Mennesket er grundlæggende et socialt dyr, men med velfærdsstaten lærte vi at forholde os medmenneskeligt til et abstrakt fællesskab af borgere, som vi ikke kendte, og lærte, at vi sagtens kunne bryde båndet til dem, vi faktisk kendte – vores familier – for til gengæld at tage del i et anonymt fællesskab af fremmede.
I dag er vi begyndt at fravælge det påtvungne fællesskab af skatteydere, licensbetalere og offentlige sygeforsikringer, fordi vi synes, at de andre har svigtet os. Men stadigvæk hylder vi uafhængigheden af vores familier.
Homo socialdemokratus kan derfor meget vel vise sig at blive det mest ensomme menneske i verdenshistorien. Kvinden i vandgraven er kun et præludium til den virkelige tragedie, der venter lige om hjørnet.
