere for det, ses som noget suspekt og som noget der rammer den mindre energiske del af befolkningen og nedbryder den sociale retfærdighed.
Ved fjernelse af topskatten vil de bedste trække de næstbedste med op. Lokomotivet vil skyde en højere fart og sætte en katalysatoreffekt i gang, til alles fordel.
Alternativt kan arbejdskraftudbuddet også øges ved øget indvandring, fjernelse af efterlønnen, forhøjelse af pensionsalderen, nedbringelse af dagpengeperioden mv. Men inden for disse områder er der også mange hellige køer der skal slagtes, før det er muligt at gøre noget radikalt politisk.
Topskattegrænsen beregnes af den del af indkomsten, der overstiger et bundfradrag på 389.900 kroner. Denne grænse er fastlåst i perioden 2011-2013. Det får antallet af topskatteydere til at stige fra 565.000 i 2011 til 700.000 i 2012 og yderligere til 850.000 danske topskatteydere i 2013. Det fremgår af Dagbladet Børsen.
Der er nogen rimelighed i at alle må bidrage til genopretningen. Men det bør ikke være borgerlig politik, at ca. 2 af 3 mænd i fuldtidsstillinger betaler topskat. Dvs. at jævne indkomster brandbeskattes.
Der bør på lang sigt arbejdes på en fjernelse af topskatten. Fjernelse vil langt hen ad vejen være selvfinansierende. De arbejdsomme vil arbejde mere, udvikle færdigheder og tjene mere. Det vil øge mobiliteten på arbejdsmarkedet, da det kan betale sig at lade sig fragte længere til arbejdet.
Fjernelse af topskatten vil tilskynde til mere uddannelse sideløbende med erhverv. Produktiviteten vil stige i takt med at nye kvalifikationer omsættes til kompetencer, der finder anvendelse. Det bliver lettere at holde på gode danske hoveder og dermed begrænse hjerneflugten til udlandet. Det er selvfølgelig ikke entydigt negativt at opholde sig og arbejde og forske i udlandet. Men det vil være godt om disse danskere vender hjem igen, på et tidspunkt i deres erhvervskarriere.
Topskat indebærer risikoen for skatteunddragelse og dermed sort arbejde, som udgør skønsmæssigt 50 mia. kr. om året. Af andre undvigelsesmanøvrer i forhold til topskat kan nævnes pensionsordninger og spekulative ejendomsprojekter, der, alt andet lige, presser priserne på ejendom op.
Det uundgåelige politiske spørgsmål er, om en fjernelse af topskatten giver øget ulighed.
Svaret er ja, lidt, men ingen vil blive ringere stillet, absolut set. En sådan situation kaldes "Pareto optimal".
Samlet set er jeg overbevidst om, at samfundskagen vil vokse hurtigere uden topskatten og at alle derfor bliver bedre stillet, også de der tager mere af kagen, end de selv bidrager med.
Der kan blive råd til mere velfærd, hvis topskatten lettes. Det er også budskabet i: "Skat, arbejde og ulighed" fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Lettelser i topskatten vil give danskerne lyst til at arbejde mere, og derved stiger de øvrige direkte og indirekte skatteindtægter så meget, at skatteprovenuet samlet set stiger, selv om topskatten bidrager med mindre eller slet ikke noget. For hver krone, der lettes i topskatten, kommer der 1,13 kr. mere i kassen fra andre skatter.
Derudover vil en lettelse af marginalskatterne have en positiv virkning på uddannelsesvalg, da det bliver mere attraktivt at vælge længere og mere erhvervsrettede uddannelser.
Det er ikke et spørgsmål, om man vil give skattelettelser eller bedre velfærd. Hvis man vælger at lette topskatten, er der råd til begge dele.
Men det er nok desværre umuligt at sælge en idé om fjernelse af topskatten i ligemageriets hjemland, hvor det at gøre en ekstra indsats og lade sig honorere for det, ses som noget suspekt og som noget der rammer den mindre energiske del af befolkningen og nedbryder den sociale retfærdighed.
Ved fjernelse af topskatten vil de bedste trække de næstbedste med op. Lokomotivet vil skyde en højere fart og sætte en katalysatoreffekt i gang, til alles fordel.
Alternativt kan arbejdskraftudbuddet også øges ved øget indvandring, fjernelse af efterlønnen, forhøjelse af pensionsalderen, nedbringelse af dagpengeperioden mv. Men inden for disse områder er der også mange hellige køer der skal slagtes, før det er muligt at gøre noget radikalt politisk.
