Kampen mod sprogets blinde passagerer har nået det hidtil mest kritiske punkt.
Efter længere tids indsamling af ækle ord og udtryk og en stort anlagt afstemning med godt 7.200 stemmeafgivelser undervejs kan Bagsiden nu begynde at hæve sprogrøgterkæppen og lade den falde igen og igen over rygstykkerne på det ord, Bagsiden og læserne med hjælp fra professor i dansk sprog og litteratur Lars Brink har udpeget som det ækleste: udtrykket ’at vækste’.