Bitter Blog: Hjemmehjælpere laver intet

En personlig beretning om et naturligvis enkeltstående tilfælde i den offentlige ældrepleje, for de leverer jo alle sammen "fantastisk arbejde", ik...

Bob Glitter,

15/01/2014

En personlig beretning om et naturligvis enkeltstående tilfælde i den offentlige ældrepleje, for de leverer jo alle sammen "fantastisk arbejde", ikke?

Ved hjælp af hurtig hovedregning kommer jeg frem til, at vi i familien har betalt godt atten millioner tilsammen i skat gennem vores arbejdsliv til det fantastiske velfærdssystem, som nu skulle vise sit værd, når vi som slaver var blevet for nedslidte og af socialistisk ansvarsfraskrivelse for ligeglade til at tage os af vores aldrende familiemedlem. Og det var da også med kyshånd og bukken og skraben, at vi tog imod den ene times rengøring hver fjortende dag, som den ældre dame efter månedslange papirprocesser med talrige besøg fra hovne bureaukrater og patroniserende fysioterapeuter allernådigst kunne tildeles.