Udlicitering? Hellere privatisering

Den borgerlige fløj skamroser finansminister Bjarne Corydon (S) og Produktivitetskommisionen for at ønske flere offentlige opgaver udliciteret

Tommy Larsen,

20/02/2014

Den borgerlige fløj skamroser finansminister Bjarne Corydon (S) og Produktivitetskommisionen for at ønske flere offentlige opgaver udliciteret. Det er da også fint nok at konkurrenceudsætte kommuner, regioner og stat som middel til kvalitets- og prissikring, men der er en væsentlig hage ved det: Det er stadig politikere, der bestemmer, hvad skal indkøbes og langt hen ad vejen også, hvordan det indkøbte i detaljen skal se ud.

Altså vil det fortsat være politikere, der i stedet for borgeren afgør, hvad borgeren har behov for eller ønsker sig af en velfærdsydelse. Det er stadig systemet før mennesket, det er stadig politikeren og bureaukraten før borgeren og kapitalisten.

Hvad vi ikke hører meget om fra nogen af de politiske fløje, er, hvad de forventede besparelser ved udlicitering skal gå til. Fra et borgerligt/liberalt synspunkt, kan det naturligvis kun være skatte- og afgiftslettelser, men hvorfor er der stort set ingen, der siger det? Er det mon fordi, det forventes at gå som det plejer? Altså at en krone sparet i kommunen, er en krone til et andet kommunalt projekt?

Vi bør stå ved at have tillid til markedet. Hvad markedet langt bedre end system-Danmark sikrer, er, at det produkt ingen eller meget få ønsker bruge penge på, lider en stille og fortjent død. Hvad markedet er godt til at sikre er, at den der laver det bedste produkt til prisen, er den, der ender med at sælge varen. Der vil hænde markedsfejl, ja. Markedet er ikke perfekt, men dog ikke uperfekt og uden sikringsmekanismer sådan som det politisk dikterede system-Danmark er det.

Der er ikke kun økonomiske årsager til at privatisere. Der er også moralske. Det er aldeles moralsk forsvarligt, at tillade borgere agere for egne midler i egne interesser, i stedet for at skyde både en lokalpolitiker, en bureaukrat og en offentligt ansat ind i ligningen. Privatisering er respekt for mennesker, hvor bureaukratisering er respekt for systemer. Og er det egentlig ikke også langt mere samfundsmæssigt ansvarligt, at det er virksomhedsejeren, der tjener penge på at stille kapital til rådighed, end det er bureaukraten, der tjener på at udføre nytteløst arbejde?

Så kære liberale og borgerlige venner. Roserne til Corydon bør begrænses. Der er ikke i sig selv mere individuel frihed i Corydons og Produktivitetskommisionens forslag.

Kilde: