Mange forsøg er gjort på at skabe et socialistisk paradis på jord og dermed skabe et Utopia. Det er aldrig lykkedes. I hvert fald ikke på en vis så masserne har nydt godt af det. Drømmen om Utopia eller mere præcist det socialistiske paradis, endte som et mareridt. Et kommunistisk mareridt, hvor folket var bange for systemet og systemet bange for folket. De skriftkloge marxister vil sige, at det ikke var socialisme, der blev praktiseret i Østeuropa. Men én eller anden perverteret form for socialisme. Som altså underforstået ikke havde noget med socialisme at gøre.
Det gode samfund har vi alle som ansvarlige samfundsborgere en pligt til at gøre os overvejelser om, hvordan det opnås og så leve efter egen opfattelse af et godt samfund, som i bund og grund handler om en kodeks for fornuftig omgang med hinanden. Noget med at behandle hinanden som et mål og ikke et middel.
Idealsamfundet og stedet som ikke er
Indledningsvist kan man sige, at Utopia ikke findes og det ligger i ordet, at dette Atlantis aldrig vil indfinde sig. For Utopia betyder jo: Stedet som ikke er. Utopi er noget uopnåeligt og en utopist er en verdensfjern teoretiker og drømmetype, der drømmer om et bedre samfund. I Thomas More's udlægning, et samfund, hvor al ejendom er fælles(eje), hvor der findes få love og ingen advokater. Det er en republik, så ingen royale, der er født til tronen og privilegierne og som vi andre må være underdanige overfor. Kundskab dyrkes. Visdom ligeså. Livet er nøje reguleret. Og slaver tager sig af det trivielle arbejde.
Jeg tænker dog i andre baner end More gjorde. Han var som teoretiker, naturligvis præget af sin tid, som daterer sig 500 år tilbage. Jeg tænker og forestiller mig et idealsamfund. Den bedste af alle verdener. Et paradis på jord, et Atlantis, når talen går på utopier, som er tæt beslægtet med et emne, jeg i min egenskab af Chefredaktør på www.podia.dk kredser om, som en anden satellit, nemlig ideologier. Politiske ideer om indretningen af samfundet og ikke mindst vejen dertil. Vejen til det gode samfund. Det er ikke målet der er interessant, det er de midler der skal anvendes, for at nå hele vejen til målet. Hvor meget skal magthaverne underkue befolkningen før idealsamfundet og Utopia er skabt og nået?
Fluernes herre
Omkring utopier tænker jeg også William Goldings roman: "Fluernes Herre", fra 1954, som er spændende læsning for store drenge, men så sandelig også voksne, og kan læses med flere sæt briller på. En umiddelbar læsning er, at drengene i romanen havde alle muligheder for og ugeneret af normalsamfundet og normalsamfundets normer og regler og uden forældreindblanding, at skabe en god, gnidningsfri samfundsorden. Og de forspilder muligheden på det skammeligste og skaber snarere en dystopi og en dystopisk verden. Læren er vel, at det kræver modenhed, at opstille demokratiske spilleregler og leve efter dem. Der kræves kultur, dannelse, demokratisk kultur, samtalekultur, at kunne lytte og være lydhør og responsiv. At være ydmyg overfor magten. At decentralisere magten og lade den komme flest muligt til gode og så vidt muligt efterlade et spille- og manøvrerum, for den enkelte. Det vil sige personlig frihed og en sfære uden indblanding. Og også, om at man skal omgås andre på en anstændig måde og ikke være nogen til last, unødigt, men hævde vigtigheden af personligt ansvar. For uden ansvar ingen frihed. Man må ikke via sine handlinger skade andre og ikke opnå fordele, hvis det er til andres ugunst. Man må gå efter en form for Pareto optimalitet og nå et optimum, hvor de der måtte få det bedre, ikke får det på en vis, så andre får det dårligere.
The Animal Farm
Når man siger "Fluernes Herre" må man også sige "The Animal Farm" fra 1945, eller som den hedder i dansk oversættelse; "Kammerat Napoleon", af George Orwell. Man skal nemlig være opmærksom på, at det Utopia nogle efterstræber i et pluralistisk samfund præget af diversitet, ikke er alles Utopia, eller det Utopia som naboen drømmer om. For mange er Utopia en magt-tom verden, en herredømmefri verden, en slags symmetrisk verden. En verden med fuldstændig lighed. Hvor alle yder efter evne og nyder efter behov. Hvor den meget omtalte GINI koefficient er noget nær 0. Hvor alle er lige, men nogle nok alligevel lidt mere lige end andre. Ikke kun på Orwells Grevegården, men overalt.
Too much Rope
Utopia er en frihedens verden. Men hvordan er det nu vi har det med frihed? Det giver mulighed for at vælge. Det er indiskutabelt et selvstændigt gode at kunne dette. Valgfrihed på alle fronter er et gode, men for mange også noget uoverskueligt. "Give any species to much rope, and they will fuck it up", synger Roger Waters på "Too much Rope", som findes på det seneste og nok desværre også sidste konceptalbum denne fragmentariske forhastede og overfladiske og hedonistiske verden kommer til at opleve, nemlig "Amused to Death" fra 1992. Sentensen er dog ligesåvel en reference til det, at have for meget luksus eller magt, kun afstedkommer en ambition om mere luksus og magt. Ingen af delene synes foreneligt med et Utopia. Med mindre alle har adgang til luksus og magt.
Utopia må være det modsatte af alles kamp mod alle og en modsætning til naturtilstanden.
Vi må starte et sted og det med social integration og sammenhængskraft
Min beskedne udgave af utopia-samfundet vil være et samfund, hvor den sociale sammenhængskraft er stor. Jeg vil derfor benytte lejligheden til at advokere for et råd for samme.
Vi befinder os i et samfund i hastig forandring med en overhængende risiko for at miste samhørigheden, sammenhængskraften og den sociale integration. Vi er nødt til at formulere og leve efter klare grundlæggende etiske og altruistiske værdier. Uden fælles etiske, altruistiske værdier smuldrer samfundet. Samfundets og tidens individualitet må ikke slå over i ren egoisme og naturtilstand af alles kamp mod alle.
Vi har brug for, at der fra vise mænd formuleres nogle leveregler, handlemåder og kodeks for, hvordan vi omgås hinanden og tager vare på samfundet. Vi har et samfund, hvor groft sagt tre fjerdedele har fuld fart på, og den sidste fjerdedel er sat af velstandsudviklingen. Der tegner sig et samfund, hvor den beskæftigede del af befolkningen ikke har tid til andet end arbejde og karriere og må fravælge mere altruistiske opgaver og deltagelse i eksempelvis politiske og samfundsmæssige anliggender. Vi har brug for anvisninger på hvilke etiske spilleregler man skal følge, for at blive den gode og etiske og altruistiske samfundsborger. Det skal forpligte at være borger.
De etiske normer har deres ophav i kristendommens grundværdier såsom nåde, barmhjertighed, medfølelse og næstekærlighed. Idealet bør være at leve op til disse etiske idealer. Det er ikke acceptabelt, at individet fralægger sig sit etiske ansvar for næsten ved at gøre det til et samfundsanliggende. Dermed fralægger individet sig den etiske selvransagelse, som konfrontationen med et etisk problem forårsager. Det anbefales regeringen at opstille en etisk kodeks indeholdende en række etiske normer til efterlevelse. Det skal være henvendt til den gode og altruistiske samfundsborger med henblik på at sikre social integration og sammenhængskraft i samfundet. Det handler simpelthen om samfundets stabilitet, ro, orden og overlevelse.
Utopia må formuleres
Utopia må formuleres. Men for at nå dertil må vi væbne os med tålmodighed og forstå at Utopia ikke nås ved, på forhastet vis, at tilsidesætte demokratiet. For diktatur og despoti og klientelisme og nepotisme er den sikre vej til et vågent mareridt og ikke et idealsamfund. Og samfundet er så komplekst, at Utopia vil være nærmest umuligt at nå. Jeg må erkende at jeg tror mest på den gradvise ændring af samfundet. Små skridt og inkrementalisme. Revisionisme og ikke revolution. For demokratiet må også kunne følge med. Ellers ender det som et ufolkeligt projekt.
