(...) Guno Hørlyck er 37 år og førtidspensionist. Han er nemlig så fed, at han ikke er i stand til at arbejde.
For seks år siden gennemgik han en fedmeoperation, og den var på sæt og vis en succes. Han gik fra 312 kg til 140 kg. (...)
Men siden har pilen på vægten bevæget sig i den anden retning. Skønt Guno i mellemtiden har været på ikke færre end fem livsstilsophold, vejer han i dag omkring 180 kg. Og nu skal han på endnu et ophold.
Både operationen og de mange livsstilsophold bliver betalt af samfundet. (...)
Her sidder man og bliver lidt sur. Lad os starte med at spørge om fedme er en "lisvlang lidelse"? Lad os derefter spørge om det er rimeligt at samfundet igen og igen skal betale hans slankekure, specielt når manden ikke fremviser den mindste interesse i rent faktisk overholde dem?
Alene for at fastholde en overvægt på 140 kg skal der ædes mindst 4500 kcal hver eneste dag, så skal der godt spises igennem, vi taler ikke om et stykke wienderbrød for meget, vi taler nærmere om en kringle hver dag og sikkert 3 for at tage 40 kg på.
(...)
Det danske velfærdssamfund bygger på en kontrakt, vi har med hinanden. Vi bidrager til samfundet, så godt vi kan, og til gengæld bliver vi taget hånd om, når vi får behov. Det gør vi alle, og samfundet skal ikke til den tid tage stilling til, om noget i vores livsførelse gør, at vi ikke har gjort os fortjent til at få hjælp.
Gunos virkelige problem er, at han ikke har forstået kontrakten. Hvis mange gør som han, går velfærdssamfundet i stykker – og så har Guno for alvor et problem.
Imens er der andre, der helt åbenlyst er syge som nægtes pension og sendes i arbejdsprøvning efter arbejdsprøvning til de psykisk knækker og endda ender med "juble" over at blive erklæret uegnet for arbejdsmarkedet. Han burde skamme sig.
