I dag er det som bekendt Sankt Hans, som vi fejrer med bål med hekse på toppen over alt i landet.
Heksen fremkalder minder om en grum fortid, hvor menneskene, besat af religiøst vanvid, troede på hekse. De mente, kvinder kunne flyve gennem luften for at mødes på udvalgte steder, hvor de skejede ud seksuelt sammen med djævlen.
For at genkende heksene var der en række tegn, som ærlige, fromme borgere skulle lægge mærke til:
Blev et familiemedlem, et husdyr eller et stykke kvæg i besætningen syg, kunne en heks have kastet onde øjne på den nu syge. Og måske også have nedkaldt en forbandelse over staklen.
Så var det med at kigge sig godt omkring for at finde den skyldige heks. Det kunne eksempelvis være naboens rapmundede kone, der ikke holdt sig tilbage for at skælde ud, hvis noget gik hende imod.
En heks kunne dog også være en person med kendskab til datidens lægemidler, urter, som vedkommende forstod at anvende ved smerter ved fødsler, andre smerter, til nedsættelse af feber og til lindringer i det hele taget.
Men det kunne også være en køn pige, som man efterstræbte, men som afviste den begærende, der herefter fik besøg af hende om natten, mens han sov, hvor hun "red ham som en mare", hvorved han fik sædafgang og kunne fremvise sit plettede sengetøj som bevis på heksekunst.
Hermed var det oprindelige heksebegreb, der "kun" havde drejet sig om mennesker i opposition til kirken og dens lære, blevet udvidet betydeligt.
En anklage om hekseri medførte tortur og i sidste ende den endelige dom: døden på bålet. Efter den gammeltestamentariske opskrift: "En troldkvinde må du ikke lade leve."
Der var kritiske røster mod det udbredte vanvid, og for at imødegå kritik udarbejdede Heinrich Kramer "Malleus Maleficarum" (Heksehammeren), hvori han med snørklede vendinger gav heksejagten et videnskabeligt tilsnit.
Barberiet døde ud, men i vor tid er det genopstået i ny skikkelse.
Nu som før
I dag jages mennesker igen efter den gamle opskrift: sladder om mennesker der er anderledes. Offeret kan være et kvikt barn, der har svært ved at sidde stille i skolen, et livsgladt menneske med kunstneriske anlæg og talenter, et litterært begavet menneske, der taler "sort", fordi ingen forstår, hvad han/hun siger, en person i opposition til den herskende politik og politiske korrekthed. Og nu som før: en køn person der afviser en begærende læge.
Mulighederne er mange.
I dag kaldes disse mennesker dog ikke hekse. De kaldes sindslidende.
Men opskriften på elimineringen af de uønskede er den samme som i rænessancen: tortur - i dag med stærk hjernemedicin, som ødelægger hjerne og krop, elektrochok og andre angreb på personens hjerne, som har til hensigt at gøre personen konfus og ude af stand til at forsvare sig.
Nu som før er barberiet pakket ind i videnskab. En stor bog, DSM, afslører alle de tegn, som nutidens præsteskab, lægerne, skal være opmærksomme på, så de kan sende den skyldige videre til tortur, lemlæstelse og død.
Tegnene på alvorlige sindslidelser bliver hele tiden udvidet. Senest kan fysiske symptomer som kroniske smerter, kronisk træthed, piskesmæld, hjertesvigt, blodpropper, nedsat organfunktion og mange andre fysiske tilstande anses som svære sindslidelser, der påkalder sig rige doser hjernemedicin. For nogle lægers vedkommende måske i den tro, at en ødelæggelse af hjernen vil betyde en eliminering af de fysiske symptomer.
Mange er allerede døde under den nye heksejagt, andre lemlæstede for livet. Og nu som før støttes hele herligheden af staten.
Senest er der bevilget 2,2 milliarder til ødelæggelse af de anderledes.
Tilbage står, at modstand og forfølgelse af anderledes mennesker er et tegn på et uciviliseret samfund, der ikke har hævet sig over det bestialske.
Det er på tide, det bliver bragt til ophør.
