Europas befolkning ældes betydeligt og i 2025 vil omkring en tredjedel af de europæiske borgere være på pension. Dette varsler et enormt økonomisk pres, da de resterende to tredjedele IKKE udelukkende består af de såkaldte skafferdyr, hvilket ellers ville have udløst en 2:1 faktor. De resterende 2 tredjedele består nemlig både af erhvervsaktive, de egentlige skafferdyr og så de offentligt ansatte, de arbejdsløse, børn og de uarbejdsdygtige. Det vil sige at Europa snarere nærmer sig det omvendte eksempel med en 1:2 faktor, det vil sige en erhvervsaktiv skal forsørge to andre medborgere. Der er med andre ord tale om en højst uholdbar og presset situation. OECD fastslår da også at pensionsudgifterne i fremtiden vil beløbe sig til 200% af BNP for både Frankrig og Italiens vedkommende, for Tyskland vedkommende 150% af BNP. Ifølge Velfærdskommissionen vil antallet af danskere over 65 år stige med 400.000 frem til 2040, mens gruppen af erhvervsaktive i samme periode vil falde med 350.000. Hvilket klart viser at udfordringen i den grad også gør sig gældende i Danmark.
Grunden til at en aldrende befolkning udfordrer pensionsystemet i så ekstrem grad, er at flertallet af Europæiske lande har baseret deres pensionssystem på pay-as-you-go-princippet. Princippet blev opfundet af den tyske kansler Otto von Bismarck i slutningen af det 19. årh. og går ud på at de arbejdende betaler pensionen for pensionisterne gennem skat. På den måde fungerer den via en omfordeling mellem generationerne. Hvilket selvsagt ikke er holdbart, når den generation der står til at skulle pensionere sig snarligst er baby boomerne – den suverænt største generation. Derfor indtræffer en sådan skævvridning, hvor skatteindtægterne fra den lille, arbejdende generation ikke kan bære udgiften fra den meget store, pensionerede generation. Derfor vil enhver stat med pay-as-you-go kombineret med aldrende befolkning opleve en betydelig gældsopbynging og dermed en pensionskrise. Dette vil være et problem for størstedelen af Europa, da vi på tværs af grænserne deler disse karakteristika:
- Pay-as-you-go pensionssystem
- Aldrende befolkning
- Lav fertilitetsrate
- Længere levetid, men ikke alle har hævet pensionsalderen tilsvarende
Vesteuropa, med få undtagelser, har ikke gjort meget for at imødegå udfordringen på trods af at den har været velkendt i mange år. Imidlertid har andre lande såsom Polen og Ungarn imødegået udfordringen med store pensionsreformer efter chilensk forbillede.
Polen gennemførte sin i 1999, hvor de gav de arbejdende borgere i alderen 30-50 år muligheden for at vælge mellem at forblive i det statslige system, altså folkepension, eller rykke over i et privat pensionsselskab. Arbejdende polakker under 30 fik intet valg, men blev fra start pladseret i det private system, som gradvist helt skulle overtage for det statslige. Det nye, holdbare princip for pension er at hver borger opsparer til egen pension. På denne måde løses udfordringen med at omfordele generationerne imellem, som har vist sig højst problematisk på grund af størrelsesforskellen på generationer. Ungarn gennemførte sine året før, i 1998 og blev dermed det første af de tidligere kommunistlande, der løste pensionsudfordringen. Ungarn har imidlertid ikke lavet en ideel løsning, idet at landet kører med sideløbende systemer; et offentligt og et supplerende privat. Det private aflaster selvsagt det offentlige, men den optimale gevinst opnås ikke, dersom der ikke kun er et privatsystem.
Chile var forgangslandet, der skabte og fuldt implementerede den nye pensionsmodel. Det implementeredes i 1980 og fungerede til at begynde med på samme måde som Polen, hvor de arbejdende fik et valg, de ældre fik lov at blive i det gamle system og de unge fik det nye fra start. Det tog selvsagt nogle års indslusning, men nu er det statslige system ved at være udfaset og vil sandsynligvis helt ophøre med at eksistere indenfor få år. Alle chilenere opsparer således selv til egen pension. De chilenere der af forskellige grunde kun kan spare en meget ringe pensionsformue sammen, får supplering fra staten.
Den chilenske model vil kunne løse ældrebyrdens pres på samfundsøkonomien, da den er indifferent overfor de tidligere nævnte karakteristika, der kendetegner Europa, herunder også Danmark. Spørgsmålet bliver dermed ikke om modellen kan løse problemet, nej spørgsmålet bliver snarere tør vores politikkere gøre det nødvendige? Tør de tage et endeligt opgør med folkepensionen? Hvis ikke står Europa overfor en krise, nemlig pensionskrisen, der er langt større end både den nuværende gældskrise og den tidligere finanskrise.
Follow my blog via this link:
http://www.damefrokosten.com/aeldrebyrdens-komme-varsler-et-varigt-farvel-til-folkepensionen/
