Verdens bedste nyheder?

På min vej på arbejde i fredags blev jeg stoppet på gaden af nogle piger der ville overbringe mig ”verdens bedste nyheder” sammen med et stykke mor...

Mathias_Schlippe

17/09/2010

På min vej på arbejde i fredags blev jeg stoppet på gaden af nogle piger der ville overbringe mig ”verdens bedste nyheder” sammen med et stykke morgenbrød. Jeg afslog, men da jeg tredje gang blev spurgt, var jeg nødt til at få stillet min nysgerrighed, og høre pigen om, hvor de kom fra. Svaret var, at hun var udsendt af et samarbejde mellem de danske udviklingsorganisationer, FN og Danida.

Reference: http://verdensbedstenyheder.dk/

Hun mente, at man var på helt rette spor med udviklingsarbejdet i verdens fattige lande, og hvis man bare fortsatte på denne måde, ville alle verdens problemer snart være løst.

Jeg vil dog tillade mig at sige, at hun tager grueligt fejl. Hendes ”hjælp” er symptom-fjernelse på linje med at tage hovedpinepiller, hvis du har hovedpine pga. problemer med nakken. Du fjerner altså symptomerne, smerten, men fjerner ikke kilden til smerten.

Kigger man på EU er en af de største grunde til, at velstanden er blevet så stor frihandlen landene i mellem. Et land bliver nemlig kun rigere af, at eksportere sine varer til andre lande, så man får tilført ny kapital. Problemet med EU er, at man udnytter dette indenfor EU’s grænser, men opsætter handelsbarrierer i forhold til f.eks. de afrikanske lande. Samtidig giver man landbrugsstøtte til europæiske landmænd så de kan klare sig trods ineffektive produktionsformer og produkter som kan produceres billigere andre steder.

Valgte man at åbne grænserne for handel med de afrikanske lande, ville EU kunne få billigere landbrugsprodukter dernedefra, afrikanerne ville få tilført kapital til deres lande og ville kunne udvikle og forfine deres produktionsmetoder og dermed kvaliteten af deres produkter.

Det ville skabe arbejdspladser, vækst og velstand i Afrika, og vigtigst ville det være noget de kunne bygge videre på. Det ville være noget helt andet end de fejlslagne initiativer man igangsatte for år tilbage, hvor man lavede vandboringer og sendte landbrugsmaskiner, men glemte at lære dem hvordan man brugte og vedligeholdte disse ting.

Det nytter ikke noget at sende hele Afrika på ”offentlig forsørgelse”, uden samtidig at give dem hjælp til selvhjælp ved at købe deres produkter, og på den måde skabe den vækst der skal til.

Kilde: