Det er let i teorien at redegøre for, at velfærdsstater ikke kan overleve ret mange generationer, hvilket jeg da også tidligere har gjort - blandt andet her på stedet.
Hidtil har indvendingen været, at den faktiske virkelighed modsiger min pessimistiske teori. Den indvending, har jeg argumenteret for, ikke er reel, fordi velfærdsstatens hidtidige relative succes ikke bygger på de værdier, velfærdsstaten selv reproducerer, men nogen der produceredes i den form for samfundsindretning, der gik forud for velfærdsstaten.
Disse traditionelle værdier er nu ved at forsvinde helt og de "værdier", velfærdsstaten selv skaber, bliver mere og mere dominerende.
Overgangen fra flid og pligt og produktion til ret og krav og forbrug er nu for alvor begyndt at slå igennem, og det er tydeligt for enhver bare nogenlunde neutral observatør, at velfærdsstaten har store problemer.
Grækenland er det bedste eksempel lige nu, men også Portugal og Spanien har store problemer - og de samme problemer ulmer lige under overfladen i en lang række lande.
Nu lader det til, at man tror, man kan løse de enkelte velfærdsstaters problemer ved at overføre penge fra andre velfærdsstater og "stramme op" på den økonomiske politik i de berørte lande.
Det viser, at man ikke har fattet en dart af, hvad det hele drejer sig om. Man antager problemet for at være rent økonomisk - noget der kan løses ved omfordeling. Det eneste, man opnår ved at lave disse omfordelinger, er at svække de relativt stærkere velfærdsstater og sminke lidt på realiteterne i de svageste.
Normalt er en synkende skude, noget man forlader, men nu ser det tværtimod ud som om vælgere og politikere binder sig til masten og håber på det bedste. I stedet for at tage fat om problemets rod og få bygget en båd, der rent faktisk kan sejle, lapper man i blinde løs på et projekt, hvis skæbne er katastrofal.
Hidtil har indvendingen været, at den faktiske virkelighed modsiger min pessimistiske teori. Den indvending, har jeg argumenteret for, ikke er reel, fordi velfærdsstatens hidtidige relative succes ikke bygger på de værdier, velfærdsstaten selv reproducerer, men nogen der produceredes i den form for samfundsindretning, der gik forud for velfærdsstaten.
Disse traditionelle værdier er nu ved at forsvinde helt og de "værdier", velfærdsstaten selv skaber, bliver mere og mere dominerende.
Overgangen fra flid og pligt og produktion til ret og krav og forbrug er nu for alvor begyndt at slå igennem, og det er tydeligt for enhver bare nogenlunde neutral observatør, at velfærdsstaten har store problemer.
Grækenland er det bedste eksempel lige nu, men også Portugal og Spanien har store problemer - og de samme problemer ulmer lige under overfladen i en lang række lande.
Nu lader det til, at man tror, man kan løse de enkelte velfærdsstaters problemer ved at overføre penge fra andre velfærdsstater og "stramme op" på den økonomiske politik i de berørte lande.
Det viser, at man ikke har fattet en dart af, hvad det hele drejer sig om. Man antager problemet for at være rent økonomisk - noget der kan løses ved omfordeling. Det eneste, man opnår ved at lave disse omfordelinger, er at svække de relativt stærkere velfærdsstater og sminke lidt på realiteterne i de svageste.
Normalt er en synkende skude, noget man forlader, men nu ser det tværtimod ud som om vælgere og politikere binder sig til masten og håber på det bedste. I stedet for at tage fat om problemets rod og få bygget en båd, der rent faktisk kan sejle, lapper man i blinde løs på et projekt, hvis skæbne er katastrofal.
