Det offentlige skal spare, og det er faktisk ikke nogen nyhed. Offentlige besparelser har været en fast del af den politiske debat de sidste 40 år. Hvert år når der skal laves kommunale budgetter og laves finanslov hører man de samme protester, og alligevel gentager det sig året efter. Der er altså en eller anden form for kronisk spare sygdom her, der ikke er blevet erkendt. Velfærdssamfundet ved at spare sig selv ihjel og ned i 4. division.
Det er ikke muligt at opkræve nok penge i skat til at finansiere alle velfærdsønskerne. Det baserer jeg på et par konstateringer.
Først et simpelt ræsonnement. Hvis skattetrykket sættes op til 100%, så er der ingen som frivilligt vil arbejde, og dermed vil der ingen penge komme i statskassen. Så når skattetrykket nærmer sig 100% så nærmer skatteindtægterne sig nul. Dermed bør det stå klart for enhver, at der er et loft for hvor højt skattetrykket kan sættes, før end skatteindtægterne begynder at gå den forkerte vej, og dermed er er der også en øvre grænse for hvor mange penge som staten kan få ind i skat. At dette loft eksisterer står ikke til diskussion, det som man kan diskutere er hvor loftet ligger.
Dernæst empirien. Senest offentliggjorde forskere fra Den Europæiske Centralbank det bemærkelsesværdige resultat, at hvis den høje skat i Danmark blev sænket med 100 Kr. så ville der kommer 137 Kr. retur. Det vil altså være 37 Kr. mere til velfærd hvis skatten blev sænket 100 Kr. Og omvendt må der jo så være 37 Kr. mindre at gøre godt med hvis skatten bliver sat op som S-SF foreslår. En anden undersøgelse som har et par år på bagen, har på baggrund af data fra 100 lande fundet at toppunktet hvor staten får mest i kassen ligger ved et gennemsnitligt skattetryk på 43% - og hvis man ønskede maksimal vækst så skulle skattetrykket ned på 19%. Samme undersøgelse viste også at hvis man fjernede en høj topskat, så ville de rigeste begynde at bidrage mere til fællesskabet.
Hvad der vil ske hvis man hæver eller sænker skatten med 100 Kr. er og bliver spekulationer. Vi ved blot at der er et toppunkt, og at hvis vi ikke er stødt ind i det, så vil vi gøre det hvis vi bliver ved med at sætte skatten op. Det vil sige at rammerne for statens finanser er låste, der er grænser for hvad vi kan finansiere. Dette betyder at velfærden ikke kan udvikle sig, enhver udvikling kræver penge og der kan ikke komme flere penge ind i skat. Naturligvis kan man altid optimere og rationalisere som man f.eks. gør med de nye gigant sygehuse og kommuner, men det ændrer ikke ved at finansieringen er låst. Man kan aldrig lave en sund udvikling ved at rationalisere, der skal indtægter til.
Samfundsøkonomien bliver med skatten som primær finansiering, det man kalder for et nulsumsspil. Et nulsumsspil betyder at hvis nogen skal have mere, så er der andre der skal have mindre => besparelser. Det er her problemet opstår, fordi velfærdsønskerne udvider sig. Hver dag finder man nye ting som er værdigt trængende og som bør på finansloven. Og det er væsentlige ønsker som hver især kan dokumenteres at være en god forretning for samfundet, derom ønsker jeg ikke at så nogen tvivl.
Så hvis der er 10 gode ting der skal gøres, men der er kun penge til de 6, hvad gør man så? Sætte skatten op, nej det har vi jo lige skudt en pæl igennem. Så kan man jo låne, men lån skal jo betales tilbage og koster i renter, og her skræmmer sporene fra 70'erne hvor statens gældsætning bragte Danmark på kanten af afgrunden og realkredit renterne op over 20%, så det er nok ikke nogen god ide. Så er der seddelpressen, vi trykker bare flere penge, det er bare det der kaldes inflation og også her er der nogle heftige spøgelser fra fortiden der skræmmer.
Der er altså kun råd til 6 ud af 10 ting. Den løsning som velfærdsdammark har valgt er at fordele pengene på alle 10 ting, hvilket betyder en skrabet udgave af alle 10 ting. Dette betyder dårligere service og dårligere kvalitet. Egentligt er det en katastrofal måde at løse problemet på, fordi det betyder at borgerne ikke har noget reelt valg, de får proppet en dårlig service ned i halsen.
Droppede man i stedet de 4 ting og gennemførte de 6 andre, så har vi en interessant situation, hvor private kan overtage de 4 opgaver som statskassen har givet op overfor. Men hvor skal pengene komme fra, jo de må jo komme fra skatteyderne der gerne vil have ydelserne. Men er det så ikke bare en alternativ måde at opkræve skatten på? Både ja og nej. Helt klart Nej fordi pengene opkræves ikke i skat, og dermed eksisterer det loft som statskassen har for sine indtægter ikke.
Privatiseringen er alligevel en slags skattestigning, for hvis 4 ud af 10 velfærdsydelser pludseligt forsvandt – uden at skatten blev sat ned, så ville der først rigtigt begynde at komme protester. Jeg kender mange som siger at de betaler deres skat med glæde – for de får jo så meget tilbage. Men det gør de jo pludseligt ikke længere. Derved er vi fremme ved det det næste problem, hvilke serviceydelser skal velfærdsstaten opgive, skal det være middelklassen eller de svageste det skal gå ud over, de allerrigeste modtager alligevel så lidt at det ikke batter noget.
De svageste taber det er den uhyggelige melding man kan give på forhånd, det kan ikke være anderledes. For at middelklassen skal kunne acceptere et tårnhøjt skattetryk på 50% skal den have noget igen, hvis den ikke får det så vil den simpelthen vende ryggen til systemet i form af mindre lyst til at arbejde, mere sort arbejde, åbenlyse protester, stemme på Fremskridtsparti lignende partier eller sågar emigrere. Altså der skal stadigt smides nogle enorme lunser ud til middelklassen, og dem der må stå for skud er logisk nok de svageste. Besparelserne rammer allerede de svageste hårdest idag, hvis man kigger efter. For politikerne tør ikke spare på middelklassen med de spidse albuer. Det er stadigt de svageste vi hører om når systemet skal forsvares, de bruges så at sige som undskyldning for at bevare de offentlige velfærdsydelser, men realiteterne er at man altid er nødt til at tilgodese middelklassen først.
Sverigesdemokraterne lavede en meget illustrativ valgvideo op til de svenske valg. Det som alle husker videoen for var fremmedfjendskhed, men videoen viste ubevidst velfærdssystemet i en nøddeskal. Videoen viste en svag gammel dame som med møje og besvær gik hen imod de forjættede velfærdsydelser, men bliver rendt over ende af en flok burkaklædte indvandrere. Erstat nu indvandrerne med efterlønnere, su-modtagere, småbørnsforældre o.s.v. Så har vi et mere reelt billede. Er det ikke den ene, så er det den anden der render den gamle dame over ende. Hendes rolle er kun at skabe ynk så der kan blive bevilliget flere penge til den store velfærdspulje, hun vil aldrig selv få mere for der er en enorm middelklasse der skal have først.
Det er mildt sagt et valg mellem pest eller kolera. Skal vi lade de svageste i stikken, eller skal vi spare alt ihjel. Jeg kan ikke se at der er andre alternativer. Selv Liberal Alliance der har vind i sejlene og kræver velfærdsreformer vil ikke kunne levere varen, for de skal stille velfærdsdanskeren i middelklassen tilfreds. Jeg spår at Liberal Alliance går kold, når de kommer til at stå med ansvaret for enorme besparelser der forringer kvaliteten af velfærden.
Kæmpereformer skal der til, efterlønnen er blot en dråbe i havet. Velfærdsstaten skal ikke nøjes med at opgive 4 ud af 10 opgaver, nej 8 ud af 10 skal opgives, så der kun er 2 tilbage. Dermed bliver der plads til de skattelettelser der er nødvendige for at middelklassen selv kan finansiere sine behov. Og hvis de 2 opgaver der er tilbage så svarer til at skatten skal ned på 20%, så har vi pludseligt en maksimal vækst position ud fra ovennævnte undersøgelse.
En velfærdsmasakre vil nogen kalde det, men jeg vil kalde det for den eneste mulige redning af velfærden - for vi kan ikke skaffe den nødvendige finansiering via skatten. Privat finansiering derimod er principielt ubegrænset, folk kan bare arbejde mere, hvis der ikke er råd til det de gerne vil have. Vi skal ikke spare os til døde, vi skal privatisere os ud af krisen.
Nødvendigheden af dette går nok ud over hvad de fleste danskere kan fatte. Det jeg jo reelt skriver er at skatten skal ned på 20%, hvilket ud fra den politik som de borgerlige partier inkl. Liberal Alliance fører, kun kan tolkes som endnu flere besparels
Velfærden sparer sig ihjel
Det offentlige skal spare, og det er faktisk ikke nogen nyhed. Offentlige besparelser har været en fast del af den politiske debat de sidste 40 år. Hvert år når der skal laves kommunale budgetter og laves finanslov hører man de samme protester, og alligevel gentager det sig året efter. Der er altså en eller anden form for kronisk spare sygdom her, der ikke er blevet erkendt. Velfærdssamfundet ved at spare sig selv ihjel og ned i 4. division.
Det er ikke muligt at opkræve nok penge i skat til at finansiere alle velfærdsønskerne. Det baserer jeg på et par konstateringer.
Først et simpelt ræsonnement. Hvis skattetrykket sættes op til 100%, så er der ingen som frivilligt vil arbejde, og dermed vil der ingen penge komme i statskassen. Så når skattetrykket nærmer sig 100% så nærmer skatteindtægterne sig nul. Dermed bør det stå klart for enhver, at der er et loft for hvor højt skattetrykket kan sættes, før end skatteindtægterne begynder at gå den forkerte vej, og dermed er er der også en øvre grænse for hvor mange penge som staten kan få ind i skat. At dette loft eksisterer står ikke til diskussion, det som man kan diskutere er hvor loftet ligger.
Dernæst empirien. Senest offentliggjorde forskere fra Den Europæiske Centralbank det bemærkelsesværdige resultat, at hvis den høje skat i Danmark blev sænket med 100 Kr. så ville der kommer 137 Kr. retur. Det vil altså være 37 Kr. mere til velfærd hvis skatten blev sænket 100 Kr. Og omvendt må der jo så være 37 Kr. mindre at gøre godt med hvis skatten bliver sat op som S-SF foreslår. En anden undersøgelse som har et par år på bagen, har på baggrund af data fra 100 lande fundet at toppunktet hvor staten får mest i kassen ligger ved et gennemsnitligt skattetryk på 43% - og hvis man ønskede maksimal vækst så skulle skattetrykket ned på 19%. Samme undersøgelse viste også at hvis man fjernede en høj topskat, så ville de rigeste begynde at bidrage mere til fællesskabet.
Hvad der vil ske hvis man hæver eller sænker skatten med 100 Kr. er og bliver spekulationer. Vi ved blot at der er et toppunkt, og at hvis vi ikke er stødt ind i det, så vil vi gøre det hvis vi bliver ved med at sætte skatten op. Det vil sige at rammerne for statens finanser er låste, der er grænser for hvad vi kan finansiere. Dette betyder at velfærden ikke kan udvikle sig, enhver udvikling kræver penge og der kan ikke komme flere penge ind i skat. Naturligvis kan man altid optimere og rationalisere som man f.eks. gør med de nye gigant sygehuse og kommuner, men det ændrer ikke ved at finansieringen er låst. Man kan aldrig lave en sund udvikling ved at rationalisere, der skal indtægter til.
Samfundsøkonomien bliver med skatten som primær finansiering, det man kalder for et nulsumsspil. Et nulsumsspil betyder at hvis nogen skal have mere, så er der andre der skal have mindre => besparelser. Det er her problemet opstår, fordi velfærdsønskerne udvider sig. Hver dag finder man nye ting som er værdigt trængende og som bør på finansloven. Og det er væsentlige ønsker som hver især kan dokumenteres at være en god forretning for samfundet, derom ønsker jeg ikke at så nogen tvivl.
Så hvis der er 10 gode ting der skal gøres, men der er kun penge til de 6, hvad gør man så? Sætte skatten op, nej det har vi jo lige skudt en pæl igennem. Så kan man jo låne, men lån skal jo betales tilbage og koster i renter, og her skræmmer sporene fra 70'erne hvor statens gældsætning bragte Danmark på kanten af afgrunden og realkredit renterne op over 20%, så det er nok ikke nogen god ide. Så er der seddelpressen, vi trykker bare flere penge, det er bare det der kaldes inflation og også her er der nogle heftige spøgelser fra fortiden der skræmmer.
Der er altså kun råd til 6 ud af 10 ting. Den løsning som velfærdsdammark har valgt er at fordele pengene på alle 10 ting, hvilket betyder en skrabet udgave af alle 10 ting. Dette betyder dårligere service og dårligere kvalitet. Egentligt er det en katastrofal måde at løse problemet på, fordi det betyder at borgerne ikke har noget reelt valg, de får proppet en dårlig service ned i halsen.
Droppede man i stedet de 4 ting og gennemførte de 6 andre, så har vi en interessant situation, hvor private kan overtage de 4 opgaver som statskassen har givet op overfor. Men hvor skal pengene komme fra, jo de må jo komme fra skatteyderne der gerne vil have ydelserne. Men er det så ikke bare en alternativ måde at opkræve skatten på? Både ja og nej. Helt klart Nej fordi pengene opkræves ikke i skat, og dermed eksisterer det loft som statskassen har for sine indtægter ikke.
Privatiseringen er alligevel en slags skattestigning, for hvis 4 ud af 10 velfærdsydelser pludseligt forsvandt – uden at skatten blev sat ned, så ville der først rigtigt begynde at komme protester. Jeg kender mange som siger at de betaler deres skat med glæde – for de får jo så meget tilbage. Men det gør de jo pludseligt ikke længere. Derved er vi fremme ved det det næste problem, hvilke serviceydelser skal velfærdsstaten opgive, skal det være middelklassen eller de svageste det skal gå ud over, de allerrigeste modtager alligevel så lidt at det ikke batter noget.
De svageste taber det er den uhyggelige melding man kan give på forhånd, det kan ikke være anderledes. For at middelklassen skal kunne acceptere et tårnhøjt skattetryk på 50% skal den have noget igen, hvis den ikke får det så vil den simpelthen vende ryggen til systemet i form af mindre lyst til at arbejde, mere sort arbejde, åbenlyse protester, stemme på Fremskridtsparti lignende partier eller sågar emigrere. Altså der skal stadigt smides nogle enorme lunser ud til middelklassen, og dem der må stå for skud er logisk nok de svageste. Besparelserne rammer allerede de svageste hårdest idag, hvis man kigger efter. For politikerne tør ikke spare på middelklassen med de spidse albuer. Det er stadigt de svageste vi hører om når systemet skal forsvares, de bruges så at sige som undskyldning for at bevare de offentlige velfærdsydelser, men realiteterne er at man altid er nødt til at tilgodese middelklassen først.
Sverigesdemokraterne lavede en meget illustrativ valgvideo op til de svenske valg. Det som alle husker videoen for var fremmedfjendskhed, men videoen viste ubevidst velfærdssystemet i en nøddeskal. Videoen viste en svag gammel dame som med møje og besvær gik hen imod de forjættede velfærdsydelser, men bliver rendt over ende af en flok burkaklædte indvandrere. Erstat nu indvandrerne med efterlønnere, su-modtagere, småbørnsforældre o.s.v. Så har vi et mere reelt billede. Er det ikke den ene, så er det den anden der render den gamle dame over ende. Hendes rolle er kun at skabe ynk så der kan blive bevilliget flere penge til den store velfærdspulje, hun vil aldrig selv få mere for der er en enorm middelklasse der skal have først.
Det er mildt sagt et valg mellem pest eller kolera. Skal vi lade de svageste i stikken, eller skal vi spare alt ihjel. Jeg kan ikke se at der er andre alternativer. Selv Liberal Alliance der har vind i sejlene og kræver velfærdsreformer vil ikke kunne levere varen, for de skal stille velfærdsdanskeren i middelklassen tilfreds. Jeg spår at Liberal Alliance går kold, når de kommer til at stå med ansvaret for enorme besparelser der forringer kvaliteten af velfærden.
Kæmpereformer skal der til, efterlønnen er blot en dråbe i havet. Velfærdsstaten skal ikke nøjes med at opgive 4 ud af 10 opgaver, nej 8 ud af 10 skal opgives, så der kun er 2 tilbage. Dermed bliver der plads til de skattelettelser der er nødvendige for at middelklassen selv kan finansiere sine behov. Og hvis de 2 opgaver der er tilbage så svarer til at skatten skal ned på 20%, så har vi pludseligt en maksimal vækst position ud fra ovennævnte undersøgelse.
En velfærdsmasakre vil nogen kalde det, men jeg vil kalde det for den eneste mulige redning af velfærden - for vi kan ikke skaffe den nødvendige finansiering via skatten. Privat finansiering derimod er principielt ubegrænset, folk kan bare arbejde mere, hvis der ikke er råd til det de gerne vil have. Vi skal ikke spare os til døde, vi skal privatisere os ud af krisen.
Nødvendigheden af dette går nok ud over hvad de fleste danskere kan fatte. Det jeg jo reelt skriver er at skatten skal ned på 20%, hvilket ud fra den politik som de borgerlige partier inkl. Liberal Alliance fører, kun kan tolkes som endnu flere besparelser. Men det er jo netop ikke det der skal til, der skal ikke spares, tværtom skal der bruges flere penge. Pengene skal blot ikke komme via skat, men ved direkte brugerbetaling, for skatten kan aldrig løfte denne opgave.
Ingen blide mellemløsninger med kun 35 eller 40% skat, det vil stadigt være en for høj skat og der vil komme for lidt igen. Ved en sådan halv løsning vil for mange vende ryggen til systemet, og en borgerlig regering som måtte indføre denne blide løsning vil vælte og tilbage kommer en socialistisk regering der har suget utilfredsheden til sig og derfor er nødt til at rulle reformerne tilbage. Danmark er derfor blevet malet op i et hjørne. Det som er nødvendigt, er at forklare det endelige mål så folk forstår nødvendigheden af det og de nye principper der skal ligge til grund for en 20% stat, hvor middelklassen skal klare sig selv og det kun er de svageste der kan få. Det er der bare ingen borgerlige der tør gøre idag og derfor kan de aldrig vinde, de bliver selv socialdemokrater.
er. Men det er jo netop ikke det der skal til, der skal ikke spares, tværtom skal der bruges flere penge. Pengene skal blot ikke komme via skat, men ved direkte brugerbetaling, for skatten kan aldrig løfte denne opgave.
Ingen blide mellemløsninger med kun 35 eller 40% skat, det vil stadigt være en for høj skat og der vil komme for lidt igen. Ved en sådan halv løsning vil for mange vende ryggen til systemet, og en borgerlig regering som måtte indføre denne blide løsning vil vælte og tilbage kommer en socialistisk regering der har suget utilfredsheden til sig og derfor er nødt til at rulle reformerne tilbage. Danmark er derfor blevet malet op i et hjørne. Det som er nødvendigt, er at forklare det endelige mål så folk forstår nødvendigheden af det og de nye principper der skal ligge til grund for en 20% stat, hvor middelklassen skal klare sig selv og det kun er de svageste der kan få. Det er der bare ingen borgerlige der tør gøre idag og derfor kan de aldrig vinde, de bliver selv socialdemokrater.
