Vores nytiltrådte udviklingsminister har allerede efter en måned i embedet været i medierne flere gange senest med udtalelser om, at vi må acceptere, at en vis del af vores ulandshjælp havner de forkerte steder.
Når ministeren hedder Søren Pind, er det ikke overraskende, at han er den af de nye ministre, der allerede har markeret sig mest, på trods af at hans ressortområde normalt ikke er det, som får danskerne op af stolene.
På trods af Søren Pinds vilje til at sætte mere fokus på dette lettere medieforsømte område, må jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet over hans hidtidige udmeldinger.
Stort set siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden med små variationer praktiseret den samme ulandshjælp igen og igen, med det samme (forventelige) resultat hver gang: At mange i den tredje verden på grund af ulandshjælpen bliver fastholdt i fattigdom uden udsigt til forbedringer. Er det ikke på tide med nytænkning, Søren Pind? Hvorfor fortsætte ad samme spor med noget, der ikke har virket i 50 år? Ulandshjælpen i dag er i al for høj grad baseret på:
- Vaner
- Et bestemt beløb af vores BNP (det er jo nærmest en uskreven lov)
- Misforstået medmenneskelighed
- Politisk korrekthed (vi kan ikke være andet bekendt)
- Hvad de andre lande gør
- Vi tror, det kan forhindre terrorisme
Emnet er så ekstremt tabubelagt, at ikke engang en Søren Pind, der ellers ikke er kendt for ikke at ville tage bladet fra munden, tør tage diskussionen: Skal vi overhovedet give noget og i givet fald hvor meget, hvis det alligevel ikke nytter noget? Måske var det bedre ikke at give noget og at overlade ulandene til sig selv, og så i stedet sikre sig, at de kunne hjælpe sig selv ved hjælp af fri og fair handel samt et stop for vestlig udnyttelse af deres ressourcer?
Men hvem i dette land, andre end DF tør tage diskussionen?
Når ministeren hedder Søren Pind, er det ikke overraskende, at han er den af de nye ministre, der allerede har markeret sig mest, på trods af at hans ressortområde normalt ikke er det, som får danskerne op af stolene.
På trods af Søren Pinds vilje til at sætte mere fokus på dette lettere medieforsømte område, må jeg tillade mig at sige, at jeg er skuffet over hans hidtidige udmeldinger.
Stort set siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden med små variationer praktiseret den samme ulandshjælp igen og igen, med det samme (forventelige) resultat hver gang: At mange i den tredje verden på grund af ulandshjælpen bliver fastholdt i fattigdom uden udsigt til forbedringer. Er det ikke på tide med nytænkning, Søren Pind? Hvorfor fortsætte ad samme spor med noget, der ikke har virket i 50 år? Ulandshjælpen i dag er i al for høj grad baseret på:
- Vaner
- Et bestemt beløb af vores BNP (det er jo nærmest en uskreven lov)
- Misforstået medmenneskelighed
- Politisk korrekthed (vi kan ikke være andet bekendt)
- Hvad de andre lande gør
- Vi tror, det kan forhindre terrorisme
Emnet er så ekstremt tabubelagt, at ikke engang en Søren Pind, der ellers ikke er kendt for ikke at ville tage bladet fra munden, tør tage diskussionen: Skal vi overhovedet give noget og i givet fald hvor meget, hvis det alligevel ikke nytter noget? Måske var det bedre ikke at give noget og at overlade ulandene til sig selv, og så i stedet sikre sig, at de kunne hjælpe sig selv ved hjælp af fri og fair handel samt et stop for vestlig udnyttelse af deres ressourcer?
Men hvem i dette land, andre end DF tør tage diskussionen?
