Deadline 2. sektion er normalt et seriøst kulturtillæg til Deadline på DR2 søndag aften. Men forrige søndag havde Jes Stein Petersen fået fat i to iagttagere af samfundsudviklingen, som åbenbart var indkaldt for at skræmme seerne fra vid og sans.
Den ene var Mattias Tesfaye, ansat i 3F (tidligere SID) og forfatter til en ny bog, ”Vi er ikke dyr, men vi er tyskere”. Den anden var filosoffen Anders Fogh Jensen, ansat i konsulentvirksomheden DISPUK, og forfatter til ”Projektmennesket”, som udkom i 2009 på Århus universitetsforlag.
De to forfattere skulle formidle deres erfaringer og bekymringer til os om, hvem der er de svage, hvem der har magt og hvordan det står til med trygheden på arbejdsmarkedet.
Mattias Tesfayes arbejde er at køre rundt på byggepladser og tale med arbejderne om deres arbejdsforhold. Essensen af hans iagttagelser er, at deres arbejde er præget af en grundlæggende usikkerhed. Alt arbejde i byggebranchen er baseret på licitation. Det er det, der skaber usikkerheden. Og arbejdsgiverens magt skaber frygten: når mester kommer ind i skurvognen, ”går der et gys gennem maven hos byggearbejderne.”
Arbejdet på byggepladserne er så hårdt, at mange af Mattias’ venner allerede fra 30 års alderen har smertestillende piller stående fremme på badeværelset. Og ikke mindre end 16% af de ufaglærte har socialt betingede psykiske lidelser.
Usikkerheden har bredt sig i forbindelse med overgangen fra fabriks- til servicesamfundet. Når mottoet er, at kunden altid har ret, bliver sygeplejersker og pædagoger klemt på deres faglighed i krydspresset mellem borgeren og arbejdsgiveren. Ja, Mattias mener faktisk, at vi må have løst de psykiske problemer på arbejdspladserne, ellers spiller vi os selv af banen, som han sagde. Der bør være et krav på terapi til dem, der får den slags problemer.
Nu skulle man så tro, at verden blev lidt lysere, når Jes Stein vendte spotlyset mod Anders Fogh Jensen. For Anders’ projektmenneske tilhører vel den kreative klasse, der har spændende og udfordrende jobs, hvor de kan udfolde deres kompetencer og løse komplicerede problemer for os alle sammen.
Men nej, filosoffen kunne kun bidrage til håbløsheden. For også projektmennesket er under pres. Den magt, individet er underlagt, er nu styret af trends, som er større end det selv. Det er den neoliberale bølge, der kører med magten, og den driver også politikerne. Og hos projektmennesker er det ikke knoglerne, det gør ondt i. Det er SINDET! Så hos dem er det nervemedicin, der står på badeværelset. De har brug for tryghed, brug for at vide, om de har et arbejde om et halvt år.
Derfor er vi nødt til at holde op med hele tiden at tale om forandring. Tag bare kommunesammenlægningerne. De har forvoldt så megen smerte, sagde Anders. Det understreger kun, at det reelle problem er: Hvordan får vi ro? Projektmennesket har brug for at kunne træde ud og ind på arbejdsmarkedet. Derfor er borgerløn meget bedre end nervemedicin, for så man kan træde ud og lade op, når man har behov for det.
Og her må vi lige indskyde, at Anders ved, hvad han taler om. For ifølge DISPUKs hjemmeside har han ikke kun arbejdet med filosofiske samtaler med DISPUKs klienter, men også arbejdet på fire danske universiteter og undervist i 20 forskellige fag. Så det er en mand med bred erfaring og spredt viden, der her deler sin indsigt med os.
Som forbrugervejledning om ”Projektmennesket” skylder jeg at oplyse, at der på Århus universitetsforlags hjemmeside står, at: ”Der er endnu ingen, der har anmeldt dette produkt”.
Anders, som jo altså er filosof, får mig til at tænke på en lidt mere kendt, fransk filosof, René Descartes, der formulerede den berømte sætning: ”Jeg tænker, altså er jeg”. Det er muligt, at Anders og Mattias vil mene, at Descartes’ slogan er en anelse for ambitiøst for deres vedkommende. Hvis det er tilfældet, kan jeg foreslå dem: ”Jeg lider, altså er jeg” som deres bud på en formulering af vilkårene for en eksistens på det danske arbejdsmarked.
Efter at være blevet alarmeret af de to filosoffers nødraketter fra den danske jammerdal, måtte jeg minde mig selv om, at jeg jo lige havde læst om en rapport fra University of Leicester, hvor der stod, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Og det er vi blevet kåret til gentagne gange over de seneste 30 år.
Hvor kan information dog forvolde megen smerte og megen lykke på samme tid, tænkte jeg og slog for min sjælefreds skyld efter i en helt frisk artikel i Momentum, et tidsskrift udgivet af Kommunernes Landsforening (KL). Heri står, at Danmark er ramt af en diagnoseepidemi, et udtryk, der er opfundet af psykologiprofessor Svend Brinkmann i Ålborg.
I artiklen stod, at antallet af danskere med psykiske diagnoser steg med 48% fra 2000 til 2009 ifølge en rapport udarbejdet for KL. Det drejer sig om angst, depression, ADHD m.v.. Alle diagnosetyper er i vækst, men specielt antallet af lettere såkaldt ikke-psykotiske lidelser er nærmest eksploderet.
Svend Brinkmann siger til Momentum, at mange af disse mennesker aldrig burde være havnet i diagnosestatistikken. De er ikke syge, ”men har, hvad man tidligere bare betragtede som livsproblemer.” Vi er blevet for dårlige til at skelne mellem almindelige livsproblemer og deciderede psykiatriske lidelser, siger han, mindre tilbøjelige til at acceptere tilværelsens problemer og vanskeligheder.
For kun få år siden var det stigmatiserende at få en psykiatrisk diagnose. I dag er det helt omvendt. Som patient er der umiddelbart noget frigørende ved at få en diagnose. Det bliver en slags anerkendelse af problemet og er i øvrigt ofte nødvendigt for at få en sygeorlov. Alt i alt betyder det ifølge Brinkmann, at vi bliver dårligere til at tage ansvar for vores handlinger og for vores arbejde.
For eksempel refererer Momentum til undersøgelser, der viser, at folkeskolelærere generelt mener, at op mod en tredjedel af drengene i skolen har så alvorlige problemer, at de muligvis bør have en diagnose! Der foreligger ikke skøn over fordelingen af ansvaret mellem forældre og lærere for at have fremkaldt dette problem.
Overlæge Jes Gerlach, som er formand for Psykiatrifonden, der gennem sin oplysningsvirksomhed har formidlet det glædelige budskab om, hvor mange flere syge, der er kommet til som følge af diagnoseepidemien , må da også i Momentum lidt modstræbende erkende, at oplysningen nok har ført noget ”pylreri” med sig, og at ikke alle med en diagnose er reelt syge.
Det dæmpede min akutte depression en smule at læse Momentum. Men det blev meget bedre, da jeg blev klar over, at vi står lige over for en premiere på Nørrebros Teater på et helt nyt stykke om Keld Petersen og Dirch Passer. Derved kom jeg nemlig i tanker om filmen ”Vi er alle sammen tossede” fra 1959, hvor Keld Petersen spiller en repræsentant, der går amok efter at være blevet plukket af skattevæsenet og påkører en elefant fra cirkus Benneweis, der uventet dukker op på landevejen.
Det bringer ham i nærkontakt med politiet og med en psykiater, der udviser klare neurotiske symptomer. Psykiateren tror ikke på historien om elefanten og tager Keld Petersen i forvaring og behandling. Under behandlingen dukker der mange interessante informationer op, og blandt andet viser det sig, at hans mor siden barndommen har tvangsfodret ham med selvfabrikerede diagnoser, som hun er blevet inspireret til i utallige lægebøger.
Det hele ender i retten, hvor Keld Petersen både får sine plageånder idømt bøder og for sit eget vedkommende opnår frikendelse ved at foreslå et forlig, som går ud på, at dommeren konkluderer sagen med ordene: ”Vi er alle sammen tossede”.
Og så kører Keld ud i den vide verden med sin søde kone.
Han havde kæmpet sig fri af diagnoserne og behandlerne og bekræftet, at heldet følger de tossede. At vi skal bede jammerkommoderne om at klappe skufferne i og være klar til selv at tage kampen op med livets almindelige vilkår. Og kun bruge nervemedicin mod rigtig sygdom. Jeg kæmper, altså er jeg!
