Folkeskolens rejsehold har afleveret sine 10 anbefalinger, og der er intet – næsten intet nyt under solen: lærernes og ledernes kompetencer skal styrkes, fokus på resultater, tydelige mål og mere IT. Har man ikke hørt det før? Jo, ens alder afgør, hvornår man hørte det første gang. At” langt færre børn skal i specielle tilbud”, og ”elever i vanskeligheder skal have effektiv støtte” er blot og bar besværgelse og ønsketænkning. Der er heller ikke ret mange, der har lagt mærke til disse ni anbefalinger; men det 10.: ”færre og større skoler”, se det har gennemslagskraft og giver overskrifter.
Anbefalingen er imidlertid ikke overraskende, slet ikke fra den kant. Alt – kommuner, sygehuse, universiteter, politikredse, postdistrikter – skal i øjeblikket gøres større, og de skal udvides i effektivitetens og kvalitetens navn.
Det er en form for galoperende vanvid eller megalomani, der har ramt de styrende klasser. Hvordan er rejseholdet sammensat? Formand er Jørgen Søndergaard – økonom af uddannelse – som også var medlem af strukturkommissionen, der lagde grunden til de nye storkommuner og regionerne. En svensk filosofiprofessor, der i denne sammenhæng har sin baggrund i et meget centralistisk svensk skolevæsen. Den danske folkeskole repræsenteres af en meritlærer med baggrundsuddannelse som cand. scient. pol., hun suppleres med en skoleleder og en lærer fra større byskoler.
At rejseresultatet er blevet, at fusioner er vejen frem, kan derfor næppe undre: færre og større skoler! Fusioner styrker jo effektiviteten og forbedrer kvaliteten!
Men det er en sandhed med så mange modifikationer, at det nærmer sig løgn. Et faktum er, at dansk erhvervsliv i første række har været i verdensklasse, fordi der altid har været mange omstillingsparate og effektive små virksomheder. Mærsk, Danfoss, Lego og Grundfos løber måske med prestigen – (for stort er godt og frem for alt flot); men det danske erhvervslivs rygrad har været de små og mellemstore virksomheder.
Fra erhvervslivet er det også almindelig kendt, at fusioner ikke giver besparelser; men tværtimod koster penge. Organisationsforandringer, administrative ændringer, omskoling, afskedigelser og ansættelser koster ikke blot penge; men resulterer også i et vist tab af overblik og dermed mindre effektivitet. Ofte står den næste fikse fusion for døren, inden firmaet har opnået tidligere tiders effektivitet. Man investerer i en fremtidig funktionel og rationel virksomhed, der aldrig dukker op. Omkostningerne derimod forsvinder ikke.
Men i erhvervslivet overlever dårligt ledede virksomheder kun en tid. Desværre kommer fallitten dog for det meste med 3-4-års forsinkelse og dermed med maksimerede tab. I mange tilfælde ”slagtes” fusionerede koncerner, der har mistet fokus, af en hensynsløs ”Gordon Gekko” eller en smart ”Edward Lewis”, som sørger for at virksomheden igen parteres i mindre, men effektive dele, og så kan det hele begynde forfra.!
Det er en katastrofe hver gang; men det er jo ikke en offentlig katastrofe – bortset måske fra nogle medarbejderes forbigående ophold i arbejdsløshedskøen.
Men offentlige virksomheder kan ikke gå fallit. Der er ingen anden konsekvens af fusioner og sammenlægninger end højere skatter og dalende service.
Hvordan kan man se det?
Jo, regeringen praler jo med, at der aldrig i danmarkshistorien er pumpet så mange penge ud i den offentlige sektor som nu. Tallene har været stødt stigende fra 2001. Og regeringen har ret! Det er ren statistik og alt kan slås efter og kontrolleres.
Alligevel føler stort set hele befolkningen, at der er sket en nedgang i service og velfærd: sundhedsvæsenet fungerer ikke tilfredsstillende; men skal suppleres med små (!) effektive privathospitaler (der for en stor dels vedkommende har etableret sig i de nedlagte offentlige hospitalers bygninger). Politireformen har mildt sagt ikke været en ubetinget succes. Kommunalreformen har medført øgede udgifter til administration, og effektiviteten er dalet, bl.a. fordi bureaukratiet stiger, og overskueligheden falder. Det har betydet, at kommunerne sidste år sammenlagt brugte ca. 5 mia. mere, end der var budget til. Storkommunernes 2009-budgetter var i forvejen de største og mest omfattende, siden Harald kristnede danerne, men der blev altså brugt yderligere 5 mia. kr., og så er resultatet, at der næppe findes en dansk borger, der vil hævde, at den offentlige service er blevet forbedret. Der er næppe heller nogen, der tror, det kun er en overgang eller tilpasningsvanskeligheder.
Men det er ikke et paradoks, at udvidelse af både kommunegrænser og kommunale budgetter resulterer i faldende service. Det er logik for perlehøns. Desværre ser det ud til, at økonomer og jurister fungerer på fasanniveau. Hjerneforskeren Peter Lund Madsen påstod engang i en radioudsendelse, at en fasan var lige så klog eller dum, når den forlader denne verden, som den var da den ankom, for den lærer absolut ingenting, mens den er her. Han kunne godt have tilføjet økonomer og jurister.
De lærer åbenbart heller intet – fusioner og stordrift – er deres standardløsning på stort set alle problemer, for det kræver masser af djøffer!
EU – Euro – planøkonomi - storkommuner – store sygehuse – store skoler er eksempler på stordrift, der ikke fungerer. Der er økonomer og jurister bag hver gang, og hver gang går det galt. Det er ren fasankultur med masser af farver og stort spektakel; men intet holdbart indhold. Borgere gøres til klienter – forældre til avlsdyr – børn gøres til monstre med ADHD, DAMP og adfærdsforstyrrelse. Ingen har noget ansvar – kun krav og rettigheder.
Udkantsdanmark eller ”Den rådne Banan” vil støt gro indad mod landets selvudpegede centrum i takt med at nedlæggelser og fusioner lægger stadig flere lokalsamfund med engagerede borgere øde.
Men der skal mere til end Sovjetunionens – euroens og formodentlig også EU´s fald til at lære en djøffer noget. Som fasanen ved han i forvejen alt, hvad han har behov for at vide.
Virksomheder kan godt blive store og respektable som de føromtalte Mærsk, Danfoss og Lego; men det er ikke tilfældigt, at de alle har deres selvforståelse plantet i en nationalbaseret firmakultur – ikke primært i økonomi. ”Hr. Møller” er langt mere end de ca. 70 mia. kroner han kontrollerer.
Måske er det på tide i det offentlige at finde virkeligt nye løsninger – der er baseret på mennesker og kultur.
Rejseholdet er ikke gået 360; men 180 grader galt i byen!
At de opfordrer til udvikling og forskning er ganske ironisk; idet de ikke selv har fundet det nødvendigt at orientere sig i moderne pædagogisk forskning, den taler dem nemlig imod – men sådan er det jo med økonomer og fasaner…
Verdensklasse er det jo ikke.
