Hvis man bare kigger de seneste ugers nyheder igennem, så vil man hurtigt finde ud af, at vælgerne i grunden er klogere end politikerne.
3 ud af 4 danskere vender sig mod ekspropriation til private formål.
26 ud af 30 politikere i Roskilde byråd har ikke det mindste imod at ekspropriere til private formål.
4 ud af 5 danskere er imod kvindekvoter i bestyrelser.
Den forsamlede venstrefløj er for kvoter. Og de radikale vakler - i hvert fald, når man hører Manu Sareen udtale sig. Og det kan i øvrigt være ligegyldigt alt sammen, for snart kommer EU og tvinger kvindekvoter igennem. Viviane Reding har alt for meget medvind til at lade sig stoppe af småting som "folkelig modstand".
3 ud af 5 danskere synes, at staten blander sig for meget.
Det stopper selvfølgelig ikke politikerne, der bliver ved med at spy forbud, regler og forordninger ud af såvel Bruxelles og Slotsholmen.
Og sådan kan man blive ved. Der er solid modstand mod såvel Euro og Europagt blandt danskerne - men helt modsat blandt politikerne.
Men det gode spørgsmål er så: er politikerne i virkeligheden de klogeste? For vi er jo dumme nok til at stemme på dem.