I dagens udgave af JP, kan man læse at de unge BZ`ere kræver handling fra ejeren af søminedepotet Mogens de Linde , ellers vil de besætte grunden igen. De unge kan altså fortsat ikke kende forskel på dit og mit. Sagen er altså igen aktuel, og derfor udgiver jeg dette læserbrev, som ikke blev trykt, da de unge besatte depotet. Samtidig en bøn til politiet, om at tage den private ejendomsret alvorligt denne gang.
I lørdags besætte 5-700 unge mennesker ”Søminen” i København, i området omkring Christiania. Grunden er privatejet. Politiet så passivt til, på trods af at aktionen var annonceret længe i forvejen. Først mandag blev de unge mennesker fjernet.
Sagen er egentlig ret simpel. Den private ejendomsret overtrædes, og derfor bør besætterne fjernes, og vil de ikke gå selv, må de fjernes med magt. Den private ejendomsret bør være ukrænkelig i et retssamfund, og kan ikke suspenderes, heller ikke for en weekend. Besætterne har ødelagt for millioner, og bør stilles til ansvar. Sværere behøves det ikke at være, og forhåbentlig er der en opsang på vej fra justitsministeren til Københavns politi. Det forventer jeg, ikke mindst når Justitsministeren er Konservativ.
Men hvad er det i grunden for en mentalitet, de unge besættere ligger for dagen? Hvordan kan de retfærdiggøre (ikke mindst overfor sig selv) at tage, hvad der retmæssigt tilhører en anden? Jeg tror vi skal grave lidt i overfladen for at finde svaret. Se på hvordan vi har indrettet vores samfund, og hvilke incitamenter der gør sig gældende, i forhold til at yde en indsats selv, kontra at kræve frugterne af andres arbejde. Vi må desværre se i øjnene at vores samfund primært tilskynder til det sidste.
Tanken bag velfærdsstaten er god nok. At hjælpe dem som ikke kan selv. Det er jeg tilhænger af. Desværre har velfærdsstaten flyttet sig meget siden. Den er blevet kæmpe stor, fordi markedet for velfærdsstaten konstant udvides af politikere, af hensyn til valg og genvalg. Det har skabt en usund økonomi og kultur. Hver dansker giver nu underskud på 900.000 kr., set over et livsforløb. De fleste vil indse at det er uholdbart i længden. For at ændre det kræves der økonomiske reformer, men det kræver også en mentalitets ændring, hos politikere og befolkning.
Besætterne er tydeligvis et produkt af vores tid. De kræver, frem for at yde, hvilket skaber det faretruende regnestykke. Dovne er de jo tydeligvis ikke, men tænk hvis de brugte deres kræfter mere hensigtsmæssigt. Tænk hvis de havde sagt: ”Her er en grund, som ikke bruges til noget. Vi kan bruge den mere hensigtsmæssigt, derfor sætter vi nu gang i en indsamling, så vi kan købe grunden, og bruge den til det vi ønsker. Kan vi ikke købe den grund, finder vi en anden. Vi vil skabe mangfoldighed på vores egen grund”
Desværre valgte de krævementaliteten. ”Vi vil have grunden, ejeren bruger den ikke rigtigt”. Her kommer incitamenterne ind igen, for deres klagesang kommer af en altomfavnende stat, der skal tage sig af alle, også dem som ikke har behov. Derfor handler det om at udstille sit behov for at få, frem for selv at yde en indsats. En kultur som er indgroet hos besætterne, og derfor kan de ikke kende forskel på dit og mit.
Som samfund bør vi reagere. På den lange bane, bør vi skabe et samfund hvor det kan betale sig at yde, frem for kun at nyde. Hvor man belønnes for at påtage sig et personligt ansvar, og friheden til at skabe det gode liv, for sig selv og sine nærmeste, samtidig med at staten hjælper de svageste. Hos Liberal Alliance ønsker vi et sådant samfund, hvilket samfund ønsker besætterne sig?
