Jeg skriver i dag denne statusupdate på mit foretrukne sociale medie, fordi det er vigtigt for mig at profilere mig selv som et godt og anstændigt menneske. Mine egne handlinger og argumenter er ikke tilstrækkelige til at overbevise jer om de fortræffeligheder og uforlignelige retfærdighedsprincipper, der har rod i mig, og derfor benytter jeg Dansk Folkepartis succes ved Europaparlamentsvalget i går som løftestang til at få jer alle til at tro, at jeg er et bedre menneske end jer.
Fordi et gennemdemokratisk parti blev det største ved gårsdagens valg, vil jeg nu råbe skældsord og ganske bevidst gentage løgne i håbet om at vende dem til sandhed. Desuden vil jeg komme med slet skjulte referencer til "en situation i Tyskland i 30'erne" eller "i 40'erne", fordi jeg ligesom de fleste andre i mit godhedssegment ikke fulgte med i historietimerne som barn. Jeg vil ikke på noget tidspunkt tøve eller reflektere over, at jeg - da et revolutionært parti, hvis bagland ofte tyer til vold, vandt en næsten lige så stor sejr ved kommunalvalget i 2013, og som hylder en ideologi, der i sidste århundrede hærgede store dele af verden med utallige menneskelige lidelser til følge - ikke sagde så meget som et kvæk.
I stedet for at kigge på sejrherrens konkrete argumenter og økonomiske politik, som jeg ellers er fuldstændig enig i, fordi det til forveksling ligner mit eget stuerene partis, vil jeg slynge om mig med vage formuleringer om "medmenneskelighed", "tolerance" og "inklusion", mens jeg proklamerer, at jeg ikke længere vil deltage i sociale sammenhænge sammen med de personer, der har stemt på Morten Messerschmidt. Ikke, at det er nødvendigt, for jeg sørger selvfølgelig også for at nævne, at jeg i hvert ikke kender nogen, der har stemt på hans parti.
Jeg vil også kaste mig ud i på ubehjælpeligt engelsk at sprede undskyldninger for andre folks valg ud til Europas folkeslag, som om nogen giver en flyvende fis for, at jeg spreder misinformation og løgne gennem håbløst gennemskuelige associationstrick i håbet om at kvæle den demokratiske skepsis, som jeg og eliten allerhelst vil undertrykke. Jeg vil erklære, at jeg meget hellere ville tilhøre et andet folkeslag end det danske, som jeg nu skammer mig så grundigt over. I min afmagt forsøger jeg forgæves at være overbærende over for det skimlede folkedyb, hvis valg naturligvis baserer sig på mangel på oplysning.
Jeg bærer på en moralsk pligt til fortsat at se ned på andre og til at forfølge dem med ytringshæmmende paragraffer, fordi min form for demokrati er den eneste rigtige. Det er indlysende, når man lytter til kultureliten og alverdens popsangere, der som bekendt er eksperter udi alt politisk, og som er totalt økonomisk uafhængige af at tilhøre den rigtige sociale gruppe. Fra min selvudråbte piedestal vil jeg se ned på de medborgere, der på så irriterende vis er demokratisk ligestillet med mig, og afslutte med at flyde over med en veritabel flod af vederstyggeligheder og udbrud, der umuligt kan have fundet næring i det gode, menneskekærlige selvbillede, jeg lige har brugt femhundrede ord på at tungekysse i sofaen: ØV. FØJ. ÆV. PUHA. SKAM JER!
