TV2 har for nyligt sendt programmet "Velkommen Til Virkeligheden". Her skal politikere møde de folk deres politik kommer til at omfatte. I et af afsnittene var det Enhedslistens ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, der går ind for fri hash, der skulle møde virkeligheden. Programmet var en stor fustration at se. Hvorfor?
Først er vi nødt til at fastlægge hvad målet med forbudet af hash er. For mig at se er forbudet et middel til et mål om at få folk til at ryge mindre, og særligt forhindre unge i at ryge.
Når dette er klarlagt, må vi se på hvilke psykologiske og sociale mekanismer, der ligger i henholdsvis forbud og legalisering til opnåelse af dette mål.
Forbudets psykologiske effekt hviler på symbolværdi. Staten sender et signal, der hedder "det er ikke acceptabelt at ryge hash", og dette skulle få folk til at lade være med at ryge. I udsendelsen vises bl.a. Johanne Schmidt-Nielsens møde med nogle tidligere misbrugere. Implicit i valget af dette ligger selvfølgelig, at årsagen til deres ulyksageligheder i livet er bestemt af det faktum, at de har røget hash.
Jeg mener, at problemerne har flere faktorer. En af klienterne nævner f.eks., at han i sin opvækst manglede sin far og "kom til at hænge ud med de forkerte". En anden fortæller om hvordan hun kom på opholdshjem, da hun var 15, og hendes mor døde, da hun var 16. Vi kan altså ikke, selvom dette impliceres, sige at hashen alene har været skyld i vedkommendes dårligdom, men er en faktor ud af flere.
Hvorfor har TV2 i øvrigt valgt en terapeut, der er imod en legalisering og undladt at præsentere deres gængse favorit, Henrik Rindom, som går ind for, at der skal gøres noget anderledes på området?
Titlen på programmet forekommer derfor en som latterlig. Det virker misledende at påråbe sig, at man byder en velkommen til virkeligheden, når den virkelighed, man præsenterer, i allerhøjeste grad er delvis og associerer til et mildest talt farvet syn på omstændighederne.
Hvad endnu mere frustrerende er, at disse såkaldte misbrugere jo netop viser hvor stor en effekt symbolværdien har: De har alle røget hash på trods af symbolværdien. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor man ville sige nej til hash, hvis man blev tilbudt det til en privatfest uden politi i nærheden: Fordi "loven siger, at det ikke er acceptabelt" eller fordi man ikke har lyst til at udsætte sig selv for den risiko, det indebærer? Ville denne holdning ændre sig fra et "nej tak" til et "ja" for disse personer, hvis det blev legaliseret? Næppe.
Jeg ser heller ingen grund til at tro, at en legalisering vil give den modsatte symbolværdi, som i "det er ikke farligt at ryge hash". Tobaksrygning og alkohol har jo på trods af deres legale status, netop stadig en symbolværdi der, qua kampagner, siger, at det er forbundet med talrige farer at ryge og drikke.
En legaliserings effekt vil, forestiller jeg mig, basere sig på aldersgrænser, eventuelle behandlingstilbud, og oplysningskampagner på linje med dem, vi har for tobak. Hvordan har det virket for tobak og alkohol gennem historien? For det første har oplysningskampagnerne for tobak haft en indflydelse på antallet af rygere. Der bliver røget mindre nu, end der gjorde, da mine forældre var unge for 35 år siden.
Omvendt kan vi se på, om et forbud får efterspørgslen til at ophøre. For hash lader det til, at der er en stor efterspørgsel, da den årlige omsætning i København er estimeret til 1 mia. kr.
Men der er et historisk eksempel, der viser hvordan efterspørgslen altid vil finde et udbud. Fra 1920 - 1933 forbød man alkohol i USA, men fordi folk stadig efterspurgte det, flyttede markedet ud i det kriminelle miljø, og en af historiens største mafiabosser, Al Capone, blev født.
Som en tidligere pusher i programmet nævner, tror han, at banderne blot vil finde på noget nyt at sælge. Teorien om udbud og efterspørgsel fortæller os dog, at udbuddet er nødt til at tilpasse sig efterspørgslen. Mon ikke det vil være svært at finde en ligeså stor efterspørgsel på f.eks. våben eller hård narkotika blandt den almindelige befolkning, som for hash?
Antageligvis er markedet for illegalt salg af alkohol og tobak mindre end det legale salg af samme. Selvom legaliseringen ikke har fjernet den illegale omsætning fuldstændig, er det trods alt bedre end at "Al Capone" sidder på hele omsætningen. Jeg tror, at folk generelt er interesseret i at købe deres hash et lovligt sted; de ønsker ikke at støtte kriminelle foretagener. Det mener jeg, at omsætningen af hash i Holland viser.
Salget skal selvfølgelig indrettes på den rigtige måde. Som en person i udsendelsen siger, gider han ikke købe hash på et apotek, hvor han kan få dømmende blikke af de andre apotekskunder. Kunne det tænkes, at
stigmaet, der er forbundet med at ryge hash, til dels skyldes, at det er illegalt?
F.eks. ser vi ingen skule mærkeligt til en på samme måde, hvis man køber alkohol. Men her får symbolværdien muligvis en uhensigtsmæssig effekt for nogen. Det kunne også tænkes, at nogle af de, der ryger hash nu, netop oplever det som en motivation til at ryge hash, at det er ulovligt.
Der følger en masse implicitte symbolværdier med i at bryde loven, som i nogle grupperinger kan bruges til opnå anerkendelse. Den franske filosof Foucault har helt sikkert en masse at tilføje omkring hvordan lovgivning afføder, at folk har lyst til at bryde denne lovgivning og frigøre sig. Jeg mener, at folk ofte vil have den indstilling at "regeringen ikke skal bestemme om jeg skal ryge en joint, jeg gør ingen skade på andre end mig selv og jeg passer mine borgerlige pligter". Ville vi ikke tænke det samme hvis alkohol blev gjort ulovligt? Ville vi ikke drikke et glas rødvin, når vi havde lyst, og tænke, "det skal regeringen ikke blande sig i, det er mit ansvar"?
Det, der optræder som argumenter mod en legalisering i programmet, er derfor i virkeligheden argumenter for en legalisering. Hash skal ikke legaliseres med argumentet "det er jo bare hash" - som det nævnes i programmet af en ansat på behandlingsklinikken. Hash skal netop legaliseres, fordi hash er potentielt skadeligt og især er det for unge, hvis hjerner ikke er færdigudviklede. Uden en legalisering har vi ingen kontrol med salget overhovedet.
Alle disse problemstillinger angår kun målet, som fastlagt i starten. Hertil kommer al den sidekriminalitet, som er forbundet med forbudet mod hash. Hvis hashhandlen indbringer en mia. kr. årligt, kunne det så tænkes, at det er med til at finansiere andre kriminelle foretagender som f.eks. menneskehandel, våbenhandel og hård narkotika?
Desuden afføder forbudet, som pusheren i udsendelsen selv påpeger, at banderne kæmper om territorier - altså bandekrig. Dertil kan nævnes socialpsykologiske problemstillinger, som f.eks. at almindelige mennesker, der er velfungerende, men ryger en joint i ny og næ, kriminaliseres og dermed bliver en udgift, og måske endnu vigtigere, marginaliseres og bliver ofre for stigmatisering og diskrimination. Man bliver "sådan en der ryger hash", hvilket kan resultere i endnu mere isolation fra familie og venner, der ikke ryger hash - en ond spiral.
Når det så er sagt, deler jeg selvfølgelig bekymringen om risikoen for, at flere vil begynde at ryge hash, hvis det legaliseres. Men det virker direkte absurd at fortsætte med den samme lovgivning, når denne tydeligvis ikke fungerer. Hvad jeg taler for her er, at man i stedet forsøger sig med en anden lovgivning. Hvis det mislykkes, kan man altid fortryde. Lad os forsøge noget andet, for samfundets og for fremtidige generationers skyld.
