»Det slående er ikke i sig selv, at man kan finde drabelige passager i islams tekster, for det kan man i så mange hellige skrifter. Det slående var, hvor meget disse passager fyldte, og hvor meget de kredsede om en dem-og-os-logik, hvor vantro og frafaldne karakteriseres som urene, rådne, kriminelle, hykleriske og farlige. Det var også påfaldende, i hvor høj grad disse tekster stillede krav til læseren om at bekæmpe de vantro, både med ordet og med sværdet. I mange passager spiller Muhammed en central rolle som ham, der opfordrer til brug af vold, hvad enten det drejer sig om steninger, halshugninger, krigshandlinger eller henrettelse af kritikere og digtere.«
Tina Magaard finder det særlig kritisabelt, at mange islamforskere efter hendes mening bevidst fortier dette forhold og bruger deres magtposition til at skabe bestemte normer for, hvad man må sige. Ofte lægger de også skylden på danskernes racisme i stedet for nøgternt at fortælle om de begrundelser for at udøve vold og trusler, som ekstremister faktisk finder i de hellige skrifter.
