Det var ikke John Locke (1632-1704), der fandt på, at mennesket har nogle naturlige rettigheder. Den tanke går tilbage til senantikken, men det er Locke, der er rettighedsliberalismens fader, og ifølge Locke har mennesket en naturlig ret til selvopretholdelse,[i] ligesom mennesket er født frit og er den eksklusive ejer af sin egen krop, kaldet selvejerskab: mennesket ejer sig selv, sin krop og sin forstand: ”Every man has a property in his own person,” Locke (1689, § 27).
Det er en forførerisk tanke, at mennesket skulle have nogle ukrænkelige indviduelle rettigheder, uanset at det er svært at begrunde. Givet af Naturen? Af Gud? Det virker lidt ad hoc. Men har man accepteret den præmis, at mennesket besidder nogle naturlige rettigheder, så fører det en hel række nye indsigter med sig. Rettigheder udgør en demarkationslinje mellem individ og stat, hertil og ikke længere, kunne man sige.
Uafhændelige rettigheder
I den amerikanske uafhængighedserklæring tales der om “unalienable rights” – hvilket bedst oversættes med uafhændelige rettigheder[ii] - altså rettigheder, som det ikke er i vor magt at afhænde til andre. Ens samvittighed og religiøse overbevisning kan man ikke afhænde til andre. Hos Locke er også retten til livet en uafhændelig rettighed, fordi vi alle er Guds ejendom, og vi må ikke ødelægge, hvad der er Guds.
Anarkokapitalisme
Bemærk at uafhændelige rettigheder er ikke det samme som ukrænkelige rettigheder. Men i øvrigt var menneskets rettigheder for Locke ikke absolutte eller ukrænkelige. Locke erkender, at absolut frihed er en umulighed, hvis mennesker vil leve sammen i et samfund og sikre en effektiv beskyttelse af den private ejendomsret. For Locke (som i øvrigt for Hume, Smith og Hayek) er frihed ”frihed under loven”, og skal friheden være størst mulig, så må statsmagten begrænses mest muligt – limited government. Det er liberalismens store udfordring at sikre dette.
Murray Rothbard (1926-95)[iii] betragter derimod rettigheder som absolutte og ukrænkelige, og på det grundlag formulerer han en politisk etik, der kort kan sammenfattes i Non-Agression Principle (NAP): “The libertarian creed rests upon one central axiom: that no man or group of men may aggress against the person or property of anyone else,” Rothbard (1974, 23).
Da staten virker gennem tvang og dermed krænker individerne for så vidt, hver enkelt ikke aktivt har givet sit samtykke, så er staten illegitim, og NAP fører logisk til anarkokapitalisme: Et samfund uden stat, der kun består af individer, virksomheder og (ideelt set) frivillige sammenslutninger.
Ancap’erne forestiller sig, at der på markedet vil opstå konkurrerende private retssystemer, der ikke er geografisk afgrænsede, men som hvert individ kan abonnere på. Tilsvarende med private politikorps eller ”protective agencies”. Ifølge Rothbard (1973, 1982) vil sådanne private retssystemer håndhæve lov og orden.
Forudsætninger for en anarkokapitalistisk retssamfund
Det er hævet over enhver tvivl, at der godt kan eksistere private retssystemer og private ”protective agencies” eller politikorps, der håndhæver lov og orden, efterforsker forbrydelser, og dømmer forbrydere i en retssal. Rothbard (1973) mener tilmed, at private politikorps vil være mere effektive end statslige, og at de vil have et stærkt incitament til at optræde høfligt og afstå fra politibrutalitet. Det er en nærliggende tanke, men ret beset kan vi ikke vide med sikkerhed, hvordan private politikorps og private retsvæsener vil fungere i praksis.
Der er mange andre end Rothbard, der har skrevet om private retssystemer, og der findes masser af historiske eksempler på private retssystemer, Jensen (2004) har skrevet en aldeles fremragende artikel om det i Libertas.
Der er et problem ved anarkokapitalismens teori om private retssystemer, som jeg ikke har nogen erindring om at have læst nogen forholde sig til, og det må være et væsentligt problem, fordi det rammer ned i selve det moralske grundlag for anarkokapitalismen.
Skal man tage Rothbards ”Non-Aggression Principle” (NAP) alvorligt, så må det anarkokapitalistiske samfund forblive et retsløst samfund, nærmest som et Hobbesk anarki, hvis ikke man mener, at alene hver enkelts moral er stærk nok til at hindre aggression.
Og det tror anarkokapitalisterne jo ikke på, for så ville de ikke have ment, at der er behov for private retssystemer og privat politi.
Problemet er, at alle sådanne private retssystemer og ethvert privat politi må hvile på et voldsprincip, der er uforeneligt med det grundlæggende Non-Agression Principle, for man kan ikke på anarkokapitalisternes egen præmis om ukrænkelige rettigheder begrunde, at forbrydere fortaber deres rettigheder, når de begår en rettighedskrænkelse, eller at noget som helst kollektiv har en moralsk ret til at straffe andre end dem, der på forhånd har givet deres samtykke til at underkaste sig straf. Hvilket så minder ikke så lidt om en Hobbesk eller Lockesk kontrakttankegang.
Hvis man skal begrunde retten til at straffe andre, så må man hive en eller anden ad hoc hjælpehypotese ind fra højre, der siger, at:
1. Krænker man andres rettigheder, så fortaber man sine egne rettigheder. I hvilket omfang man fortaber sine egne rettigheder er så et ubesvaret spørgsmål, for man fortaber vel ikke retten til livet, fordi man har stjålet et æble i naboens have? Og hvem bestemmer omfanget af ens tab af rettigheder? Og på hvilket moralsk grundlag? Faktum er, at ingen har den autoritet, ifølge anarkokapitalisterne, at de har ret til at erklære, at andre har fortabt deres rettigheder.
2. Der findes visse kollektive sammenslutninger, der har ret til at straffe andre, der har begået en rettighedskrænkelse. Det er imidlertid uforklaret, hvordan nogen som helst kan have en ret til at yde aggression mod andre, selv om det er som del af en straf. Hvem har givet dem den ret?
Men hvor kommer den hjælpehypotese fra? Den er ikke i overensstemmelse med rettighedstænkningen, og faktum er, at det er umuligt at begrunde et anarkokapitalisk samfund med lov og orden ud fra anarkokapitalismens egne præmisser om ukrænkelige rettigheder og Non-Aggression Principle.
Retskontrakter
Hvis der skal etableres en retsstat på anarkokapitalistiske principper, så må det forudsætte, at alle kontraktligt afgiver retten til at straffe til alle retssystemer, for det er eneste måde, hvorpå et retssystem på anarkokapitalismens egne præmisser har moralsk ret til at straffe kriminelle.
Men hvorfor skulle hard core kriminelle dog abonnere på et retssystem og dermed afgive retten til at dømme til noget retssystem overhovedet?
Og er der overhovedet noget menneske ved sine fulde fem, der vil afgive retten til at dømme til andre end deres eget retssystem?
Konklusion: Umuligheden af et anarkokapitalistisk retssamfund
Og så er vi fremme ved konklusionen, at det i praksis vil være umuligt at etablere et retssamfund, hvor forbrydere kan blive retsforfulgt og straffet på anarkokapitalisternes egne præmisser om ukrænkelige rettigheder og Non-Aggression Principle.
Litteratur
Jensen, Henrik Gade (1994): ”Ret uden stat,” Libertas oktober 1994, 11-15.
Locke, John (1689): Second Treatise of Government. Cambridge 1980.
Rothbard, M. (1973): For a New Liberty.The Libertarian Manifesto. N.Y.
Rothbard, Murray (1982): The Ethics of Liberty. N.Y. 2002.
[i] Hos Locke udledes den naturlige ret af den naturlige lov, der er givet af Gud.
[ii] Hugo Grotius (1583-1645) er den første, der skriver om ”inalienable things” – ”body, freedom, honor”. Både ”unalienable” og ”inalienable” er almindeligt anvendt i det 18. århundrede, og i et tidligere udkast til Uafhængighedserklæringen bruger Jefferson ordet ”inalienable”.
[iii] Jf. Johan J.R. Espersens artikel om ”Rothbards naturret” i Libertas nr. 51.
