Det er ikke muligt at se nogen forskel på Venstre og konservative og på de Radikale, SF og Socialdemokraterne, hvad angår deres holdning til EU. De er alle lige føderalistiske, og de arbejder alle aktivt på, at vi skal have mere union.
Alle disse partier støtter aktivt, at EU bevæger sig i retning af EN STADIG SNÆVRERE UNION:
- De har alle stemt for finanspagten
- de vil formentlig alle stemme for dansk deltagelse i bankunionen
- de går alle ind for en ophævelse af de tre sidste forbehold: Retsforbeholdet, forsvarsforbeholdet og euroforbeholdet (K har en ”vent og se holdning” til euroen)
...og samlet set betyder det mere EU, en stærkere union, mere overstatslig lovgivning, hvor Danmark kan blive stemt ned, og mindre national selvstændighed og mindre dansk selvbestemmelse. Altså MERE UNION.
Det er simpelthen umuligt at se nogen forskel på V, K, SF, R og S i deres holdning til EU.
Stemmer de så meget forskelligt i europaparlamentet? Konservative har selv pralet med, at den kristendemokratiske gruppe, EPP, som de tilhører, stemmer som den store socialistiske gruppe i over 90% af sagerne, så i den henseende er det næsten ét fedt, om man stemmer på Bendt Bendtsen eller Jeppe Kofod.
Venstre og Radikale er i samme gruppe, ALDE, nok den gruppe med størst partidisciplin i parlamentet, så de mest ekstreme EU-jublende Radikale og Venstre stemmer ens i praktisk talt alle sager. Altså igen stort set lige gyldigt, om man stemmer på Ulla Tørnæs eller på Morten Helveg Petersen.
Det er jo heller ikke sådan, at V og K stemmer mere imod EU-idioti, end de røde partier gør. Både V og K har stemt for forslaget, der vil begrænse støvsugeres sugeevne, Jens Rohde (V) har jublet over EU’s indgreb i telepriser, både V og K har stemt for optagelse af Rumænien og Bulgarien i Schengen-samarbejdet, selv om de nu fører kampagne på at undgå østkriminelle i at komme ind i Danmark.
V og K havde også som regeringsansvaret for at stemme den forordning gennem Folketinget, der i 2004 eksplicit betød, at andre EU-borgere fik et retskrav på danske sociale ydelser, herunder børnefamilieydelse, SU m.m.
Ligeledes var det V og K, der i regering fik fiflet Lissabontraktaten igennem i Folketinget i 2009 uden en folkeafstemning, hvilket indebar, at hele det retslige område blev flyttet fra mellemstatsligt samarbejde til overstatsligt. Og som nu kommer i konflikt med vores retsforbehold, fordi Danmark ikke længere kan deltage i Europol på lige fod. Med Lissabontraktaten fik vi mere union, og det bruges nu af Venstre til at argumentere for, at vi skal ophæve det retslige forbehold for dermed at få endnu mere union.
Er det virkelig, hvad borgerlige vælgere ønsker? Mere union og mere overstatslig lovgivning vedtaget med flertalsbeslutninger? Og tilsvarende mindre national suverænitet og selvbestemmelse?
I virkeligheden er disse holdninger til EU ikke en europaparlamentsvalgs spørgsmål, for det er i Folketinget, at partierne skal stemme om deres holdning til EU. Og det er Kommissionen og ministerrådet (og dermed igen Folketinget), der har ansvar for traktaterne og de institutionelle rammer om EU.
