Vink farvel til velfærdsstaten.

Langsomt men sikkert (og logisk) forsvinder den såkaldte velfærdsstat, og bliver til en understøtelsesstat i stedet

Ikke angivet Ikke angivet,

24/07/2014

Langsomt men sikkert (og logisk) forsvinder den såkaldte velfærdsstat, og bliver til en understøtelsesstat i stedet.

I den oprindelige tankegang skulle verdens højeste skatter for arbejdende mennesker veksles til lige velfærdsydelser af høj kvalitet, altså lige adgang for alle.

Uanset om man har bidraget millioner eller kostet millioner, skulle velfærdsydelser være lig for alle.

Den generelle accept af denne ulighed kan vel begrundes i følgene betragtning:

- Man er taknemmelig ved at have et godt arbejde og bifalder princippet i de bredeste skuldrer bærer mest, selv om denne byrde bliver uforholdsmæssigt større jo mere man tjener/arbejder

- Man kan se fornuften i at alle uanset baggrund har samme basale muligheder for uddannelse og at forfølge deres drøm på arbejdsmarkedet, ligesom en god eller i det mindste anstændig behandling fra de basale fælles services som hospital, børneinstitutioner mm.

- At vi som Danskere tager os af hinanden når vi trænger, og dermed kan løfte i flok på tidspunkter hvor mennesker af forskellige årsager virkeligt har brug for det.

I dagens Danmark forekommer ovennævnte som pladderromantik, der mere hører til i Morten Korch tidsalderen.

Den tidligere artikkel fra Kurrild-Klitgaard beskriver glimrende hvordan Kommuner skaber projekter for at bruge penge, og stort set hver uge dukker nye sager op hvor millionerne ruller i sager hvor kun politikkere har interesse (nåh ja også lige modtagere af offentlige penge)

En stor del af offentlig støtte har udviklet sig til spekulation, hvor meget energi bruges på at sikre et konstant flow af andres penge i stedet pfor at bruge hvert vågne øjeblik på at finde en måde hvor man selv kan bidrage til velfærdsstaten, dette går naturligvis ud over de virkeligt trængende borgere.

Der spekuleres i diagnoser af sygdomme og i at flytte fra hinanden alt sammen for at kunne opretholde en så stor ydelse som muligt, i samme åndedrag man revser andre for at ikke at bidrage nok i skat.

Nu ser man flere og flere kreative eksempler på at splitte velfærdssamfundet ved at de mest bidragende og skattebetalende borgere ikke længere skal have de velfærdsydelser de ikke kun har betalt til, men også betalt for mange andre.

Det er ikke nok at betale universets højeste skat, nu kommer der yderligere midsundelseskatter til dem der bliver dømt rige.

Brugerbetaling, mindre pension, "formue beskatning" som eksempelvis ejendoms skat osv osv er enten kommet eller på vej.

Det er vanskeligt nok at se surt tjente penge blive brugt på rygestop kurser, morgenvækning, borgmestres private telefon regninger på ferier, bycykler og offentlig lapning af cykler, tossede vindmølle eventyr, nye rådhuse i Tønder, extorbiant overforbrug på projekter som DR og Eurovision, støtte i stedet for krav til unge udenlandske mennesker der aldrig har tænkt sig at arbejde osv osv osv.

Retfærdighed og rimelighed er jo en diskussion med mange meninger, flertallet mener jo åbenbart at mange Danskers manglende trang til at forsørge sig selv er helt ok eller sågar synd, men min egen grænse for loyalitet til fællesskabet og velfærdsstaten er langt overskredet hvis ikke engang de mest bidragende længere har lige adgang til almene ydelser.

Hele problemet er naturligvis at staten insisterer på at statens forbrug ikke skal prioriteres til kerneydelser, men der skal være råd til alt der kan hjælpe os til at leve et politisk korrekt liv.

For størstedelen af befolkningen er det kun godt når statens forbrug øges for så falder der noget af.

Men for de virkeligt trængende og de bidragende er diskussionen om velfærdsstat og fællesskab efterhånden en joke.

Jeg er helt på det rene med at jeg i mange kredse nu kan opfattes som ond, jeg vil nærmere kalde det en begyndende kynisme overfor politikkere der i den grad forsømmer vores lands udvikling.

Der er også folk der jo mener man bare kan skride hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, og desværre er der flere og flere der rent faktisk gør det, hvis de eller kan slippe helskindet igennem Skats havelåge.

Politikkere fastholder mennesker i passiv forsørgelse ved dels at straffe arbejde og dels at have indoktrineret os med det er ok ikke at arbejde eller tage ansvar.

Ligeledes smadres konkurenceevnen i lighedens tegn samt en illusion om vi er så meget dygtige her end i resten af verdenen.

Lægges kursen ikke om bliver vi et land af den mest mulige lige befolkning, nemlig et land af borgerlønnede mennesker.

Velfærdsstaten er allerede revnet, og nu kan man lige så godt smadre den og bygge et nyt og mere fornuftigt system op, men det ville kræve politikkere med visioner og pondus i stedet for flertallet af de nuværende der kun kan lave hovedløse regler, opfinde hovedløse småprojekter samt selvfølgelig bruge penge

Kilde: