Hvorfor har mange hidset sig så stærkt op over først ’Fattig-Carina’, siden ’Dovne Robert’? Fordi deres historier for en hurtig betragtning så besnærende enkelt illustrerer et misforhold mellem rettigheder (Det må da være en menneskeret …..) og pligter. Samt såvel Carinas som Roberts forbløffende tiltro til, at andre mennesker / systemet vil træde til og sikre, at de ikke går til ’på gaden’. Således som tusindvis af mennesker ellers gør dagligt på denne klode.
Et samfund med stadig flere på overførselsindkomster, bl.a. SU til et (stigende?) antal unge, der i årevis bliver tilladt at shoppe rundt mellem forskellige gratis uddannelser - det er vist da et samfund, som kunne indrettes bedre. Langt værre: Retten til at sætte børn i verden uden at have de fornødne midler til at forsørge dem er uantastet. Det til trods for, at den teknologiske udvikling i dag kan levere løsning på fødsler af børn, som dokumenteret vil komme til at ligge de offentlige kasser til last: Der kan indopereres en chip, så kvinderne ikke kan blive gravide. SELVFØLGELIG med mulighed for på et senere tidspunkt at fjerne chippen og genoprette fertiliteten. (jf. min artikel At få børn er ikke en menneskeret d. 7.10.07).
Lad mig nuancere rettighedstænkningen ved at slå til lyd for, at hvis mennesker har specifikke behov, fx for ikke at ville arbejde, så skal de have lov til det. Hvis de vel at mærke selv finansierer deres ønske om arbejdsfrihed. Det samme gælder, hvis man fx fastholder at ville føde et mongolbarn sporet ved fosterdiagnose. Gerne, bare mor og far selv betaler. Helt generelt: Fint med særbehandling, så længe krav-stilleren selv påtager sig såvel det økonomiske som praktiske ansvar. Bestem selv, VÆR dig selv – og betal for det.
Til særønsker hører også muslimske krav, som blev sat i relief af programmerne Gør Danmark dansk på DR1 d. 3. og 5. september. DR præsenterede udsendelserne således: ”Seks mennesker med forskellige kulturer og religioner flytter ind under samme tag for at dele hverdag og fordomme. De skal sammen finde ud af, hvad det vil sige at være dansk anno 2012. Tre danske muslimer og tre danskere med stærke fordomme om hinanden skal dele hverdag. Men kan man bo sammen, når traditioner clasher?”
På baggrund af mange års ihærdige forsøg på at forstå, hvorfor integrationen slår fejl, er jeg – senest støttet af DR-programmerne – nået frem til følgende konklusion: De indvandrere, der ikke er indstillet på at tilpasse sig dansk kultur, skal have lov til det. (Med én undtagelse: Moskéer skal opføres uden minareter). Dog med den vigtige krølle bundet i halen: Indvandrerne skal selv betale for særbehandling.
Eksempler: • bederum • særskilt adgang for piger / kvinder til svømmehaller • halal-kød i vuggestuer, børnehaver, skolekantiner, på hospitaler og plejehjem • modersmålsundervisning • tolke • kvindelige læger, jordemødre, sygeplejersker og SoSu-hjælpere til patienter og gamle • kønsopdelte plejehjem • integrationsprojekter • støttepædagoger • krav om lange ærmer på hospitaler
Et enkelt uddybet eksempel: Hvis muslimske forældre stiller krav om halalmad i børnehaven, skal de betale ekstra for denne ydelse. Specielle ønsker gør planlægningen af indkøb og madlavning vanskeligere for personalet, og alternativet for rettroende muslimer kunne være at oprette en privat børnehave. Hvis disse kommer til at fungere som forløbere for koran-skoler frem for forberedelse til at indgå i det danske samfund, skal de selvfølgelig ikke have nogen som helst form for offentlig støtte. Vil man leve, som man gjorde i Pakistan eller Tyrkiet – igen helt fint med mig. Bare ikke for mine penge. Hvorfor er kravet om egenbetaling for muslimske særkrav ikke blevet stillet før nu?
Tja, for mit eget vedkommende har det taget en del års (læsning og) indhøstede erfaringer at få vendt skråen. For mig var det oprindeligt fuldstændigt og naivt oplagt, at det er indvandrerne, der tilpasser sig den oprindelige befolkning og ikke omvendt. Jeg havde ganske fortrængt min historiske viden om romerrigets undergang, indianerne i Nordamerika og Hernán Cortés erobring af aztekerriget. Og jeg var forblændet af Francis Fukuyamas forestilling om det liberale demokratis universelle sejr. Desuden var jeg skrækslagen for at blive udråbt til racist, en betegnelse hverken jeg eller et massivt flertal af danskerne fortjener. Jeg har bare fået nok af også at skulle finansiere ikke-integrationsvillige indvandrere, der oven i hatten svækker samfundet ved ikke at opdrage deres børn i og til normsæt i overensstemmelse med dansk kultur. Indvandringen har været ufattelig dyr for Danmark, således som Morten Uhrskov Jensen har dokumenteret i Indvandringens pris. På vej mod et fattigere Danmark (2012).
Uden indvandring helt generelt ville der således være råd til fx at istandsætte nedslidte skoler, reparere skinnenettet og forbedre personalenormeringen i vuggestuer, børnehaver og skoler. Samt give gamle fru Nielsen rengøring 2 timer om ugen og ikke sende barselskvinder hjem, nærmest før arvingen er kommet ud.
Jeg er ikke i min fremskredne alder blevet libertarianer alias skatteopkrævning-er-tyveri. Jeg betaler (det meste af) min skat med glæde. Hjemmehørende i den bedrestillede middelklasse er jeg også helt på det rene med, hvordan middelklassen ligger og omfordeler skattekroner til hinanden. Men jeg har meget længe gerne villet rette op på ubalancen mellem rettigheder og (økonomiske) pligter.
Ganske uanset etnisk oprindelse.
(trykt som kronik i Jyllands-Posten d. 30.9.12)
