Søvndahls løgne der virkede på kort sigt, tomme løfter, plejehjemsbesøg og blodbad i det offentlige bare lige for at nævne et par stykker, er ikke gangbare på længere sigt og især ikke efter denne regering, så en ny strategi er i fuld implementering.
Find en kilde til tåbelige påstande er løsningen, når man hører alle gerne vil have et arbejde, alle besøgende fra udlandet er ofre, folkeskole+reformen er en dundrende success.
Pernille Rosenkranz-Teil er mesteren i at dokumentere hun altid har ret, fordi hun besøger en blomstrende virksomhed funderet på grøn energi for at bevise at vindmøller er vores redning, og hun har ven(ner) der knokler i ærligt arbejde selv om det ikke kan betale sig.
Magnus høster point ved at lytte til pendlerne (uden det betyder ændringer kun raslen med sabel) og Antorini bruger hendes oplevelse med glade lærere og forældre som illustration af folkeskolereformen er en success.
Dette er videreførelsen af Villys koncept, men dokumenteret øhh på en måde.
For alt imens venstrefløjens ideologiske korstog - nu dokumenteret - bliver hamret igennem og alle der ikke hopper på bliver shamet som udemokratiske kapitalister, viser realiteterne noget ganske andet.
Stærkest i erindringen er at 9 (man kan argumentere for 10 ) ud af 11 Danskere ikke kan eller vil arbejde i lavtlønnede jobs, enten fordi det ikke kan betale sig, fodi det er for hårdt, fordi det tager for meget fritid eller fordi det ikke er sjovt at stå tidligt op om morgenen. Dette blev med al pinlighed illustreret af DR1. Man må formode at Pernille kender denne eneste ene Dansker ud af de 11 der virkeligt indtrængende ønskede sig arbejde og var villig til at kæmpe sig op (iøvrigt hatten af til ham)
Alle de grønne job der er skabt i vindmølle industrien er sponsoreret af os selv via tilskud og elprisen, således er de stolte arbejdspladser skabt inddirekte offentlige arbejdspladser, med en "feel good" faktor af at redde verden.
Alle jeg taler med hader folkeskole reformen, så hvor er alle de lykkelige lærrere og familier Antorini besøger?
Jeg kunne blive ved men har ikke tid, Magnus er et studie i sig selv omkring promovering uden indhold.
Men pointen er at det venstrefløjen har lært er at lyve mere nuanceret end Villy.
Man erkender ikke beskeden og løfterne var direkte forkerte, men konkluderer nødvendigheden af at have en vis form for troværdighed i udtalelser, uanset hvor forkerte de er.
Den del af Søvndahl strategien der er blevet er en fornærmende retorik, sjovt nok specielt rettet imod DF der ikke forsøger at nedgøre venstrefløjen trods den uværdige behandling.
Man savner at kalde en spade for en spade, så kloge er venstrefløjen ikke blevet endnu, men måske det kommer
