Sidste måned hørte jeg i Debatten på DR2, Signe Wenneberg og Pelle Dragsted (EL) fortælle, hvordan Danmark ikke længere har brug for vækst. Hvordan vi skal fokusere på at genbruge og dele med hinanden i stedet for at forbruge.
Kort efter, mandag den 12.05.2014, lancerede Uffe Elbæk partiprogrammet for hans nye parti, Alternativet, hvori han mere eller mindre gentog samme statement: åndelig vækst, spirituel vækst. Vi behøver ikke producere. Vækst er nærmest en dårlig ting, må man forstå.
Nu har jeg netop læst forfatter Peter Høegs seneste bog Effekten af Susan, hvor samme pointe kom til udtryk adskillige gange i løbet af bogen!
Og de er ikke de eneste. Flere af samfundets luksusideologer er over det seneste stykke tid begyndt at tale om den åndelige vækst, som de kalder det. I sig selv er begejstringen for det åndelige ikke noget problem, men det bliver det, når det pludselig sker på bekostning af den økonomiske. Det er mit indtryk, at det i visse kredse er blevet populært at kritisere og nærmest afsky den økonomiske vækst.
Men kritikken er tåbelig. Med de udfordringer som verden står over for, er der nu mere end nogensinde behov for økonomisk fremgang.
Præcis som Signe Wennebergs frugtplanter skal have næring til at vokse og gro, så de kan blive større og smukkere år efter år og derved brødføde flere, bør en økonomi også få lov til at vokse og udvikle sig frit og sprede velstand til dens borgere. Det er dette punkt, som den kreative klasse har det med at glemme.
Hvad er vækst, hvorfor er det godt?
Økonomisk vækst måles typisk som årlig stigning i landets BNP. Det betyder, at vækst skyldes øget produktion af varer og tjenester. Jo mere vi som land producerer, jo mere vækst får vi.
Og alt hvad vi producerer har en værdi. Såfremt der er den rette efterspørgsel, bliver man rigere af at producere. Og den rigdom man får af sin produktion, vil sprede sig ud til resten af samfundet i form af øget efterspørgsel, øget forbrug og flere jobs. Det betyder, at når du bliver rigere, bliver samfundet som helhed mere velhavende – og vi kan alle producere endnu mere. Vækst har altså en selvforstærkende effekt. Hvilket må være ønskværdigt for alle parter, da ingen jo stræber efter, at vores samfund skal blive fattigere.
Pointen er, at alle (groft sagt) bliver bedre stillet ved en større produktion af både firhjulstrækkere og strandvejsvillaer. Også selvom det lyder provokerende. Hver gang en økofanatiker køber et stenalderbrød, gavner det os andre. Vækst trækker folk ud af fattigdom, og øget forbrug er dermed godt.
Når visse luksushippier synes anderledes, tror jeg ikke, det er fordi, de er hverken dumme eller overfladiske. Jeg tror simpelthen bare, at de må have glemt den basale økonomi, de lærte i gymnasiet. Og så kan de lide genbrug.
Genbrug, deleøkonomi og globale udfordringer
Men genbrug og deleøkonomi betyder ikke nødvendigvis lavere vækst. Det gør det så langtfra. For når du beslutter dig for at dele din boremaskine med naboen eller genbruge dine børns sko, sparer du ganske vist nogle penge. Fornuftigt. Men af de penge kommer der som regel kun en lille procentdel i banken, eftersom danske husholdninger i gennemsnit sparer meget lidt op. [1] Resten forbruges på noget andet.
Naturligvis betyder det, at boremaskinefabrikken bliver nødt til at lukke, hvis der pludselig opstår et drastisk fald i salget af maskiner. Men samtidig vil dit nye forbrug jo skabe jobs et andet sted, og samfundet som et hele vil altså ikke miste arbejdspladser.
Samlet set betyder det, at mere genbrug og mindre fråseri IKKE af sig selv vil føre til mindre vækst. Og økonomisk vækst er et krav, hvis vi – både globalt og nationalt – skal komme ud af krisen og eliminere fattigdom.
Alligevel står alle debattørerne med de rigtige holdninger konstant i kø for at trække kortet med deleøkonomi, mere økologi og bedre miljø. De mener også, at olien er ved at slippe op, og at vi må omstille til en anden form for energi. Til det kan jeg kun sige, at hvis det er rigtigt, så har vi da bare brug for endnu mere vækst. Hvis man nu vil have råd til både vindmøller, solceller og alt det andet legetøj, der skal hjælpe verden med de problemer den står over for.
Den globale opvarmning kan snart ikke længere benægtes, vi bliver fortsat flere mennesker på Jorden, der skal deles om den samme mængde vand, og mere end 842 mio. mennesker på verdensplan lever dagligt i sult og nød, dokumenterede FN for nylig.[2] Her er der altså nogle udfordringer, som skal ordnes vha. smarte løsninger og ny teknologi, som vi kun kan udvikle, hvis vi fortsat har økonomisk vækst.
Men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, at der i manges øjne vil være eksempler på både god vækst og dårlig vækst. For selvom vækst og produktion grundlæggende gør et samfund rigere på kort sigt, kan det selvfølgelig være relevant at skelne mellem arten, kvaliteten og bæredygtigheden af det der produceres.
Eksempelvis er vækst i f.eks. bureaukrati og papirarbejde (for papirarbejdets egen skyld!) ikke altid lige ønskværdigt.
00’ernes forbrugskultur
Men pointen er imidlertid stadig, at når Signe Wenneberg og andre ihærdigt fordømmer 00’ernes forbrugskultur og egoisme, bør vi huske på, at det altså var i dette årti, at klodens befolkning materielt set måske har oplevet størst fremgang nogensinde. Vi kan blot se, hvordan flere af FN’s 2015-mål blev nået i samme årti.
Antallet af børn med adgang til en grundskoleuddannelse steg til hele 90% globalt i slutningen af årtiet, og endnu vigtigere er det måske, at mere end 700 mio. mennesker på verdensplan ikke længere behøver leve for under 1,25 dollars om dagen i høj grad som følge af klodens økonomiske vækst og 00’ernes forbrugskultur. [3]
De største fremskridt har man oplevet i Kina og Indien, hvor størstedelen af de 700 mio. stammer fra. Det er en interessant sammenhæng mellem de udviklingslande, hvor væksten har været størst i samme periode.
Og for at sætte det hele i perspektiv, kan man jo spørge sig selv, hvordan verden ville have set ud uden økonomisk vækst overhovedet. Hvis væksten var stoppet i f.eks. 1988. Så ville vi i dag leve uden smartphones, internet, og dyrebare vindmøller. De fleste af os ville nok overleve uden første og sidstnævnte, men jeg tvivler på, at den moderne dansker kan forestille sig en hverdag uden internettet. Jeg kan i hvert fald ikke.
Tænk bare, hvis luksusideologerne ikke havde en masse frie medier, som de kunne bruge til at kommunikere alle deres nye buzz-words igennem. Det ville være skrækkeligt. Og allervigtigst, så ville der stadig være 700 mio. mennesker, der skulle leve for under 1,25 dollars om dagen. Det tror jeg bestemt ikke, der er nogen, der ønsker.
Jeg nægter i hvert fald vokse op og arbejde i et samfund, hvor de politiskkorrektes åndelige- og spirituelle vækst er mere vigtig end den økonomiske. Hvor økonomisk vækst nærmest bliver set ned på. Jeg er 19 år og en del af den nye generation, og jeg forstår godt, at vi bliver nødt til at arbejde videre med de fremskridt, som vores forældre har gjort før os. I stedet for at benægte dem.
[1] Arbo-Bähr, Christensen, Knap, Samfundsstatistik 2012, 2012
[3] Hvor langt er vi? http://www.2015.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=2&Itemid=3
