Frihed
Det var en kold og stille nat. Alle forventede noget skulle ske, ingen vidste hvad. Min mors blik flakkede uroligt, som om der var noget i mørket der betragtede os.
Nervøst som jeg var tog jeg min mors hånd, jeg tog den og følte hendes varme og kærlighed strømme igennem mig, jeg tog den med håbet om at hun kunne give mig alle de svar jeg havde brug for.
Hele ugen havde været et helvede, alt gik forkert, vi frygtede for vores liv. Denne nat samledes vi alle i synagogen, vi vaskede os i nærmest larmende stilhed og tog det pæneste tøj på vi ejede. Jeg forstod intet, der var krig hviskede nogen, jeg ville forsvare vores elskede Israel, Hans land, mit folks land. Jeg prøvede at forstå hvorfor vi altid skulle være bange, hvorfor vi altid skulle gemme os, hvorfor hjalp Gud os ikke?
Mange år senere gik det op for mig, jeg var Jøde.
Jeg husker stadig min mors rystende hånd da hun redte mit hår den aften jeg fik lov at tænde lys, den aften jeg tændte lyset for Shabbat, Herrens dag. Jeg mindes sangene vi sang på Shabbat. Jeg husker hendes stemme så smuk og lys. Jeg husker ordene på sangen min mor sang for mig så mange gange, Baruch ata Adonai Eloheinu… Lovprist være Herren, vores Gud. Jeg husker alt.
De fandt os hurtigt, synagogen var den smukkeste af alle bygninger. Synagogen var mit hjem, vores hjem, Hans hjem, men ikke længere. Tænker jeg tilbage på Templets ødelæggelse fyldes mit hjerte af sorg, med sorgen kommer Han, Han er der for mig, det har Han altid været; hans evige tilstedeværelse er trøsten der gør mig stærk. Vi flygtede op i så mægtige bjerge at kun Han kunne have skabt dem, i Jerusalems bjerge, vi var i den evige hovedstad. Ikke længere.
Eleazar Ben Yaim velsignede os, han græd, han sagde vi ikke skulle overgive os, til nogen, kun Ham. Kun Gud. kun Gud kunne give og tage, kun Gud ville dømme den retfærdige og den sande. Vi skulle dø som frie mennesker, i vores hænder var der et valg, et valg mellem at dø med vores elskede mænd, koner og børn, eller at være døde i sind resten af vores liv som slaver, kun igennem frihed kan vi Jøder være frie.
Min mor holdte om mig, hun kiggede stadigt uroligt på mig, hvad skulle der nu ske? Vi fejrede Ham, vi fejrede shabbat, min mor sagde til mig ”Du kan overleve alt det her Esther, du kan overleve slaveriet, du skal være fri igen, kæmp for din frihed”… Lige inden de tog hende fra mig sagde min mor noget jeg aldrig glemmer, ”Esther, græd ikke, nu er vi… fri”. Jeg kunne stadig dufte hende, stadig mærke hendes blide kys på min pande, se hendes tårevædede øjne for mig.
Frihed kommer ikke af sig selv, og er ikke noget man skal tage for givet, i dag er jeg fri, i hvert fald i Israel, i dette øjeblik jeg skriver disse ord. Jeg ser stadig ansigterne for mig, hører deres svækkede stemmer, jeg ønsker det bedste for alle, jeg ønsker fred, jeg ønsker vi alle kan leve sammen, jeg ønsker og med Hans hjælp vil det lykkedes. Jeg får styrke igennem Ham, jeg husker og siger de fire ord højt når jeg føler mig indespærret… Baruch ata Adonai Eloheinu, Lovprist være Herren, vores Gud. Jeg husker alt.
Tak til Miryam Lois Rom. Shabbat shalom chaverim sheli :-)
